Mandelas Sydafrika

In Memoriam: Nelson Mandela er død, men Sydafrika lever videre i hans ånd. For at forstå Mandela og det Sydafrika, han efterlader, må man opleve landet på kontinentets sydspids i hans spor.

Mandela overækker VM-pokalen i rugby i 1995. Foto: Jean-Pierre Muller/AFP Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Det, der tæller i livet, er ikke livet i sig selv. Det er den forskel, vi har gjort i andres liv undervejs, der afgør vigtigheden af vores liv.« Nelson Mandela

Solen skinner ubarmhjertig. Alligevel er her koldt. Blæsten pisker ind fra sydatlanten, og genskæret fra de hvide klipper blænder. Kalkstensbruddet på fængselsøen Robben Island er ugæstfrit. Fjendtligt.

Det var her, Sydafrikas senere præsident, Nelson Mandela, arbejdede under sine 18 år på øen. Det skarpe lys ødelagde hans øjne og det kolde og fugtige vejr hans lunger. Mandela led af kronisk tuberkulose, da han blev løsladt, og det var en lungeinfektion, der endeligt tog ham fra os 5. december.

Spørgsmålet, der trænger sig på, er ikke, hvor slemt det må have været på fængsels-øen. Spørgsmålet er, hvordan han overlevede uden at hade de hvide sydafrikanere? Uden lyst til at vende systemet på hovedet? Uden lyst til at terrorisere, udplyndre, mishandle, forarme og smide det hvide Sydafrika i havet? I stedet blev Nelson Mandelas 18 år på Robben Island en dannelsesproces. Fra militant oprører til det ikon på forbrødring og empati, vi opfatter ham som.

Mandela var Sydafrikas landsfader. Han var et forbillede. Både for de sorte og de hvide. Ja for hele verden. Men hvem var Mandela? Hvorfor endte hans personlige rejse, som den gjorde?

For at forstå et menneske, må vi forstå, hvor det kommer fra. De steder, der formede dets værdier, intellekt og verdensbillede.

Så for at forstå Mandela, må man til Sydafrika. Man må besøge de steder, han levede. Opleve de omgivelser, der formede ham som høvdingesøn, som borgerretsaktivist, som terrorist, som fange, som præsident og som landsfader. Hans præstation som transformationsfigur mellem apartheid og det demokratiske Sydafrika er svendestykket, der løftede ham fra forventningernes piedestal op blandt historiens største statsmænd.

Tag med Rejseliv til Sydafrika og kom tættere på det land og de steder, der formede ikonet Mandela.

Se også: Dyk med tiger- og tyrehajer i Sydafrika


1. Begyndelsen og enden i Qunu

»Det er ikke, hvor du begynder, men hvor højt du sigter, der er afgørende for at få succes.«

Nelson Mandela

Qunu er Mandelas hjemby. En lille flække i Eastern Capes rullende grønne bakker med de traditionelle runde hytter i en kras grøn farve.

Mandela blev født i 1918 i landsbyen Mvezo lidt uden for Qunu. Han var en del af en Xhosa-høvdingeslægt og flyttede som dreng fra sin mor og ind hos den øverste høvding. Her blev han opdraget til at tage det ansvar, der følger med at være ud af en høvdingeslægt.

Dagene blev brugt i skolen og med at hyrde kvæg med de andre store drenge. Aftenerne på at høre de traditionelle Xhosa-historier. Hans selvværd, værdighed og leder-ansvar blev indpodet, inden han som 18-årig blev sendt på kostskole.

Det er også i Qunu, Nelson Mandelas begraves, og det er i Qunu, ud til den store N2-hovedvej, hans landsted ligger.

Oplev det selv: Som turistdestination byder Qunu først og fremmest på Nelson Mandela Museum, der organiserer udflugter til Mandelas lerstampede barndomsstier. Til hans skole, hans kirke og forbi hans hus. Man kan prøve alt fra Xhosa-mad til at kæmpe med de traditionelle pinde, som han og vennerne gjorde det, mens de passede kvæg.

nelsonmandelamuseum.org.za


2. Udsyn på University of Fort Hare

»Uddannelse er det mest magtfulde våben, hvis man vil forandre verden.«

Nelson Mandela

I 1936 kom Mandela på kostskole, og to år senere blev han indskrevet på University of Fort Hare. Her studerede han engelsk, politik, jura og antropologi.

