Med luksustog i Sydafrika

Der er tre gode grunde til at rejse med "Pride of Africa": Togturen i overdådig luksus. Den spændende kolonitidshistorie i de tre lande, toget kører gennem. Og Afrika.

Rejseliv imported photo
Efter at Rovos Rail-toget har forladt Victoria Falls forandrer landskabet sig ikke de næste mange hundrede kilometer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lars Johansen

En rød løber lyser op på den gråsorte asfalt og viser, at denne togafgang ikke er som de fleste andre.
På hver side af løberen står personale i mørkeblå uniformer klar med champagne og kanapéer, og perronen laves således om til et lille cocktail-party, hvor vi rejsegæster kan mingle lidt,  inden vi skal stige om bord på det, Rovos Rail kalder »verdens mest luksuriøse tog«.

Guide: 10 berømte togrejser

Selv om det efter min mening er lidt tidligt med champagne kl. 9.30 om morgen, tager jeg imod et glas og går hen til togmanageren, Gareth van Wyk, for at checke in.
»Mr. Johansen. Velkommen. De skal bo i Koenigsberg-suiten. Madelein her er Deres hostess; hun vil vise Dem til rette, når toget ankommer,« siger han.

Den unge, lyshårede pige er allerede gået i gang med at sætte kuffertmærker på min bagage, så den kan blive båret ind i den rette kupé, men kigger straks op og sender mig et stort smil til hilsen.
Kan man rekonstruere noget, der aldrig har eksisteret?

Umiddelbart nej. Men når man sidder med kataloget fra Rovos Rail og kigger på billederne af den elegante spisevogn om bord på »Pride of Africa«, kan man nu godt komme i tvivl, om ikke man befinder sig i 1920erne: De plysbetrukne lænestole ved bordene, der er dækket op med hvide duge, vinglas, tre rækker bestik og blomster. De uniformerede tjenere, der skænker vin op. De slanke teaktræs-søjler, der løber i to rækker ned gennem vognen. De kvindelige gæster klædt i smukke farver og herrerne i noble jakkesæt. Den stilfærdige konversation, mens et aftenmørkt Afrika glider forbi uden for togvinduerne.

Luksustog fra den britisk-afrikanske kolonitids gyldne årtier
Men dette overdådige luksustog, der tilsyneladende stammer fra den britisk-afrikanske kolonitids gyldne årtier, er den sydafrikanske forretningsmand og togentusiast Rohan Voss’ drøm om, hvordan det kunne have været.
Dengang havde især de kongelige, men også meget rige familier, deres private, ekstravagant indrettede vogne, der blev koblet på togstammerne, så man ikke skulle sidde sammen med almindelige passagerer, og Voss satte sig i midten af 1980erne for at skabe et helt tog kun bestående af sådanne luksusvogne.
En slags afrikansk version af den legendariske Orient-ekspressen mellem Paris og Istanbul.

»Der kommer det!«
Ganske langsomt glider det smukke, mørkegrønne »Pride of Africa« ind på stationen. Knapt er det standset, før en gruppe dragere med Rovos Rail-logo på de grønne kedeldragter strømmer ud fra stationsbygningen og begynder at bære bagage om bord.

De bliver efterfulgt af rækken af hosts og hostesses, der skal sikre sig, at alt er i orden, inden vi passagerer står på.
»Deres suite er denne vej, Mr. Johansen,« siger Madelein og viser mig ned ad en lang toggang med kupéer på venstre side.
Der er navneskilte ved alle dørene, og jeg når forbi »Mrs. Margaret Thacker«, »Mr. Martin Jones & Mrs. Donna Head« samt »Mr. Riaan Viljoen & Mrs. Stephanie Coertse«, inden jeg når til Koenigsberg-suiten, hvor mit navn står.
Suiten er i mellemstørrelse i Rovos Rail-terminologi, men den er nu pænt stor, synes jeg. Her er både en stor dobbeltseng, et bord med to lænestole ved udkigsvinduer og diverse skabe. Væggene er beklædt med teaktræ, der gløder i et varmt, gyldent skær.

Rohan Voss’ største udfordringer
En af Rohan Voss’ største udfordringer var at overbevise i første omgang Sydafrikas og siden flere nabolandes myndigheder om, at det var en god idé, at hans privatejede tog skulle have adgang til deres statslige togspor.
Dernæst skulle gamle togvogne fra 1910erne til 1940erne opstøves, opkøbes, nænsomt renoveres og indrettes, samtidig med at gamle lokomotiver skulle vækkes af dvalen og atter gøres til stærke trækdyr. Og endelig skulle en masse mennesker – fra pensionerede togarbejdere over interiørdesignere til kokke og administrationspersonale – overtales til at tro på, at hans vision kunne føres ud i livet og samle det store togpuslespil. Helst uden at han gik konkurs undervejs.

