Med hele familien på ferie

Hvad gør man, når ferien skal være sjov både for drengen på otte år og farfar på 70? Man lejer en villa tæt på byen med seks soveværelser, pool og direkte adgang til stranden

Rejseliv imported photo
Foto: Kitt Andersen

Ud over at være sammen, er der ét ønske, der kan samle familien, når der skal planlægges ferie: Sol.

Læs også: Vi vil ha’ ferie i trygge rammer

Men her stopper det også med de fælles præferencer. Den yngste vil gerne have strand, men kan dog acceptere en pool. Pigerne på 11-13 år foretrækker klorbassinet, og moster på 48 vil bare gerne have en liggestol.

Far og mor vil have havudsigt, og onkel er ret fleksibel, bare han får et sted at sove. Selskabets ældste foretrækker byliv, der er mere end en enkelt gade med badedyr og barer, men også gerne noget strand og muligheden for at trække sig tilbage i god ro og orden til et værelse af en rimelig standard. En enkelt i selskabet er rimelig kyssekold over for strand og vand og langt mere opsat på kulturelle oplevelser af den mere historiske slags.

Til alt held er familien sådan indrettet, at den med glæde overlader ansvaret og arbejdet med at finde et passende feriemål og et sted at sove til den, der påtager sig det. Også uden at komme med indvendinger, når der ligger et forslag.

Den største udfordring
Den største udfordring var ikke at finde destinationen, men at opspore huset, der kunne rumme 13 personer heraf fem børn. Opgaven havde været lidt nemmere, hvis ønsket om havvand tæt på ikke havde været så tungtvejende, men efter et par timer på nettet lykkedes det alligevel at finde nogle gode muligheder. Og her havnede vi så: Rethymnon på Kreta, ca. en times kørsel fra Chania, hvor vores fly landede (der flyves også til Heraklion). Huset lå som det sidste på ud ad den to-tre kilometer lange strandpromenade.

Vejen stoppede og stranden fortsatte. Det betød blandt andet, at parkeringspladserne ud for vores hus flittig blev brugt til stævnemøder, hvor der formodentlig skulle kysses uden opsyn – bortset fra det, vi leverede fra terrassen. Men det er en helt anden historie.

De to ældste i selskabet var taget af sted et par dage før, og resten ankom i to lejede biler, der gav lidt udfordringer, da ni styks kufferter skulle klemmes ind i bagagerummet.

Vi ankom til huset ved ni-tiden om aftenen, hvor der var dækket op med pizza fra den lokale taverna, hvor vi spiste et par gange i løbet af ugen. Den udmærkede sig ikke ved at have byens bedste kok, men der var plads til hele familien, der blev lavet fantastiske børnedrinks med paraplyer og stjernekastere, og værten, som var kirkesanger, når han ikke vartede turister op, skulle muligvis have tømt hylderne, inden han lukkede ned for sæsonen eller også var han bare ovenud gavmild og gæstfri. Vi gik for de meste derfra med to-tre flasker vin under armen, som vel at mærke ikke var skrevet på regningen.

Men det ubetinget største hit ved vores ankomst var ikke pizzaen – det var poolen, som børnene straks kastede sig i, og den skulle vise sig at være helt uundværlig.

Få alle ender til at mødes
Et punkt, der kan være afgørende for, om familieferien forløber uden de helt store kontroverser, er forventninger. Et andet er planlægning – eller mangel på samme. Der er uden undtagelse altid en, der gerne vil have fuldstændig styr på tropperne og vide hvad, hvornår, hvorhen og helst på klokkeslæt.

Så er der den anden fløj, der får stress af at tage stilling til, om der skal smør eller marmelade på morgenbollen, og som nægter at forholde sig til et minimum af planlægning uden først at have »følt efter«.

Men for alle uden undtagelse og forhåndsaftaler var morgenmaden ikke en, der skulle indtages i samlet flok. Det ville have betydet alt for mange kompromiser med hensyn til, hvornår det ville være et passende tidspunkt at samles. Og ingen tog det nært, at nogle foretrak at finde de fjerneste hjørne i forhold til fællesbordet, som børnene selvfølgelig flokkedes om.

