Mauritius er mere end bounty

Alene navnet – Mauritius – for de fleste af os til at længes efter den smukke ø i det indiske ocean. Øen har ikke kun strande, men også kultur fra Afrika, Asien og Europa.

Rejseliv imported photo
I bjergene midt på Mauritius centrale plateau ligger søen Grand Bassin, også kendt som Ganga Talao. For øens mange hinduer, er Grand Bassin Mauritius’ helligste sted. Fold sammen
Læs mere
Foto: Timm vladimir

Der er nogle destinationer i verden, som øjeblikkeligt kalder eventyret frem i os; steder hvis blotte navn giver kriller i maven og løfter om eksotisk skønhed. Madagascar, Timbuktu, Maldiverne – og Mauritius.

Læs også: På eventyr i det Indiske Ocean

Med sin placering i Det Indiske Ocean ud for Afrikas østkyst og sin fortid som handelsknudepunkt mellem Europa, Afrika og Asien, er Mauritius helt oppe at ringe på Anders And-skalaen.

Og øen lever op til sit eventyrlige navn. Mørkegrøn og frodig med koksgrå bjerge og lysende, hvide kyster, gyldne sukkerrørsmarker brudt af banyantræernes tætte kroner og højt til det spredte skylag. Lavaklipper stikker frem af mangroven og giver en rå kontrast til det hvide sand og blå bølger; dramatisk men samtidig venligt og smukt.

Verdensklassestrande

Mauritius er primært kendt for sine smukke strande og regnes mest som en badeferiedestination for de velhavende. Her rejser man til, når man vil forkæles i alle ender og bade fra kridhvide, insekt- og bølgefri strande, uden at bekymre sig om at skulle opleve noget.

Og lad det være sagt med det samme: Mauritius har både nogle af verdens smukkeste strande og lækreste hoteller. Vi ville ikke umiddelbart have noget problem med at flyde hen på vores luksuriøse all inclusive resort, Shandrani, og bare nyde stranden, gourmetmaden, den kølige champagne, som skænkes op fra morgen til aften, og den inkluderede massage i en uges tid. Eller to.

Et multikulturelt samfund
Øen, som ikke er større end Lolland og Falster tilsammen, har været koloniseret af både Holland, Frankrig og Storbritannien frem til sin uafhængighed i 1968. I dag er Mauritius et fredeligt og velfungerende samfund – et af Afrikas rigeste – men den brogede fortid mærkes tydeligt.

Englænderne indførte en masse slaver fra Indien, så befolkningen udgøres dels af en afrikansk/fransk gruppe og dels af en engelsk/indisk. Det officielle sprog er engelsk, men befolkningen indbyrdes taler fransk kreolsk. Halvdelen af befolkningen er hinduer og resten enten kristne, muslimer eller kinesiske.

Fordi landet er så ungt, er de forskellige befolkningsgrupper ikke endnu smeltet sammen til ét folk, én kultur, og en rejse til Mauritius føles derfor lidt som en rundrejse i både Asien, Afrika og Europa anno 1890.

Landets forskellige folk og religioner lever på eksemplarisk vis fuldstændig uproblematisk side om side i fredelig sameksistens.
Moskeer, kirker og hindutempler står side om side, og folk bor i kulturelt blandede landsbyer, hvor de inviterer naboen med til fest, uanset om han er hindu eller muslim.

En af de lokale forklarer os, at fiskerne traditionelt er kristne, grønthandlerne hinduer og slagterne muslimer. Det lader til, at alle har deres plads, og at der derfor er plads til hinanden.

Maden og markederne
Det kulturelle miskmask opleves bedst på de lokale markeder, som findes i de fleste byer alle ugens dage.
Her sælges babyananas, tyve forskellige slags tomater og auberginer, æg i løsvægt og stærkt lugtende tørret fisk, tykke mauritianske vanillestænger, frisk tamarind og plastikshivafigurer.

Man kan købe sære grøntsager som christofino’en (eller chou chou, som kineserne kalder den) og mørkerøde taroblade, som får huden til at klø, hvis man ikke tilbereder dem rigtigt.

I de indendørs slagtehaller sælger kjortelklædte mænd med store skæg lam og kalv i alle udskæringer. En hel afdeling er sågar dedikeret til gedekød.

Mauritius importerer så godt som ingen fødevarer, fordi øens lavaholdige jord er så frugtbar, og hele øen bugner af spisesteder med multikulturel mad. Bestjernede gourmetrestauranter og uprætentiøse madboder serverer curries, dumplings, gratin’er og grillede fisk, så man kan smage på hele verden i løbet af en enkelt dag.

Dodo og Big Daddy
Mauritius’ absolutte claim to fame er den forlængst afdøde fugl, Dronten (aka Dodo’en), som var endemisk – det vil sige, at den kun levede her – for øen og blev udryddet ved menneskets ankomst.

Den smagte godt og kunne ikke flyve, så den holdt ikke længe.

Heldigvis er folk blevet klogere og sørger i dag for at beskytte og bevare Mauritius’ særegne natur.
Den lille ø, Ile aux Aigrettes, er i dag et fredet naturkonservat, hvor blå gekkoer og kæmpeskildpadder vandrer frit omkring mellem ibenholttræer og vilde orkideer.

Her kan man også være heldig at se en af de sjældne rosa duer, som kun findes på Mauritius og som for få år siden var nede på en bestand på ni stk.

I dag tæller bestanden over 400. Vi er dog mere imponerede over de enorme skildpadder. Især »Big Daddy« på 280 kg. gør indtryk!

Den hellige sø
I bjergene midt på Mauritius centrale plateau ligger søen Grand Bassin, også kendt som Ganga Talao. For øens mange hinduer, er Grand Bassin Mauritius’ helligste sted. Det menes, at søen er en del af Ganges, og dens vand er dermed helligt.

Langs bredderne står flere hindutempler i pangfarver og en 30 meter høj bronzestatue af Shiva troner over hele landskabet, så man ikke er i tvivl om, at de tager helligdommen alvorligt.

Øens hinduer vasker sig i vandet og bringer ofre i form af blomster og frugt, som de sætter ud på søen. Turister som os formanes på skilte langs bredden, om ikke at røre noget. ALT er helligt!

En gang om året under hinduernes  religiøse højtid, Shivaratri, vandrer troende sågar på pilgrimsfærd i bare tæer hele vejen fra deres hjem til Grand Bassin for at bade i søens hellige vand.

Læs også: Check-in: The Sands Resort