Malta: Fra charterhørmer til klassisk kulturperle

​Malta er en ø med en eventyrlig forhistorie – som man kan møde i ikke mindst hovedstaden Valletta, der har nogle af verdens vildeste barokkirker, et nærmest energineutralt parlament og nye hippe vinbarer ved siden af klassiske, smukt dekorerede konditorier. Berlingskes Torben Weirup har besøgt Middelhavsøen, der er igang med en transformation fra charterdestination til kulturelt rejsemål.

Valletta er Maltas hovedstad. Den er grundlagt i 1500-tallet af Johanitterordenen som en fæstningsby - og det var der også behov for ved adskillige lejligheder. Siden blev Malta britisk kronkoloni og var en overgang en vigtig flådebase i Middelhavet frem til selvstændigheden i 1964. Fold sammen
Læs mere

Mange danskere forbinder Malta med rendyrket charterturisme - men den halvhemmelige Middelhavsø i disse år igang med en kulturel genfødsel. Øen forsøger stædigt at bringe den kultur og historie, som det hele begyndte med, i spil. På Malta kan man alene ved at kigge på de mange borge og se ud over havet forestille sig nogle af de dramatiske begivenheder, der er fundet sted gennem tiden. Som for eksempel da den osmanniske flåde i 1565 angriber Malta med 181 skibe og 40.000 soldater.

Malteserridderne er imidlertid forberedt og modstår fem måneders belejring af byen Birgu.

Malteserridderne er den katolske afdeling af Johanniterordenen, som i 1530 overtager Malta og blandt meget andet grundlægger Valletta, den nuværende hovedstad, i 1566.

Tiden som britisk kronkoloni har sat sit præg på Malta med dobbeltdækkerbusser, røde telefonbokse, venstrekørsel og fish and chips. Efter krigen var hovedstaden Valletta nedslidt og en by, man flyttede fra, hvis man kunne, men i de senere år er Valletta blevet stadig mere attraktiv for et nyt, kulturinteresseret turistsegment, ligesom havnen i hovedstaden er et yndet udflugtsmål. Fold sammen
Læs mere

Den befæstede by og Malta beholdt Malteserridderne i mere end 250 år, indtil Napoleon kommer forbi og besætter øen. Det bliver en relativt kort fornøjelse for den franske hærfører og senere kejser, for i 1800 er det Lord Nelsons tur til at erobre Malta. Herefter bliver øen britisk kronkoloni til selvstændigheden i 1974.

Det er med til at forklare, hvorfor der kommer rigtigt mange englændere på badeferie på Malta. De kan nemt føle sig hjemme. Udover at engelsk er andet- og arbejdssproget, er der venstrekørsel, og de karakteristiske røde London-telefonbokse ses stadig flere steder i bybilledet. Måske bruges de ikke så meget til deres oprindelige formål. Men de er der, og sammen med de hyppigt engelsksprogede navne og skilte på barer og restauranter bidrager de til en skizofren oplevelse af at være i et land ved den europæiske middelhavskyst, hvor alle omkring en taler engelsk.

På hjemmebane

Rundt om på Malta bygges og renoveres der. Nye lejlighedskomplekser til de mange der gerne vil flytte til det imødekommende klima og stadig bo sammen med mennesker, man synes, man kender. Altså det meget tydelige engelske kulturislæt, der gør byerne så fortrolige.

Det fremmedartede udgøres af forhistorien – og her springer Malteserriddernes prægtige barokbygningsværker i øjnene og fortæller om nogle mennesker, der byggede solidt og for et tidsperspektiv, som synes at være noget længere end spekulationshotellerne ved kysterne. I det hele taget:

Også på Malta som mange steder i for eksempel Italien og Frankrig kan man opleve, at man kører igennem meget smukke landskaber – og så pludselig, et sted midt i skønheden er der nogen der har placeret en grim fabriksbygning eller et gigantisk drivhus. Det er ved den slags lejligheder, man skal minde sig selv om, at vi skal også leve af noget. Både i betydningen arbejde og i betydningen indtage føde.

