Merete Pryds Helle møder gorillaer i junglen: »De parrer sig, og jeg ser hunnen i øjnene, hendes blik er blidt og uudgrundeligt«

Essay: Den prisbelønnede forfatter Merete Pryds Helle rejser til Uganda og Rwanda for at få has på sin fobi for kryb og sin uudgrundelige længsel efter at møde gorillaer. En rejse, der bringer hende langt ud i junglen, også menneskeligt.

Forfatteren Merete Pryds Helle er draget til Uganda og Rwanda for at opfylde en gammel drøm om at se gorillaer. Hun er fascineret af dyret og af Dian Fossey, der var inspirationen til filmklassikeren »Gorillas in the Mist« med Sigourney Weaver. Fold sammen
Læs mere
Foto: LEFEVRE JEAN FRANCOIS

Safari betyder at marchere eller at være i bevægelse; Mzungo er det østafrikanske ord for hvide mennesker, der ordret betyder en hvileløs sjæl. Så her er vi, hvileløse og i bevægelse gennem Afrikas Perle, Afrikas grønne bjerge, fra Entebbe i den centrale del af Uganda til Rwandas hovedstad Kigali. Vi bevæger os i en firehjulstrukken beige jeep med plads til seks passagerer og et tag, der kan løftes, så vi kan stå op. Den ligner noget fra Tintin. Der er ingen aircondition, men åbne vinduer, og udenfor ruller de åbne vidder og et landskab, der får os til at råbe »stop, stop« til Joseph, så vi kan tage endnu et foto.

Jeg har haft en barndomsdrøm, en ungdomsdrøm og en voksendrøm. Jeg sad i timevis foran glasvæggen, dengang der var gorillaer i Københavns Zoo; jeg har i 26 år hver måned betalt 50 (nu 79 opdager jeg) kroner til WWF til beskyttelse af den vilde gorillabestand, og har naturligvis set gorillaer i tågen med tårerne ubønhørligt trillende. Og nu, tænkte jeg, nu vil jeg se dem. Men har samtidig en dyb angst for edderkopper, slangebid, insektgift og højder.

Denne irrationelle frygt har fået næring med årene; jeg blev bidt af en slange i Italien, skred i en bil på skiferie ud over afgrunden og blev kun standset af en snedrive, fik malaria ved Victoriasøen, og min digtende eksmand skrev et digt om Orfeus og Eurydike med mig som hende, der i digtet dør af et slangebid i hælen. Men den frygt, råber jeg til mig selv, skal ikke ødelægge mine drømme.

Ingen makeup, totalt udmattet, men lykkelig. Bag mig har Silverback lige afsluttet, hvad der lignede en kærlighedsakt. Fold sammen
Læs mere

Jeg rejser med min mand, min voksne datter og ditto niece. Vi sætter os på sæder bag hinanden i flyet i Doha, destination Entebbe.
»Pas på, mor«! råber min datter bag mig. »Læn dig frem«, råber min mand. Jeg ser for mig en monsteredderkop hængende over mit hoved, men det er blot kaffe, der siler fra en kop, nogen har stillet i overskabet. Det bliver rejsens tema; vi er udspændt mellem forestilling og virkelighed, mellem natur og modernitet.

Her er et af de fotos, jeg ikke får taget; den runde lerhytte i landsbyen med solfanger på taget. I Entebbe tager chaufføren Joseph imod os; han er høj, skaldet og tillidsvækkende. Alt er grønt; jorden i Uganda er så frodig, at man kan høste syv gange om året.

Vi ser Entebbe Zoo, og det går op for mig, at gorillaerne kun er en lille del af den 14 dage lange rejse. I en træstamme ligger gaboonhugormen med sit diamantformede hoved, den lever i den regnskov, vi er på vej ud til, og får ens kød til at rådne på 30 minutter, siger guiden smilende.

Fuld tryk på grooming

Fra Entebbe kører vi ind i landet. Afrikas grønne bakker ruller forbi med terrasser af banan- og teplantager, med den røde jord som kontrast, som kontrasterne i de farvestrålende klædte menneskers tøj.