Fort Hare var et eliteuniversitet for Afrikas ledende sorte, og folk som Zimbabwes præsident Robert Mugabe og Tanzanias første præsident, Julius Nyerere, har gået her. På universitetet indprentede man den engelske kulturs overlegenhed. Men det gjorde blot Mandela endnu mere interesseret i sit eget folks historie og baggrund.

Da Mandela vendte tilbage til Qunu i 1940, havde høvdingen fundet ham en passende hustru. Det gjorde han imidlertid ikke selv, så han stak af til Johannesburg.

Oplev det selv: Bygningerne på Fort Hares Campus udenfor Alice står i skarp kontrast til de traditionelle runde hytter i Qunu. En spadseretur rundt på campus illustrerer Mandelas transformation fra arrogant bondeknold til en oplyst ung mand med udsyn.

ufh.ac.za


3. Johannesburg og kampen

»Mod er ikke fravær af frygt – mod er at inspirere andre til overvinde deres frygt.

Nelson Mandela

Det var i Johannesburg, hvor Mandela arbejdede som jurist, at han for alvor stiftede bekendtskab med den hvide undertrykkelse. Og det var også her, han mødte ANC og blev borgerrettighedsaktivist.

I 1948 vandt Nationalistpartiet valget i Sydafrika og gik straks i gang med at indføre apartheidlovene om raceadskillelse. Mandela begyndte kort efter at agitere for en mere aggressiv kurs over for undertrykkelsen. Strejker og boykotter blev hverdag, og Mandela var med til at organisere dem.

Frustreret over tingenes udvikling blev Mandela stadig mere overbevist om, at væbnet konflikt var vejen frem. Han blev i løbet af 1950erne anholdt gentagne gange og fik flere domme, der betød, at han hverken måtte forlade Johannesburg eller tale med mere end en person af gangen.

Oplev det selv: Der er ikke meget tilbage af Mandelas Johannesburg fra 1940erne og 50erne. Men townshipsene i 2013 er lige så forarmede og sammensatte som dengang.

Undertrykkelsen er ikke organiseret ved lov, men frustrationerne over den ANC-ledede regerings manglende evne til at leverer elekticitet, kloakering, vand og arbejde er udtalt. Børn spiller fodbold og griner på den ene side af vejen. På den anden sidder en flok berusede mænd med hver sin én liters ølflaske foran den lokale smugkro. Det er det komplicerede og fragmenterede Sydafrika i størrelsesforholdet 1:1. Sådan må provinsdrengen Mandela også have oplevet det i 1940.

Historien om kampen mod apartheid er samlet på det verdensberømte Apartheidmuseum i Soweto, og flere turoperatører organiserer heldagsture til både museet og Johannesburgs townships.

apartheidmuseum.org

4. Den væbnede kamp og anholdelsen

»Når en mand nægtes retten til at leve det liv, han tror på, så har han ingen anden mulighed end at blive kriminel.«

Nelson Mandela

I 1961 mistede Mandela tålmodigheden med den fredelige kamp. Han fik af ANC-lederskabet lov til at oprette Umkhonto we Sizwe (Nationens Spyd), der i begyndelsen var uafhængig af ANC, men senere blev organisationens væbnede arm. Han læste litteratur af både Castro og Che Guevara om guerillakrigsførelse og rejste Sydafrika rundt for at oprette væbnede celler.

Mandela blev hurtigt Sydafrikas mest eftersøgte mand, og 5. august 1962 blev han fanget på R102-hovedvejen mellem Durban og Johannesburg. Politiet havde nøje udvalgt et sted med klipper på den ene side og en kløft på den anden, hvor han ikke kunne stikke af.

Oplev det selv: På sydsiden af R102 hovedvejen mellem Howick og Lidgetton West, er et monument, der viser, hvor han blev fanget af sikkerhedspolitiet.

thecapturesite.co.za

5. Fange på Robben Island

»Mennesker fødes ikke med et had til mennesker med en anden hudfarve. Det er noget, de lærer. Og hvis de lærer det, så kan de også lære at elske alle, for kærlighed falder mennesket mere naturligt end had.«

Nelson Mandela

I 1964 fik Mandela en livstidsdom for terrorisme og sabotage og blev straks overført til Robben Island. Her fik han en celle på 2,1x2,4 meter, en stråmåtte at sove på og en spand at besørge i. Når man står i midten af cellen, kan man røre væggene.