På Malta kan man få det meste fra fish and chips over mainstreamcaferetter til det finere køkken. Man finder pudsigt nok ikke malteserfalke på kortet. Men kaniner er en stor specialitet og har været det i århundreder siden korsriddernes dage.

Samtidig med byggeboomet langs nogle af de mest indbydende kyster – dykkerferie er også en stor ting på Malta - er der ved at foregå en forskydning fra masseturisme til kulturturisme med en opgradering af hotellerne og indretning af talrige, såkaldte boutique- eller designerhoteller og nye, mere moderne, dyrere restauranter i gamle bygninger i Vallettas snævre gader. Hvor man også finder et bemærkelsesværdigt syn, der kan minde om italienske gader:

Valletta er opført som en fæstningsby med lige gader i et geometrisk system. Et typisk træk ved beboelsesejendommene er de lukkede balkoner eller kanapper, der blomster på murene. Fold sammen
Læs mere

De mange lukkede træbalkoner eller kanapper der hænger på husene og minder om Venedig. En anden ting minder om Venedig. Fra Valletta er der en formidabel udsigt over indsejlingen til byen, der i dag er blevet havnepromenade og marina – men man kan krydse havnebassinet i for eksempel en dghajsa, der minder om en venetiansk gondol.

Der bor omkring 400.000 mennesker på Malta, som arealmæssigt er halvt så stor som Bornholm.

Indbyggerne får årligt besøg af tre-fire gange så mange turister, hvis forbrug udgør en tredjedel af nationalproduktet.

Egentlig består staten Malta af en håndfuld øer, hvor Gozo er den mest kendte; i Danmark blandt andet på grund af forfatteren Elsebeth Egholm, der i Berlingske i 1990erne skrev en række klummer eller beretninger fra øen, hvoraf nogle er samlet i bogen »Mig og min ø«. Også på anden vis har danske forfattere brugt Malta (selve øen) som ramme. Som Dan Turèll, der i 1982 udgav romanen »Mord på Malta«, hvor det nu mest af alt regner, mens ligene dukker op, og politiinspektør Ehlers sammen med Dan Turèlls journalisthelt forsøger at opklare, hvorfor sidstnævntes tidligere kone trak vejret for sidste gang på Mellieha Holliday Center, der er en slags løs skitse over FolkeFerie.dk's resort på øen. 

En gentlemans by

Lord Byron, den romantiske 1800-tals-lyriker, der efter et ophold på Malta skrev et hyldestdigt som farvel - Adieu, ye joys of La Valette!/ Adieu, sirocco, sun, and sweat! -  kaldte Valletta for en by opført af gentleman til gentlemen.

Maltas nye parlamentsbygning er tegnet af arkitekten Renzo Piano. Den er - som så mange andre bygninger på Malta opført i sandsted, der kommer fra store brud på øen, og den moderne bygning gliver ubesværet ind i Malteserriddernes borgmur. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pressefoto.

Valletta er omgivet af en mur og har et kvadratisk net af gader – og det er som en ny del af fæstningsmuren, man møder en af Maltas moderne arkitektoniske seværdigheder. Den nye parlamentsbygning, der - som det fleste af øens ældre huse - er bygget af gulige sandsten, der kommer fra store brud rundt om på øen. Maltas parlament er tegnet af Renzo Piano. Renzo Piano, der er gået noget mere nænsomt til værks i forhold til Centre Pompidou i Paris, har taget udgangspunkt i de gamle bymure og rejst nogle afdæmpede, geometriske, moderne former med dekorative mønstre som grove kniplinger.