Men alt det er historie nu. Det første tog kørte af sted i 1989 ad netop den rute, Rejseliv skal med på – fra Victoria Falls i Zimbabwe til Pretoria i Sydafrika –  med fire betalende passagerer, Voss-familien og deres nærmeste venner om bord.
I dag er Rovos Rail en stor spiller inden for ekstraordinære luksusrejser og råder over adskillige togsæt samt sin egen togstation i den sydafrikanske hovedstad.

Selskabet arrangerer en række forskellige ture – spændende fra denne blot to et halv døgn lange rejse, over længere ture med eksempelvis safari eller golf på programmet til den helt store, månedlange eventyrrejse fra Cape Town i Sydafrika til Cairo i Egypten. Sidstnævnte rute er ikke valgt tilfældigt. Den er – ud over at være en unik rejseoplevelse – en hyldest til den mand, der er forudsætningen for, at Rovos Rail overhovedet har skinner at køre på igennem det sydlige Afrika.

De mægtige vandfald
Den lille togstation, som »Pride of Africa« holder på nu, ligger blot 25-30 meter fra det klassiske kolonitidshotel Victoria Falls Hotel, der blev bygget i 1904 – i første omgang i en noget mindre udgave som indkvarteringssted for de folk, der stod for byggeriet af en af datidens store ingeniørbedrifter: Victoria Falls Bridge.
De mægtige vandfald, hvor Zambezi-floden snævrer ind og styrter flere end 100 meter ned i brølende kaskader (læs mere på side 30-31) blev »opdaget« af den skotske opdagelsesrejsende David Livingstone (Ja, ham ...) i 1855 og opnåede i årene frem en nærmest mytologisk status og tiltrak mange mennesker.

Faldene, og ikke mindst den dybe kløft, som vandet brager ned i, udgjorde imidlertid omkring forrige århundredeskifte et stort problem for den magtfulde sydafrikanske politiker og forretningsmand Cecil Rhodes. Han havde længe arbejdet på at skabe en jernbaneforbindelse gennem det afrikanske kontinent – fra Cape Town i syd til Cairo i nord – men hvordan skulle man komme over kløften ved Victoria Falls og videre nordpå?
Rhodes var ikke drevet af en romantisk drøm om, at dronningens undersåtter på denne måde skulle betvinge den vilde natur; han havde brug for jernbanen til at fragte især kul, guld og diamanter fra hans rige miner både syd og nord for Zambezi op til Nordafrika og derfra videre til England.

Dette nordgående spor skulle udgøre rygraden i et afrikansk jernbanenet, hvor andre øst- og vestgående spor siden skulle sluttes til, så naturressourcer fra hele Afrika kunne fragtes af sted med jernbanen.
Rhodes udskrev en ingeniørkonkurrence, men nåede aldrig selv at se det færdige resultat. Han døde i 1902, og først tre år senere lykkedes det engelske ingeniører at bygge en bro over dybet, så jernbanen kunne videreføres.

Første tog over broen
I 1905 kunne det første tog køre over broen, der stadig anvendes og i dag udgør grænsen mellem Zimbabwe og Zambia. Og, nå ja, så bruges den også flittigt af action-freaks, der under højlydte skrig bungee-jumper ned mod den brusende Zambezi-flod.
Da turisterne for alvor strømmede til efter broens åbning, blev Victoria Falls Hotel de næste år udvidet til det store, eksklusive hotel, det er i dag, med en prægtig hovedbygning, sidefløje, restauranter, poolområde og kun ti minutters gang til indgangen til det beskyttede naturområde omkring Victoria Falls.

Stemningen på hotellet er helt unik, og det er magisk at stå ude på terrassen og kigge ned mod broen og se vandskyerne fra faldene. Det kan kun anbefales at tage et par overnatninger her inden togturen.

Madelein banker forsigtigt på døren og giver mig en kort introduktion til suiten.
»Her er bad og toilet, her kan De lave te eller kaffe, sådan indstiller De aircondition-anlægget, ring på denne klokke, hvis De ønsker at få fyldt noget mere i køleskabet, og hvis De ellers ønsker noget, så er jeg lige her henne ved siden af.«
Lidt overvældet af de flotte omgivelser sætter jeg  mig ned og kigger ud på den travle perron. Efter nogle minutter sætter toget sig i bevægelse, og dragerne vinker farvel til os.

