Min første rejse: Ole Sohn

Aktiv på den politiske venstrefløj i mere end 30 år og i dag folketingsmedlem og formand for SFs folketingsgruppe fortæller om sin første rejseoplevelse.

En meget ung Ole Sohn ombord på Endelave-fiskeren Valdes båd. Siden købte Ole sin egen robåd, som han fiskede fra. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto

Udover at være politisk aktiv i SF er Ole Sohn også forfatter, og mødet med fremmede lande og kulturer fascinerer. Eksempelvis handler »De drog mod øst« om den danske udvandring til Rusland og Sibirien. Men hans egen barndoms ferier på Endelave var dybt forankret i det danske.

Hvad er den første ferie, du husker?
»Min første ferie var et sommerophold på Endelave – en herlig ø i Horsens fjord. 14 dage med sol, natur og vand gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Det blev min barndoms feriested, hvor vi kom i alle vores ferier.«

Hvem rejste du med?

»Mine forældre og min onkel og tante. De havde sammen købt Den Gamle Skole på Endelave, hvor der var plads til begge familier. Inklusiv en dejlig have fyldt med usprøjtede æbler.«

Hvordan var stedet?
»Endelave har facon som en boomerang, hvor »byen« ligger i bøjningen ved havnen. Her ligger også Den Gamle Skole. Vi børn kunne trygt færdes på veje og stier, for biler var der ikke mange af.

Mine forældre elskede at bade ved Sønderstrand eller gå ture på Øvre – den nordlige del af øen, mens jeg mest levede livet på havnen, hvor jeg ofte hjalp »Valde« – øens sidste bundgarnsfisker.«

Hvad huske du særligt fra ferien?
»Det bedste var, når Valde klokken tre om morgenen bankede på soveværelsesvinduet for at tage mig med ud at røgte bundgarn i sin pram med hyttefad til fiskene.

At sejle ud af havnen og se solen stå op, det var – og er – livet. For mine konfirmationspenge købte jeg en robåd med påhængsmotor, og af Valde fik jeg to rødspættegarn.

Så gennem mange somre forsynede jeg familien og tilrejsende turister med friske fisk. Min kone og børn har hørt om dette utallige gange. For hver gang jeg ser en pram tøffende sejle forbi, bliver jeg salig i blikket og fortæller om min barndoms ferier på Endelave.«

Hvor går den næste rejse hen?
»Til Dublin, hvor vi skal fejre en rund fødselsdag hos nogle af vores gode irske venner. Det er første gang, vi besøger denne grønne ø, så vi glæder os meget.«