Michael Jacksons bror vil åbne slavepark

Marlon Jackson vil åbne et luksusresort i Nigeria, der skal indeholde en forlystelsespark med temaet slaveri.

På Jackson Five's planlagte luksusresort i Nigeria skal man kunne opleve, hvad slaverne i 300 år gennemgik. Fold sammen
Læs mere
Foto: Stephen Morrison

Man kan i bogstaveligste forstand følge den samme rute fra havnen i Nigeria og ombord på et slaveskib, som over 10 millioner slaver gjorde det i 300 år.

Se også: Ferie med et formål

Bagefter kan man lige slå et slag golf, prøve lykken på casinoet eller tage sig et afslappende dyp i swimmingpoolen. 

Den fusion af luksus og historisk tragedie er udtænkt af bl.a. Marlon Jackson, Michael Jacksons bror, som sammen med resten af den tidligere gruppe Jackson Five ifølge The Guardian længe har ledt efter et sted at opføre det såkaldte Badagry Historical Resort. Verdens eneste mindested for Jackson Five - opbygget i bedste forlystelsespark-stil.

4,5 millioner turister
Motherland Group, som står bag det knapt 20 milliarder kroner dyre projekt, siger, at resortet vil være et must-do for de afroamerikanere, der gerne vil finde tilbage til deres rødder. At resortet også kommer til at indeholde forlystelser, der giver et indblik i det rytmiske beat der startede for 300 år siden og førte til den største afrikanske gruppe i verden - The Jackson Five. Og at Badagry Historical Resort i løbet af fem år vil skaffe jobs til 150.000 mennesker, når mellem 4 og 5 millioner turister strømmer gennem kasseapparaterne.

Dette til trods møder projektet kritik fra flere sider. Den nigerianske historiker Toyin Falola siger til BBC, at det både historisk og kulturelt er usmageligt og upassende at gøre noget så alvorligt som slavehandel til showbiz.

- Man græder med et øje og tørrer tårerne væk med en kold øl, mens man holder det andet øje åbent for sine muligheder ved rouletten, siger Toyin Falola til The Guardian.

Motherland Group håber, slaveparken vil blive en historisk destination på linje med holocaust museet i Berlin og henviser til, at bl.a. slavefortet i Ghana med succes er blevet forvandlet til en seværdighed for turister.

Der er endnu ikke sat nogen dato på, hvornår den første mursten til resortet bliver lagt.