Mandela måtte få ét brev og ét besøg hvert halve år og havde ikke adgang til aviser eller nyt udefra. I stedet for at give op forsøgte han indædt at forbedre forholdene for sig selv og sine medfanger. Med tiden fik han lov til at studere om aftenerne, og her fordybede han sig blandt andet i de hvide afrikaaneres kultur.

Hans studier af det hvide Sydafrika og diskussionerne med medfangerne ændrede ham. Han indså, at apartheid ikke kunne ændres ved væbnet kamp, og gennem interaktionen med de hvide fangervogtere forstod han, at de også bare var mennesker med de samme drømme og håb for dem selv og deres børn som de sorte.

Oplev det selv: Et besøg på Robben Island og museet er en emotionel rutsjebanetur med permanent strittende nakkehår. Det er overvældende, barskt og beundringsværdigt. At så forfærdeligt et sted kan ændre et menneske så fundamentalt i en positiv retning er det, der adskiller Mandela fra folk, som folk er flest.

robben-island.org.za

6. Frigivelsen

»Da jeg gik ud ad døren hen imod fængsels-porten og min frihed, vidste jeg, at hvis ikke jeg efterlod mit had og min bitterhed i fæng-slet, så ville jeg aldrig blive fri.«

Nelson Mandela

I 1982 blev Mandela og en række ledende ANC-medlemmer flyttet fra Robben Island til fastlandet omkring Cape Town. I 1980erne eskalerede volden i landets sorte townships, og regeringen lagde en føler ud til Mandela om en eventuel frigivelse, mod at han hjalp med at dæmpe gemytterne. Han svarede, at kun en fri mand kan forhandle med regeringen – ikke en fange. I 1990 besluttede den nytiltrådte sydafrikanske præsident F.W. de Klerk at frigive Mandela og tillade alle de ellers forbudte politiske partier – herunder ANC. De Klerk vidste, at apartheids dage var talte, og han indledte forhandlinger med det sorte flertal om en ny forfatning. En forfatning, der førte til flertalsdemokrati og Mandelas valg til Sydafrikas første sorte præsident i 1994.

Oplev det selv: I 1980erne tog efterretningstjenesten Mandela med på ture ud i den virkelige verden omkring Cape Town for at forberede ham på en eventuel frigivelse.

Så kør rundt og sug ind. Kør forbi indgangen til Victor Verster-fængslet uden for Paarl, hvor Mandela trådte frem for pressen for første gang i 27 år. Besøg også rådhuspladsen i Cape Town, hvor han foran 100.000 mennesker holdt tale på dagen, hvor han blev frigivet, og hvor han første gang offentligt talte om fred og forsoning med de hvide.


7. Præsident og landskampen

»Hvis du taler til en mand på et sprog, han forstår, så taler du til hans hoved. Taler du på hans modersmål, så taler du til hans hjerte.«

Nelson Mandela

I 1994 sværges Mandela ind som Sydafrikas første sorte præsident. Foran tusindvis af mennesker i Pretoria og foran de tunge og mægtige regeringsbygninger. I Sydafrika deler regering og parlamentet sin tid mellem Pretoria og Cape Town, og Mandela flyttede ind i præsidentboligen »Tuynhuys« i Cape Town.

I 1995 fik han muligheden for at omfavne den kritiske hvide afrikaanerbefolkning ved VM i rugby, der blev afholdt i Sydafrika. Rugby er de hvide afrikaanernes sport, mens de sorte spiller fodbold. Rugby blev derfor set som undertrykkernes sport, og de sorte holdt ofte med modstanderholdene. Da Sydafrika vandt VM-finalen på egen jord, gik Mandela på banen for at overrække trofæet. Han var iført den blandt de sorte så forhadte grønne rugbylandsholdstrøje med Springboks-anfører Francois Pienaars trøjenummer på ryggen. Der, i det øjeblik, vandt han millioner af hvide sydafrikaneres hjerter. Samtidigt viste han de sorte, at tilgivelse og omfavnelse var vejen frem.

Oplev det selv: Et besøg i regeringskvartererne i Pretoria og Cape Town giver en fornemmelse af, hvor »hvid« den verden, Mandela trådte ind i tilbage i 1994, var. Det er kolonitid og imperialisme i sten, stål og glas. Sydafrika er stadig et delt land. Prøv blot at gå ind til en rugbykamp den ene dag og se en fodboldkamp den næste. Der er ingen regnbuenation på grønsværen eller lægterne nogen af stederne. Men der vil være et par enkelte med anden hudfarve. Og det er en start.

sarugby.net

Se også: Pas løveunger i Sydafrika