Vi kører til Kibales fladt beliggende regnskov, hvor der er chimpanser, og åbner kufferten, der er fyldt af indkøb fra regnskovspakkelisten. Vandrebukser, strømper trukket op over buksebenene, så de marcherende myrer ikke kan bide, langærmet skjorte med ekstra opbuk i nakken, høje vandrestøvler mod blodiglerne. Inde i regnskoven hilser jeg med min vandrestav i hånden (den vil kunne spidde gaboonhugormen, edderkoppen og blodiglen) på Jessica, en munter ranger, hvis gevær hænger ved knæene.

»I træerne sidder træskonæbfugle og latterfugle, og jeg føler mig som en blåbærpige i en bregneskov.«


Vi marcherer efter hende ind i den grønne regnskov, der hvælver sig majestætisk over os. I træerne sidder træskonæbfugle og latterfugle, og jeg føler mig som en blåbærpige i en bregneskov.

Vi snor os fra den ene smalle skovsti til den anden i et par timer, mens Jessica skiftevis tysser på os og råber i sin walkie-talkie. Så peger hun tilfreds på jorden. Om morgenen spiser chimpanser friske frugter, og kernerne ligge nu midt i nylavede lorte på stien.

Der er også lort fra skovelefanter, men dem undgår rangerne, for de angriber mennesker. Og så, som henter den os, står chimpansen Cedric midt på skovstien. Han vender sig, da vi kommer nærmere, og vi følger ham hen til flokken, som ligger i en lysning og groomer hinanden og slapper af. Groomingen går ud på at fjerne lopper på hinanden.Det er en form for samtale og er måske er oprindelsen til sprog. De sidder i græsset og i grene omkring os, alfahannen, alfahunnen, vicepræsidenten, moren med den lille nyfødte. Det er vidunderligt. Jeg græder af bevægelse, udspændt mellem forestilling og virkelighed, mellem kultur og natur, for disse chimpanser, der lever vildt, er blevet habitueret, altså vænnet til mennesker.Vi turister, der betaler dyrt for at se dyrene, er med til at bevare dem, fordi det bedre kan betale sig for de lokale, at vi kommer, end at skyde dem. Chimpanserne har navne, rangerne kender dem, og man kan deltage i habitueringen og tilbringe en eller fire dage med disse menneskeaber, fra de tager deres reder ned om morgenen, til de bygger dem igen om aftenen. Er det godt eller skidt? Natur eller kultur? Jeg ved det ikke, men det er sådan, det er.

Det føles meget tæt på nogen, der har sex. Fold sammen
Læs mere

Landsbyer summer af fremdrift

Vi safarier videre gennem de grønne bjerge i jeepen, forbi landsbyer hvor de traditionelle lerhytter er ved at blive erstattet af murstenshuse. Murstensovne brænder lystigt imellem landsbyerne. Vi bliver mødt af en utrolig venlighed, varme og omsorg alle vegne.

Den ugandiske befolkning er hårdtarbejdende og optimistisk; det er i hvert fald, hvad vi ser som turister. Den politiske situation er kompliceret og ikke optimal, men de siger selv, at at de er ved at arbejde sig væk fra at være et udviklingsland til at være et udviklet land. Man tror dem, landsbyerne summer af fremdrift. Overalt er kinesere i færd med at asfaltere jordvejene, min kinesisktalende niece oversætter for de ugandiske vejarbejdere, hvad der står på deres T-shirts med kinesiske tegn.

En er en reklame for et taxaselskab, en anden hylder Kinas folk. Vi vinker, mens vi kører forbi lerhytter, murstenshuse, vejarbejde, kvinder med brænde på ryggen, motorcykler med ti vanddunke eller tre passagerer eller to enorme bananklaser; og så kører vi ind på savannen i Queen Elisabeth nationalpark.

Joseph har arbejdet som ranger i parken i ti år. Vi står op klokken fem og tager det lette safaritøj på, for man må ikke stå ud af bilen, men taget er løftet, så vi kan stå op med blid afrikansk vind i ansigtet og savanne til alle sider.