Et øjeblik senere ligger byens sidste klynge af primitive et-rums-huse i bølgeblik bag os, og vi er i et landskab, som jeg de næste mange timer forsvinder helt ind i. Det er første gang, jeg er syd for Sahara, og jeg labber grådigt udsigten i mig, mens toget gung-gada-dunger af sted i et adstadigt tempo.
Tørt-strittende gul bush, udtørrede flodlejer, små gazeller, der haster væk, når toget kommer for tæt på, ranke træer med klare, grønne kroner (de må vokse lige over en underjordisk kilde), mandshøje termitboer – og baobabtræer …

Jeg er vild med baobabtræerne, der står med den karakteristiske svulmende stamme som ensomme kæmper i den lave bush-bevoksning. Frodigt buttet som de mørke stewardesser om bord på det South African Airways-fly, der for et par dage siden bragte mig fra O.R.Tambo International Airport i Johannesburg i Sydafrika til den nærmest intermistiske Victoria Falls Airport i Zimbabwe.

Landskabet er ikke så overvældende som området omkring Victoria Falls, og eftersom jeg er her i den sydafrikanske vinter, er der heller ikke så frodigt, som når man rejser i højsæsonen, Jeg ser heller ikke hverken løver eller elefanter som på en safari. Men det betyder ikke noget. Jeg er i Afrika.

Kkoster en mindre formue at rejse med luksustoget
For Rovos Rail er nøgleordet »eksklusivt«. Det koster en mindre formue at rejse med luksustoget, og man skal have noget for pengene.
Og det synes jeg absolut, at jeg gør i de kommende dage. Ikke kun fordi omgivelserne er luksuriøse – det er der så mange steder, de er (beklager, hvis det lyder snobbet; det er ikke ment sådan) – heller ikke fordi forplejningen er i særklasse med lækker morgenmad, fire udsøgte retter med ledsagende sydafrikanske vine til både frokost og middag, high tea om eftermiddagen samt drinks og snacks, når man ønsker det, men mest af alt, fordi selskabet gør sit bedste for, at man som passagerer bliver set og hørt.

Der er kun 30-40 gæster om bord – 32 på Rejselivs tur – så stemningen er intim, og man lærer ret hurtigt andre passagerer at kende. Et forhold, der forstærkes af, at man ikke kan gemme sig i sit arbejde. For både at opretholde følelsen af at befinde sig i gamle dage og »presse« passagererne til at få koblet af, må man ikke bruge hverken mobiltelefon, iPad eller computer på fællesområderne, lige som der ikke er tv om bord. Man kan derimod låne brætspil, spillekort og forskellige magasiner og bøger.
Jeg falder således i snak med sydafrikanske Magaret Thacker (fra »min« vogn«) og hendes søn, Howard Thacker, der inviterer mig til at spise middag med dem på rejsens anden aften. Hun fylder 80 og han 50 i år, og rejsen var en fødselsdagsgave til dem begge.

Nu sidder hun og fortæller om, hvordan det var at komme til Sydafrika i 1970erne, hvortil familien emigrerede fra »Labour-England«, og han, som arbejder for den sydafrikanske våbenindustri, om, hvordan det er at være en midaldrende, hvid mand i et moderne Sydafrika, hvor den slags er på vej mod bunden af fødekæden – for nu at bruge hans ord.
»Der er jo indført en kvoteordning til alle offentlige stillinger,« siger han: »Først skal man vælge en sort kvinde, så en sort mand, dernæst en farvet kvinde (det vil sige af »blandet« afstamning, red.), så en farvet mand. Så kommer en hvid kvinde. Og til sidst en hvid mand.«

Han gør sit bedste for ikke at lyde bitter, men jeg kan godt høre, at ikke synes, at situationen er hverken rimelig eller retfærdig.
Tjah. Rimelighed og retfærdighed har aldrig været det fundament, det sydlige Afrika hvilede på.
Tag nu os. Vi sidder her i vores stiveste puds – som dress coden om bord forskriver ved aftensmåltidet, om dagen kan man nøjes med at være »casual smart« – over forret, hovedret, ost og dessert, mens størstedelen af de mennesker, der bor i de beskedne huse, der ligger spredt langs sporet, givet må nøjes med et endog meget beskedent måltid.
Ikke fordi jeg mener, at man af princip skal have moralske kvababbelser ved at unde sig selv en luksusferie i en område, hvor andre er fattige, men fordi det er umuligt at overse, hvordan verdens goder er ulige fordelt, når man rejser gennem Afrika på denne måde.

