Masaierne tjener på turisme

Det afrikanske nomadefolk er blevet jordbesiddere, og det er måske den stolte masai-kulturs dødsstød. Men endnu leves livet traditionelt, og turistbesøg er kun ekstra-indtægt for masailandsbyerne i Kenya.

Sæbebobler bringer jubel blandt masai-børnene. Fold sammen
Læs mere
Foto: Judith Betak
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kvæget er centrum. Masaiernes liv drejer sig om det.
 
Landsbyens ældste lærer de kommende generationer om dyrene, om folkets skikke og den nedarvede viden – og om katastroferne, der vil komme.

Læs også: Karen Blixen Camp i Kenya

Hvordan man forholder sig under kalvetørken, der dukker op hver femte-sjette år, og den mere omfattende ko-tørke, der heldigvis indtræffer sjældnere. Mens tyredøden er den helt store katastrofe, der kan betyde den totale udslettelse for både dyr og mennesker, hvis man ikke ved, hvad man skal gøre. Den har kun de færreste oplevet.

For en masai handler hele livet om at samle viden og erfaring nok til at overleve den store tyredød. Når den kommer.

Men lige nu, hvor vi under stor jubel puster sæbebobler ud over de små kommende krigere, som hopper rundt for at fange dem, er der ingen, der tænker på tyredød.

De er bare børn, som for første gang møder en sæbeboble – og det er sjovt.

Mødrene kikker ud af de lerklinede huse, der er bygget i en cirkel om den store samlingsplads, og gør som mødre over hele verden, ryster smilende på hovedet.

Mænd ser vi ikke mange af. De er sammen med de ældste drenge ude med kvægflokken og gederne, så dyrene kan græsse.

Da vi kom til landsbyen stod kvinderne på række og modtog os med sang. Sådan som de gør med alle turistgrupper.

Vores entré bliver betalt direkte til landsbyen, og ikke, som det ellers har været praksis i området, via chaufførerne, der så lige har trukket en klækkelige del fra til sig selv, inden pengene er blevet betalt videre. Det gør os ekstra populære i byen.
'
Jeg får prompte en baby i armene – en aldeles bedårende og møgbeskidt lille knægt, der fredeligt finder sig i min besynderlige farve og fremtoning – mens moderen og jeg »taler« med tegnsprog og mimik.

Efter sangen får vi forevist en hytte. Den står vist ubeboet og bruges til formålet. Fint nok. Vi ønsker ikke at invadere beboernes privatliv, men vil gerne se, hvordan husene er indrettet.
Vi får fortalt om, hvordan hver kone har sit hus med børnene, hvor manden kommer besøg på skift. Og om hvordan de større drengebørn flytter til drengehytterne, når de når den alder, hvor de skal omskæres og begynde deres kriger-uddannelse.

Om pigerne også rykker ud, når de bliver kønsmodne og også skal omskæres, eller de bliver gift umiddelbart efter, står lidt hen i det uvisse – for nu skal vi videre til »forretningerne«.

Uden for landsbyen er en cirkelrund plads med udstillingsbord hele vejen rundt. Her er »supermarked« med alt fra masaiernes egne traditionelle smykker og spyd til de generelle afrikanske turistsouvenirs i »kunsthåndværk«-afdelingen.

Tidligere bredte masaierne måtter ud i græsset og arrangerede deres varer på dem. Men der er kommet flere amerikanske turister i den nærliggende store lodge, og de kan ikke bukke sig så langt ned. Derfor er der nu bygget borde.

Vi skridter trolig omgangen rundt og finder et par armbånd, vi kan købe. Derefter har vi været programmet igennem. Alle kan slappe af, og vi kan lege med børnene.

Masaierne er en minoritet. Et normadefolk, der traditionelt har bevæget sig rundt i Tanzania og Kenya, og som på de fleste områder har bevaret deres skikke og kultur. Lige undtagen, at masaierne i Kenya for nogle år siden blev jordbesiddere. Fra regeringen blev de områder, de ellers har bevæget sig rundt i, udstykket og fordelt med 60,8 ha til hver mandlige masai, der var omskåret på det tidspunkt. Der var vist en hel del, der fik raget mere til sig, end de havde ret til.

Men masaier med jord i de områder, hvor der er interesse for turisme, har nu pludselig fået ekstra indtægter. De lejer jorden ud til firmaer, der vil etablere safari-lodge, og de kan tage »safari-entré« for at færdes på jorden fra områdets turistindustrier.

Som masaier har gjort siden tidernes morgen, så sætter de deres nyerhvervede rigdom i dyr – i kvæg. Der er allerede blevet væsentlig flere dyr i området, og de konkurrerer med de vilde dyr om græsset – det græs, de evigt vandrende gnuer hvert efterår kommer til Masai Mara for at spise, og som turisterne kommer i stort tal for at opleve.

Læs også: Karen Blixen Camp i Kenya

Fortsætter denne udvikling, kan det ende med, at de vilde dyr trækker det korteste græsstrå. Og ingen gnuer – ingen turister. Ingen turister – ingen turistindustri. Ingen lodges – ingen indtægter til masaierne.

Her hvor denne masailandsby ligger, i området nord for Masai Mara Nastionalparkens vestlige »ende« er 12 turistvirksomheder og 800 lokale masai-landbesiddere gået sammen i Masai Mara North Conservancy, hvor man ikke alene tager sig af den praktiske fordeling her og nu af »park-indtægter«, så både masai-samfundene og vildtbeskyttelsen tilgodeses. Men man forsøger også at arbejde på langt sigt for at bevare en balance i området, så kvæget ikke tager over, og sikre at også kommende generationer vil kunne opleve de store gnuvandringer.

Vi krydser fingre for, at det lykkes.

Ellers kan det skræmmende resultat blive, at masainerne selv skaber den sidste endegyldige tyredød.

Masaierne tjener en del af deres indkomst på turisterne, der besøger deres landsby. Foto: Judith Betak