Jeg bliver fyldt af en vældig kraft, alle mine forestillinger forvandles til virkelighed. Vi råber »Stop, stop Joseph«, første gang vi ser antilope, flodhest, vandbuk, bøffel og tager en million fotos, men i løbet af dagen bliver selv det normalt. De fredelige dyr er ikke nok, vi vil have bid, vi vil have rovdyr, løver og leoparder. Vi ser en guldkat og en dræbt antilope, løven har fældet, men løven selv gemmer sig, og vi skal videre, vi bevæger os jo, vi er hvileløse sjæle, der skal på bådtur.

Det lyder kedeligt, jeg vil hellere fortsætte rovdyrjagten, men efter to minutter smelter alle forbehold væk.

På flodbredden ligger krokodiller og flodheste tæt op ad hinanden, en elefantflok græsser, der er ibis, der er den sort-hvide afrikanske isfugl og den blåskinnende isfugl, der er egyptiske gæs.

Man tror ikke, der er noget, der slår det afrikanske tusmørke, indtil det befolkes af elefanter Fold sammen
Læs mere

I vandet ligger flodheste som busser parkeret op ad hinanden. Bøflerne græsser, på skrænten går en leguan foran en sort stork, en hvid stork, en hejre, over os svæver glenter og fiskeørne og andre ørne, hvis navn jeg aldrig får fat i. Berusede kører vi tilbage gennem savannen, stående op i bilen i aftenlyset. Joseph spørger, om vi vil stå op klokken fem igen for at se, om vi kan finde løven. Åh ja. Og vi kører i morgengryets timer igen uden held og må til sidst forlade parken.

Klatrende løver

Ved udkørslen holder to safaribiler stille, og vi triller derhen. Midt på vejen ligger fem hunløver. To voksne og tre unge. Vi er ikke de eneste, der har ledt efter løver, og hurtigt er der otte, måske ti biler. Natur og kultur. Rangerne kommer på deres motorcykler og holder øje med os, hvis en bil kører væk fra vejen, koster det 150 dollars. Det ved løvinderne vist, for de rejser sig og ser dovent på os, går ti meter væk fra vejen og lægger sig usynlige for vores blik i græsset.

Vi bevæger os videre. Vi stopper ved toiletter, et hul i jorden er de fleste, men pæne og rene med toiletpapir og sæbevand udenfor. Jeg tjekker for edderkopper og slanger hver eneste gang, men der er intet. Vi går tur i en landsby med en guide, der viser os kaffebuske, vaniljebuske, avokadotræet, som passionsplanten snor sig omkring. De to er gode venner, siger han. Vi hilser på en kvinde med kun et øje, vi hilser på en familie og ser, hvordan de laver banansnaps; den brænder som den afrikanske sol. Kvinderne fletter de fineste kurve, og jeg køber en af den enøjede kvinde. Hendes er de fineste, måske fordi hun skal have hænderne til hjælp for at se.

Vi fortsætter til den sydlige del af nationalparken, et andet landskab; her bor de klatrende løver, vi kører rundt og rundt om deres træer, men der er ingen hjemme. Til gengæld er der topiantiloper, elefanter, antiloper og flere fugle. Ørne og væverfugle, glenter og gribbe.

Jeg er glad og tryg; men så samme aften i badet. Jeg står under bruseren og fletter fletningen op. Et glasskårsagtigt stik svider min ryg. Mit hjerte ræser afsted. Edderkop, giftslange eller dræberhveps? Hvad er angstreaktion, og hvad er gift? Det er umuligt at skelne fra hinanden. Jeg tager en antihistamin. Min mand fjerner roligt noget fra mig med en pincet. Efter tyve minutter virker enten antihistaminen eller hans ro, og vi kan sove.

Uganda - et paradis for fugleelskere. Her krontranen, der er landets nationalfugl. Fold sammen
Læs mere
Foto: Gunvor Vestergaard.

Regnskovstøj og havehandsker

Næste dag er de lave foldebjerge dækket af flere tebuske og bananpalmer, og vi sejler ud på en ø i en kratersø i 1900 meters høje. I søen er der hverken krokodiller, flodheste eller bilharzia, men derimod 29 øer. På vores ø er kun hotellet, og værelset er en træhytte ud over vandet, hvorfra vi kan se væverfugle, afrikanske isfugle og Ugandas nationalfugl, krontranen med den smukke hovedprydning.

