Miami er klar til turister igen

Floridas største by slap billigt fra orkanen Irma, og dens turistbureau byder nu turisterne velkommen igen.

Miami er igen oppe på fuld styrke efter orkanen Irma. Her er det oversvømmelser i Bayfront Park. Foto: Phillip Pessar Fold sammen
Læs mere

Det er allerede et par uger siden, orkanen Irma huserede de caribiske øer og Florida i USA – især Floridas vestkyst, Florida Keys og Caribien blev slemt ramt, da orkanen den 10. september ramte den sydlige stat.

Irma tog dog turen vestover i sidste øjeblik og skånede derved storbyen – og en af Floridas populære turistdestinationer – Miami for det værste. Dog kunne byen ikke se sig fri for oversvømmelser, strømafbrydelser og andre gener. Og mens dele af Miami stadig er uden internetforbindelse, melder Miamis officielle turistorganisation nu klar til at modtage turister igen.

De fleste hoteller i Miami klarede sig igennem stormen med mindre skader, og flere af dem tilbyder specialpriser til deres kunder, indtil alt igen er normalt efter stormen. De rejsende bliver da heller ikke væk. Norwegian, der måtte aflyse alle afgange den weekend og mandagen efter, Irma huserede, fortæller Rejseliv, at bookingerne igen er tilbage på samme niveau som før orkanen.

Heller ikke Apollo, der arrangerer individuelle pakkerejser til Miami og resten af Florida, har mærket en frygt fra de rejsendes side – men de vælger også at informere deres kunder, inden de køber rejser i orkansæsonen, fortæller Glenn Bisgaard, der er kommunikationschef:

»Vi har haft nogle få, der har ringet og spurgt ind til orkaner derovre, men vi fortæller vores kunder, at det specielt i august og september er ’hurricane season’, og man kan være uheldig at rende ind i et gedigent uvejr.«