Det hele passer fint ind i omgivelserne og bidrager til at give Valletta den karakter af moderne by med klimaforanstaltninger – selve parlamentsbygningen, Parlament House, er eksempelvis nærmest energineutral -  økologiske madvarer, sundere retter på restauranter, nye hippe vinbarer side om side med gamle, smukt dekorerede konditorier, som er med til at give Malta et nye image af tjekket turistmål. Hvor alle, der havde råd, tidligere flyttede væk fra Valletta til andre byer i østaten, er mange mennesker i de senere år begyndt at vende tilbage til hovedstaden, der undergår en tydelig gentrificering.

Barok i 10. potens

Det er mere end 200 år siden, stormesteren og hans tempelriddere mistede magten over – og ansvaret for – Malta – men kirken har stadig stor magt på Malta. Der er en kirke for hver dag i året – men hvis man ikke kan overkomme det, kan man gå efter at se nogle af de prægtigste. Det er de store gamle kirker, som for eksempel St. Johns tegnet af Girolamo Cassar, der også har stået for stormesterens palæ – hvor man finder den vildeste barok med et mønstret marmorgulv, guldbelagte vægge og loftsmalerier, der fortæller Johannes Døberens historie. Barokken var en æstetisk modstrategi til reformationen og protestantismen. Ved at bygge og dekorere kirkerne så overvældende og så rigt udsmykkede som muligt, håbede de katolske gejstlige at overbevise befolkningerne om Guds storhed i almindelighed og den katolske version af religion i særdeleshed..

Ikke en centimeter skulle være bar, når de store barokkirker skulle udsmykkes som her i en af Maltas to katedraler St. Johns. Kirken er som mange andre af Vallettas monumentale byggerier opført af Johanitterordenen og er tegnet af Geromamo Cassar. Den stod færdig i 1577. Malerier i loftet skildrer Johannes Døberens liv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pressefoto.

I katedralerne møder man også et våbenskjold, der minder meget om Dannebrog. De to flag har da også en fælles forhistorie. Både Johanniterordenen og den danske konge, Valdemar Sejr, og hans 500 langskibe var draget til Estland for at udbrede kendskabet til kristendommen hos hedningerne, dengang i 1219, da et rødt flag med et hvidt kort ifølge overleveringen dalede ned fra himlen 15. juni under slaget ved Lyndanisse, som er det nuværende Tallin.

St, Johns hedder egentlig St. John’s Co-Cathedral, fordi den deler æren om at være katedral med en kirke i byen Mdina, der ligger længere inde på øen Malta. Den er udstyret med en række prægtige kapeller, hvoraf nogle er opkaldt efter de lande, hvorfra ordenens riddere kom som for eksempel Frankrig, Italien og Tyskland. I et af dem hænger et berømt maleri af Caravaggio, der er en af barokkens store malerhelte. Han arbejder med dramatiske lyssætninger og kompositioner, og til kirken har han skabt et af sine største malerier, der forestiller halshugningen af Johannes Døberen.

Hvad der bragte Caravaggio (1571-1610) til Malta, var hans stridbare sind. Han var slagsbroder, drukkenbolt og holdt af at besøge bordellerne, og før han kom til Malta, havde han i 1606 i Rom været indblandet i et slagsmål, der kostede hans modstander livet. Men male kunne han. Og benådet for sine ugerninger blev han af Guds repræsentant på Jorden, men på vej til paven i Rom døde han alligevel.

Briterne blev på Malta frem til midten af det 20. århundrede. Under Anden Verdenskrig var øerne en vigtig base for den britiske flåde – og blev af samme grund hårdt ramt af bomber fra det tyske og det italienske luftvåben. Mange tusinde hjem blev ødelagt, inden Storbritannien igen fik kontrol over øen.

Efter selvstændigheden fik Malta en socialdemokratisk regering, der blev stadig mere socialistisk. Premierministeren, Dom Mintoff, smed den engelske flåde og NATO ud og erklærede Malta neutralt, hvorefter han indgik et nærmere samarbejde med blandt andre Nordkorea. Også det havde sin tid, og efter en folkeafstemning i 2003 bliver Malta året efter medlem af EU – og er i dag et land i økonomisk udvikling. Ikke mindst takket være turismen.