Marokko set fra en saddel

Man kommer helt tæt på både den imponerende natur og den overmåde gæstfri befolkning på en rideferie gennem det nordafrikanske land

Foto: Helene Boesen

»Vær hilset. Hvordan går det? Hvordan har familien det?« spørger vores guide, Mohammed, hver gang vi i Marokkos øde bjergegne rider forbi en mand på vores på araber-berberhingste.

Læs også: Canadisk vildmark for vovehalse

»Vær velkommen her, Du er som min bror,« besvarer mændende denne hilsen. Berberkvinder – ridende på æsler eller nysgerrigt kiggende frem fra de rødklinede lerhuse – får mere afdæmpede hilsner. Ind i mellem spørger guiden om vej, da stier og veje kan være ufremkommelige på grund af regnens ødelæggelser.

Min datter og jeg er på en seks dages rideferie gennem bjergområder, stepper, sand og strande, hvor vi primært møder berberne, som udgør mellem 65-80 pct. af Marokkos befolkning. Berberne lever i bjergegnene eller i oaser med eget sprog og kultur, selvom mange traditioner, religion med videre deles med den arabiske befolkning.

Vi var ellers begyndt turen med en vis portion skepsis, da vi efter landingen om aftenen i Agadir mødtes af tre marokkanske mænd. »Er det jer fra Danmark, som skal på tur med ’Ranch de Diabat?’« Ja, svarede vi, ligeledes på fransk, som er stort set det eneste sprog, vi taler sammen på.

På parkeringspladsen i lufthavnen ventede en bil, og efter kort tid blev det klart for os, at vi var de eneste to personer, som skulle deltage i rideferien. Vi havde ellers i forvejen spurgt Hippotours i Danmark, som arrangerer rideferierne i Marokko, om de andre deltagere på rideferien. Fra Danmark ville vi være de eneste, men der plejede at være deltagere fra Frankrig og Italien, fik vi at vide
Spekulationerne blev ikke mindre, da vi nu skulle køre op i bjergene i stedet for at begynde turen på et hotel.
»Planen er ændret, da det er bedre at slutte på hotellet,« lød forklaringen.

I forvejen havde vi været bekymrede, fordi vi skulle ride på hingste, som almindeligvis er mere vilde og ustyrlige end vallakker. At falde af og komme til skade ude i øde bjergegne ville aldeles ikke være sagen.

Efter et par timers kørsel i kvikt tempo gennem kurvede sving standsede bilen højt oppe i bjergene i den mørke og stjerneklare aften. Vejen var nu blevet så dårlig, at en almindelig bil ikke kunne klare resten af turen. Vi blev samlet op af en større jeep, som bumpende sneglede sig af sted. Fra forsædet, hvor vi sad, kunne vi intet se af omgivelserne. 

Vi var fremme ved midnat og blev budt velkommen af halmgumlende heste og to mænd – kokken og hans hjælper, som over åben ild havde forberedt et velsmagende måltid med marokkanske krydderier. I et hyggeligt berbertelt kun til os danskere faldt vi på små madrasser og i egne medbragte soveposer omgående i søvn efter maden.

Næste morgen var det som at få fjernet et bind fra øjnene: Der er fantastisk smukt i dette bjergområde, hvor solen skinnede fra en skyfri himmel. Lerklinede røde huse kunne ses på bjergsiderne, og i den grønne dal, hvorfra der hørtes morgenbøn fra moskeen, skrydede æsler.

Det var kun morgen, men »optoget« med tre marokkanske mænd, tre heste, en lille lastbil, et par telte og to blege europæer havde allerede trukket nysgerrige børn helt hen til os. Længere væk sad et par generte kvinder, som vogtede geder, der sprang rundt i de hårdføre træer for at æde bær og blade.

Efter morgenmaden fik vi udleveret hovedtøj, sadler og heste. Med hingstebekymringen i baghovedet satte vi os op på hestene med en forventning om spring og buk. Men intet af det skete; tværtimod sad vi fantastisk i sadlerne med fåreskind som øverste lag på helt rolige hingste.

Vi red gennem små byer, som næsten faldt ind i det røde bjerglandskab. Passerede fantastiske udsigter og steder. Undervejs mødte vi mænd, kvinder og børn, som hilste venligt på os. At komme ridende bringer smil og imødekommenhed frem, fortalte Mohammed, som for nogle år siden kørte med turister rundt i bjergene på støjende og osende motorcykler, hvilket ikke blev bifaldet af berberne. Efter syv timers ridning, inklusiv frokostpause, er vi fremme ved dagens mål ved en lille oase nær et større vandløb, hvor de to andre mænd på turen har slået telte op, lavet mynte-te og er i gang med aftensmaden over et lille ildsted.

Imswan, Irmourrca og Soleil bliver efter en velfortjent rulletur i sandet tøjret til hver sin palme, hvor de får foder og falder til ro. Palmeoasen, vi befinder os i, er ret idyllisk, hvis det ikke havde været for lidt affald hist og her. Affaldsbilerne kommer desværre ikke helt herud, fortæller Mohammed.

Den første del af rideferien foregår mest i bjergene, hvorimod den sidste del er på stepper, sandstrande, ørken og bjergskråninger med udsigt til Atlanterhavet. I løbet af turen ser vi mange grå og hvide jordegern, som piler over vejene. En slags skovduer ses mange gange om dagen, hvilket hver gang får Mohammed til at efterligne fuglestemmerne og ønske sig et gevær, da de åbenbart smager fortrinligt.

En dag passerer en sort skorpion med de karakteristiske klør vejen, og det får straks Mohammed til at springe af hesten og kvase den. Små børn kunne komme til at træde på den og blive bidt. Normalt ses skorpioner kun om sommeren, hvor de kommer op af deres huler for at finde vand. På trods af det køligere efterår var denne her åbenbart blevet tørstig.

Et par landskildpadder ser vi også i løbet af turen, selvom de næsten falder helt ind i landskabet. Ellers er der udsigt til masser af geder og får, men også hunde, katte, køer, kameler og ikke mindst æsler. I bjergene er æslet fuldstændig uundværligt for berberne. Ved en skole står der for eksempel parkeret en hel masse æsler, som de bedrestillede berberbørn har som transportmiddel. På en steppe passerer vi træer med reder i.

»Gæt, hvem der bor der,« spørger Mohammed. Fugle er det åbenbart ikke. »Mus,« svarer han. De bygger reder højt oppe i træerne for at undgå slanger, som dog først kommer frem om sommeren.

Naturen, hestene, berbernes imødekommenhed, og ikke mindst guidernes venlighed overfor os rideturister gjorde turen uforglemmelig. De godmodige, friske og stabile hingste var veltrænede og opdraget til respekt for rytterens anvisninger. Når der få gange undervejs var det mindste optræk, talte Mohammed hårdt til dem på arabisk. Hingstene skal vide, hvem der bestemmer. At ride i Marokko er ellers ikke anderledes end at ride i Danmark.

Undervejs på rideturen og ved måltiderne nåede vi også at snakke om vores forskellige traditioner, kulturer, kønsroller og så videre – og ikke mindst den daglige ridetur. Der var også tid til at bade i Atlanterhavet og slappe af i solen på rideferien med ’Ranch de Diabat’, som arrangerer rideferier det meste af året; dog i forskellige områder af Marokko.

»Naturen ses bedst fra hesteryg« giver efter denne ferie stærk mening.

Læs også: Til fods, hest og cykel i Bolivia