Man skal lære af sine fejl

Judith Betak. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

I Paris står Triumfbuen – Napoleons bastante mindesmærke over sejren over de østrigsk-russiske tropper ved Austerlitz i 1805.

I London troner Lord Nelson på søjlen højt over Trafalgar Square til ære for hans sejr over den fransk-spanske flåde ved Trafalgar sydvest for Spanien samme år.

I Berlin rækker Guld-Else, sejrsgudinden på toppen af Siegessäule, sin laurbærkrans imod himlen og peger i retning mod Paris. En af de sejre, søjlen skal erindre om: Frankrig 1870/1871. Andre sejre er over Østrig i 1866 og over Danmark i 1864.

I Danmark er det modsat. Dybbøl Mølle – genopbygget efter 1864 – er mindesmærke for landets største nederlag, og Historiecenter Dybbøl Banke fortæller om, hvor galt det gik, dengang Tysken kom.

Men hvor slemt det egentlig var, gik først op for mig, da jeg fik fat i journalisten og forfatteren Tom Buk-Swientys dokumentariske fortællinger.

Inden da var »Slaget ved Dybbøl« for mig bare der, hvor vi tabte Sønderjylland, hvorefter politikken var: »Hvad udad tabes, skal indad vindes« – hvorefter heden blev pløjet op. Og Sønderjylland kom jo hjem igen ved genforeningen i 1920.

Men i Buk-Swientys »Slagtebænk Dybbøl« oprulles den ene fejlagtige beslutning efter den anden. Der afsløres både politisk uvidenhed, opblæsthed og overdreven tro på egen styrke kombineret med dårlig millitær udrustning, samt en oppustet nationalisme og en total mangel på kommunikation med folkene, der stod midt i helvedet.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg måtte lægge bogen fra mig i et afmægtigt raseri og et »jamen, hvordan kunne det få lov til at køre så langt ud«.

Næste bog, »Dommedag Als«, med fortsættelsen i dette nok mørkeste kapitel i Danmarkshistorien har jeg liggende.

Har lige brug for at samle kræfter, inden jeg fortsætter nedturen.

For det var ikke ved Dybbøl, at krigen blev tabt, men på Als, det endelig slag blev udkæmpet, hvorefter resterne af den danske hær flygtede til Fyn og magthaverne i København omsider indså situationens alvor.

Om fjorten dage er det 150 år siden, at den preusiske hær krydsede Als Sund, og i den weekend vil det igen myldre med soldater på begge sider af det smalle sund i en storstilet rekonstruering af slaget. Bare et af de mange arrangementer i jubilæumsåret.

Pudsigt er det, at mens andre byer har sejrssøjler og triumfbuer, markerer vi i stor stil vores største nederlag.

Men ud fra devisen: Aldrig nogensinde igen, og at man skal lære af sine fejl, giver det rigtig god mening.

Min kollega, Lars Johansen, har været i Dybbøl og på Als, og han fortæller i dag om sin rejse tilbage til krudtrøgen og 1864 .

Der er nu også mere lyse og stilfærdige oplevelser på siden. For eksempel slowlife i Gallipoli på Italiens allersydligste spids og en champagneboblende tur til den mousserende vins højborg.