Den er afbildet på en pengeseddel med det ene ben foran det andet for at vise, at Uganda bevæger sig fremad. En lang sej samfundssafari. Hotelejeren leder også et skoleprojekt for lokale børn og viser os det nye hospital, hvor de fødende bliver bragt til i bådambulance, og de spedalskes ø, hvor en skotsk missionær lavede en koloni for spedalske fra hele Østafrika i 1920erne. Der er Punishment Island, hvor kvinder, der var blevet gravide, før de blev gift, blev sat ud. Øen er fem meter på hver led med et dødt træ i midten.

Enkelte kvinder døde af sult derude, mens andre blev hentet af unge mænd, hvis familier ikke havde køer til at betale medgift. Min datters værdi bliver sat til 15 køer, det er nok til, at jeg kan tage på safari igen.

Så oprinder den store dag, den dag hele rejsen er bygget op omkring. Jeg sover elendigt, er ør af spænding. Klokken to forsøger jeg med et køresygetyggegummi, mens den ene halvdel af min hjerne spekulerer på, hvordan man egentlig falder i søvn, og den anden minutiøst gennemgår min skilsmisse.

Telefonen ringer klokken fem, og jeg forbander rejseselskabet for at have valgt et hotel, der ligger halvanden times kørsel væk fra Bwindi. Forsøger at sove i bilen, der kører på de smattede veje i mørket. Jeg ved, at afgrunden er der, men kan heldigvis ikke se den. Vi når frem til briefing, i alt 40 mennesker der deles i grupper på otte, og kommer først afsted halvanden time senere, jeg tager en influenzatablet med koffein. Udover det sædvanlige regnskovstøj har vi havehandsker og regnfrakke. Vi har en guide og to rangere med geværer og hver et ungt menneske, der bærer og støtter, det er lokale unge eller studerende, min læser biologi på universitetet i Kampala.

Så endelig kommer vi ind i Bwindis uigennemtrængelige skov, der har stået her siden før istiden, verdens ældste skov.

Det er fuldstændig overrumplende. Hvor jeg før var en blåbærpige i en bregneskov, er jeg nu et lille svedende menneske i en gigantskov med bregner høje som træer, skoven er dyb af ælde og skønhed.

»Jeg sveder som til en spinningtime, vi går hurtigt i over totusind meters højde, mine lunger hiver efter ilt. Jeg forsøger at se ud i den vidunderlige regnskov, men må holde blikket på stien.«


Hvis vi ikke møder gorillaerne, er skoven nok. Det går stejlt opad på en mudret sti med knortede grene at få fodfæste på. Jeg sveder som til en spinningtime, vi går hurtigt i over totusind meters højde, mine lunger hiver efter ilt. Jeg forsøger at se ud i den vidunderlige regnskov, men må holde blikket på stien. Min bærer holder min behandskede hånd, når det er slemt, skubber lianer og grene til side, men det lykkes mig alligevel at tage et par glideture i mudderet. Vi går opad i halvanden time, en stigning på over 200 meter, og jeg bliver bekymret for, hvor længe jeg kan klare det.

Joseph, der kørte os sikkert gennem bjerge og mudder med en engels tålmodighed. Fold sammen
Læs mere

»It is their mating sound«

Så stopper guiden og siger noget på kiswahili i sin walkie talkie. Min bærer smiler stort. De har fundet dem, hvisker han. Kræfterne skyller ind over os alle, og vi lister opad gennem tæt bevoksning ti minutter endnu og får øje på de to trackere, der har fundet gorillaerne for os.

Min mand rusker min arm og peger op. I træet foran os svinger en gorillaunge sig fro og frejdig i en lian. Bæreren fører mig et par skridt frem og peger under os. Der sidder de, Silverback og frue og gnasker blade. Jeg begynder at græde, og min mand filmer mig og griner. Vi står på et tætflettet buskagtigt underlag, og træder vi et skridt frem, falder vi ned over dem.

En større gorillaunge kravler ned ad træet og slutter sig til den anden unge. Trackerne fjerner med macheter noget af busken, så vi bedre kan se - og tage fotos. Jeg vil se og ikke tage fotos og kan alligevel ikke lade være. Jeg sidder i skovbunden to meter væk fra gorillaerne. Ikke en eneste tanke på slanger og insekter, al frygt er væk, jeg er lykkelig her med mine forfædre.