Sådan havde jeg det også i eftermiddag, hvor togmanager Gareth kom fordi den åbne dør til min kupé .
»Lad være med at give dem noget,« havde han sagt.
Vi var kommet fra Zimbabwe og ind i Botswana ved Plumtree-grænsestationen tidligt i morges, havde til formiddag været på en udflugt til en stor kvægfarm, hvor vi hørte om ejerens families flere end 100 år på farmen, havde kørt ud i Rovos Rails egne landcruisers og set både giraffer og antiloper, og havde fået juice, te og kager ude ved et vildt-drikkehul på farmens område, og nu holdt toget i en lille flække af en landsby.

Ramt af hvid-mands-dårlig-samvittighed
»Mister, Mister, Mister, Mister, Mister!« lød det kakafonisk fra en flok lokale børn, der var suset hen til toget og nu løb ivrige rundt mellem hinanden uden for vores vinduer i håbet om, at vi kastede nogle penge ud til dem.
Jeg var straks blevet ramt af hvid-mands-dårlig-samvittighed, men det var en kortsigtet løsning bare at give dem penge, fortalte Gareth.

»Vi arbejder sammen med en del af de landsbyer, der ligger langs ruten, og giver dem fødevarer som ris, majs og olie, når vi kommer forbi, og vi støtter også skolerne. Det er vigtigt, at de ikke lærer, at den nemmeste vej til penge er at tigge.«
Jeg kiggede nærmere på børnene, der da heller ikke så hverken sultende eller forhutlede ud. Botswana er, i modsætning til Zimbabwe, et af de lande i det sydlige Afrika, der klarer sig bedst. Landet består mestendels af Kalahari-ørkenen og er stort set kun befolket i de byer, der ligger langs jernbanesporet, men i kraft af meget rige guldforekomster overgås landets økonomi kun af Sydafrikas.

Inde fra nabokupéen, der var beboet af et tysk-australsk kærestepar, blev der kastet et par pakker tyggegummi ud af vinduet, som børnene straks kastede sig over.
Da toget atter satte sig i bevægelse, fulgte børnene vinkende og grinende med langs sporet, indtil der var så meget fart på, at de ikke længere kunne følge med.

Mens »Pride of Africa« de næste timer bevægende sig sydpå gennem det tilsyneladende uendelige bush-område, kun afbrudt af en farm hér og en fabriksbygning dér, sad jeg i min kupé og læste om det sydlige Afrikas fantastisk spændende historie med krige mellem de hollandske settleres efterkommer, boerne, og englænderne, som prøvet at sætte sig på hele området og dets rigdomme. Om berømtheder som Rhodes, Baden-Powell, Kruger og Churchill, der fik skæbnesvanger betydning for hinanden og landenes fremtid. Om det kejserlige Tysklands ambition i det nuværende Namibia og om Første Verdenskrigs-krigsskibet Königsberg, som min suite var opkaldt efter. Om opdagelsesrejsende, fantaster og zulukrigere. Store formuer og dødelige tropesygdomme.

Den sidste bid mandelparfait er spist, og den sidste slurk Amaretto drukket. Jeg siger tak for en hyggelig aften til Margaret og Howard og går ned i loungevognen for at drikke kaffe der.
I morgen kører vi ind i Sydafrika, hvor historien stadig er i bevægelse. Tidligere på dagen, mens vi sad i den åbne udkigsvogn bagerst, havde Howard fortalt, at man var i færd med at omdøbe gaderne i hovedstaden Pretoria. Et for et bliver den gamle tids gadeskilte påført et rødt kryds, og et nyt med et afrikansk navn sat op nedenunder. Han havde indvendt, at der jo ikke var tale om, at man gav byen dens oprindelige navne tilbage, eftersom der ingen by var, før boerne byggede den, men at det nu engang var sådan det gik, og at man måtte affinde sig med det.

I loungevognens bløde lænestole og sofaer sidder flere af gæsterne og hygger sig med drinks og småsnakker. Damerne i farverige kjoler. Herrerne i nobelt mørk. Vi har nok forskellige grunde til at drømme os tilbage i tiden, men uanset hvilken, så er det en enestående oplevelse at rejse med Afrikas Stolthed.

Se også: Verdens bedste hotel ligger i Afrika