De forskellige dagsordener blev også gennemført, mere eller mindre uden at de krævede involvering af alle. Man hægtede sig på eller blev behændigt hægtet af, når der var mulighed for at gøre noget i fællesskab.

For undertegnede lykkedes det oven i købet at arrangere halvandet døgn på luksushotel. Vi tog også til sydkysten en dag, men kunne ikke lokke andre end egne børn med – de havde ikke noget valg.

Det havde de heller ikke, da far og mor fik øje på den dejlige strand i den fjerneste ende af promenaden i badebyen Plakias. De unge piger var ganske vist lige vel afklædte – a la ingenting. Ganske langsomme i betrækket gik det op for os, at vi sad på en nudiststrand til den yngstes ubetingede fornøjelse. Otte år er ellers ikke alderen, hvor den bare numse bliver vist frem for hvem som helst.

Men her gjorde alle det jo – så det gjorde han også, altså i de 20 sekunder det tog at tage underbukserne af og badebukserne på. Mere frisind end at droppe et beskyttende håndklæde var der ikke tale om.

Tager ikke skade at lidt kultur
Så slem var turen til en af Kretas ubetinget største turistattraktioner, Knossos, heller ikke, men en anelse kedelig syntes de tre piger på 11-13 år. Hvor to af pigerne ikke havde noget valg, havde den tredje meldt sig frivilligt til turen på grund af det gode selskab. Men som de tørt bemærkede, da de kom hjem: »Det er jo bare nogle gamle sten...«

Til gengæld var de heldige at have en engageret og meget interesseret voksen med, og man må medgive ham, at børnene ikke tager skade at lidt kultur, der rækker ud over X Factor, Paradise Hotel og Dagens Mand.

Men det var alligevel stedet, hvor de spiste frokost, der gjorde størst indtryk. Det besøg gjorde også dybt indtryk på nogle af de voksne dagen efter. Værtsparret i den lille pension havde som de fleste grækere med et lille stykke jord deres egen rakiproduktion, og selvfølgelig fik turisterne med de søde piger en flaske med sig på husets regning (samtidig med at de tog sig god betalt for forplejningen).

Rigtig hyggeligt lyder det med hjemmebrændt spiritus lavet på druerester, men om væsken i plastflaksen nogensinde så meget har strejfet skindet af en drue, var der ikke noget i smagen, der tydede på. Overhovedet. Man kunne tværtimod have mistanke om, at den i stedet for havde opløst og trukket alle skadelige stoffer ud af plasticen. Eller måske skal man bare være hardcore græker og være født med en tradition, der handler om, at det skal gøre ondt, før det gør godt.

Om den pågældende raki nogensinde kan gøre godt vides ikke. Den endte med at galvanisere afløbet i køkkenvasken i stedet for vores indvolde, da ingen i familien formåede at tømme et glas.

Fest med den lille pool
Pool party – det lyder mere eksotisk, end det var. I hvert fald set med voksne øjne. Men for børnene var det en fest med den lille pool, selv om stranden lå lige uden for vores hoveddør og var udsigten fra den store terrasse, hvor der både var plads til sofagruppe og spisebord.

De kunne gå i vandet når som helst, fordi der hele tiden var voksne omkring – også kl. 22 om aftenen. Til gengæld var det lidt af en prøvelse for børnene at gå i havvandet. Det blev meget brat dybt, og bølgerne var ikke små og venlige. Selv de voksne blev væltet omkuld på vej op af vandet, så det var strengt nødvendigt, at en voksen gik med.

Men poolen var i brug morgen, middag, aften og indimellem. Der blev lavet dykkekonkurrencer, ledt efter små kulørte kugler og drevet rundt på baderinge og korkbræt. Havde poolen ikke været der, ville udlejningsbilerne have kørt i pendulfart ind til stranden tættere på byen, hvor bølgerne var knap så hidsige som uden for vores hoveddør.

Så på den måde blev det alligevel også en fest for de voksne, der uden dårlig samvittighed kunne blive siddende med en af de bøger, man aldrig har tid til at læse til hverdag.

Konklusion på ferien: Absolut et hit. Børnene havde det skønt – og dermed også de voksne.

Læs også: Check-in: Amirandes