De er så rolige, sidder bare der, mens ungerne leger. Men så flytter de sig ind under busken og forsvinder. Vi bevæger os med, trackerne skærer mere busk af og gruppen klumper sig sammen på en grenafsats for at se bedre, jeg sætter mig på hug forrest. Silverback siger en dyb knurrende lyd. »It is their mating sound«, hvisker guiden. Jeg kan ikke se hunnen, men der er ingen tvivl; de parrer sig lige foran os.

Alle bliver bomstille, jeg tør ikke bevæge mig, sidder bare der på hug og ser Silverbacks store smukke krop, hans muskelmarkerede baller, der rytmisk bevæger sig. Det tager ti minutter; han er blid, han holder pauser, ser ud til at nyde det. Ungerne leger i træet bag dem, de andre gorillaer gumler på blade.

Så siger han den knurrende lyd igen; Silverback kommer. Dyrene sætter sig op, jeg glemmer, hvad jeg har fået at vide, og ser hunnen i øjnene, hendes blik er blidt og uudgrundeligt. Silverback begynder at groome hende; sprog og hvad der ligner kærlighed. Der er pludselig gået en time, det er så meget, vi har for ikke at stresse dyrene. Vi går en time nedad, på mudder og sten og rødder og faldne stammer, men det går, alle er glade og kan alt.

Rejsens dobbelthed

Den aften tilgiver jeg rejsebureauet det fjerntliggende hotel; for vi er i Batwa land, en pygmæstamme, der er blevet flyttet ud af regnskoven på grund af naturbeskyttelsen, og de kommer og danser for og med os. De er virkelig små, intense og fine mennesker, der savner deres regnskovsliv, jeg forstår dem, den skov, tænk at leve der, af skovantiloper og honning.

Den er igen rejsens dobbelthed; vi er med vores turistrejse med til at bevare af regnskoven og sikre gorillaernes overlevelse. Deres vækstrate stiger med to procent om året, og de er ikke længere udrydningstruede. Samtidig sætter vi et markant klimaaftryk, og folk fordrives fra et liv, de har levet i årtusinder.

Vi kører over grænsen til Rwanda, vores kufferter bliver tjekket for geværer og plastikposer, der er forbudt. Vi ser mænd, der mangler et ben, mænd med to ben der løber ned ad stejle bjergveje med cykler stablet højt med majs, deres klipklapper klaprer mod asfalten. Rwanda virker som ét stort knudret bjerg. Vi er ved en sø til beachparty; der er cykelløb, Rwanda rundt, vi spiser på hotellets restaurant med cykelrytterne og deres pastavægt. Er så hurtigt langt væk fra regnskoven.

På vej mod rejsens endemål Kigali stopper vi og spiser frokost på hotel Murahabi og får tilbudt at se værelse 12. Her boede Diane Fossey, når hun ikke var på sit bjerg, hendes andet hjem kaldte hun det. Det er et smukt hjørneværelse med store vinduer ud mod træer og ro.

Senge og stole er dækket af de traditionelle rød- og sortternede stoffer, der står en petroleumslampe på bordet. Fossey fik skåret halsen over, da hun var 53 år, som jeg er nu. Hun var født samme dag som min mor og papdatter, 16. januar, det må være en dag for viljestærke, kompromisløse mennesker. Og måske har jeg skrevet for lidt om menneskene, vi møder.

Der mange samtaler, mange skæbner, men det må blive en anden gang. Vi kører og kører gennem det knudrede Rwandabjerg frem til Kigali. Bliver indlogeret på Hotel des Milles Collines, hotellet der er det rigtige Hotel Rwanda fra filmen, hvor hotelejeren lod 1300 tutsier bo under folkedrabet, så de ikke blev slået ihjel. Swimmingpool og massage. Alt i min kuffert lugter af mudder, sved og gorilla.

Jeg køber en ekstra taske til alt det stof, jeg har købt; tager mønstre og farver med hjem og lader frygten blive liggende et sted på en mudret sti på vej ind i den uigennemtrængelige regnskov, jeg endte med at gennemtrænge.