Magisk tropeparadis

Den filippinske ø Siquijor er turkisblåt vand, hvidt sand, grøn vegetation – og healere, der efter sigende udøver sort magi.

Rejseliv imported photo
Salagdoong Beach er efter sigende Siquijors smukkeste strand. Fold sammen
Læs mere

Det siges blandt filippinere, at hvis du besøger Siquijor, skal du sørge for at holde dig gode venner med de lokale. Ellers risikerer du, at de kaster en forbandelse over dig,« lyder advarslen, da talen falder på øen i det sydlige Filippinerne.

Læs også: Det gør du bare ikke!

Fra gammel tid er Siquijor kendt for sine healere og for udøvelse af sort magi. De spanske kolonister kaldte Siquijor for »Isla del Fuego« – ildøen – på grund af de store sværme af ildfluer, der holdt bal i trækronerne, når mørket havde sænket sig over øen.
Ildfluerne er der stadig. De spæde, svævende lysprikker byder op til dans hver nat, ganske som de gjorde i kolonisternes tid. Ligeså sætter healerne også stadig deres præg på øen, for selv om der er blevet opført to hospitaler på Siquijor, søger en del lokale stadig alternativ helbredelse.

Da vi ankommer med færge til Siquijor Town er klokken 21, og det har allerede været mørkt i flere timer. Vi er ikke kommet længere end halvvejs over molen, da al elektricitet i byen går. Det eneste lys, vi har at navigere efter, kommer fra motorcyklernes lygter.
»Det sker hele tiden,« får vi at vide.

I løbet af den kommende uge må vi sande, at det er rigtigt. Der er strømsvigt et par timer næsten hver dag. Personalet på spisestederne og pensionaterne er vant til de såkaldte »brown-outs« og finder, så snart strømmen går, lageret af stearinlys og olielamper frem, som er gemt under disken. De små flakkende flammer, restauranternes pludseligt begrænsede menukort, det døde internetmodem og det mange steder på øen ikke-eksisterende mobilnetværk understreger følelsen af at være kommet langt væk fra hverdagens stress og jag.

Salagdoong Beach er efter sigende øens smukkeste strand. På vejen kører vi igennem en flere kilometer lang allé af høje, slanke, sølvgrå stammer med lysegrønt løv i toppen. Solen flimrer ned gennem det grønne tag og blænder os som velkomst, da vi kører ned ad en sidste stejl bakke og ud til stranden.

Og vi bliver ikke skuffede – det klare, turkisblå vand changerer over i koboltblå og længere ude marineblå. Sandbunden er kridhvid og så fin, at det føles som at sætte fødderne ned i en gigantisk pudderdåse. Bølgerne har gennem årtusinder ædt klipperne, der omkranser stranden, nedefra, og de flotte formationer, som foroven er dækket af palmer og frodig vegetation, er prikken over i’et.
»Derinde bor en af øens mest kendte healere. Han er 99 år gammel,« fortæller vores guide og peger på et lille træhus, da vi et par dage senere er på vej op ad Mt. Bandila-an, som er en del af Bandila-an National Park.

Øens healere har gennem århundreder haft tæt forbindelse til området. Hver påske samles healere fra hele Filippinerne på øen, og der bruges mange uger før det store træf på at samle ingredienser til ritualer fra Bandila-an. 

Det har lige regnet, og skoven damper af væde, da vi klatrer op af de stejle trin, som fører op til øens højeste punkt. Det er ikke svært at forestille sig, at naturen her er et skattekammer for fremstillere af naturmedicin, for skoven bugner af små og store svampe, farvestrålende insekter og eksotiske planter.

På toppen af bjerget er opført et tyve meter højt metaltårn, som rager op over trætoppene og dermed gør det muligt at se ud over hele øen, og udsigten er hele klatreturen værd. Uanset hvilken retning, vi kigger i, kan vi se havet, og motorcyklerne på vejene ligner bittesmå enlige myrer.

Blot et par kilometer fra udsigtspunktet ligger grotten Cantabon Cave, som er den mest kendte af øens over 45 grotter, hvoraf nogle stadig er uudforskede. En metalrist, som skal holde uvedkommende ude, dækker det undseelige hul i bjergsiden, som kræver, at vi kravler foroverbøjede igennem. Vi kravler cirka tyve meter, før vi kan rette os op i fuld højde i et stort klipperum, hvor lange drypsten hænger ned fra loftet.

Det tager cirka tre kvarter at gå, kravle, glide og vade gennem de snævre gange, som nogle steder ikke er mere end halvanden gange en meter store, før vi når endestationen og må vende om. En stor del af vejen vader vi gennem vand til livet, og vi priser os lykkelige for, at vi valgte at lade mobiltelefoner og punge blive på turistkontoret.

På vej tilbage bliver vi ledt forbi et stort bassin med iskoldt, rent bjergvand, som bliver fyldt via små vandfald, der har deres udløb i den naturlige svømmepøl. Da vi i forvejen er våde til op over livet, lader vi os glide ned i bassinet, hvor vi knap kan bunde, stikker hovederne ind under de små vandfald og griner forundrede over den næsten surrealistiske situation: Vi bader i bælgravende mørke flere hundrede meter inde i et bjerg. Siquijor er i sandhed magisk.

Tre oplevelser
Rundtur
Med en kystlinje på blot 102 kilometer kan alle øens seværdigheder sagtens opleves på en uge. De mest berømte turistmål er koralkirken og klokketårnet i Siquijor Town, øens mange grotter, Salagdoong Beach, hvor man via en rutsjebane kan lade sig glide ned i havet, og Cambugahay Falls, som er en række smukke lave vandfald i det sydlige Siquijor. Den smukke udsigt fra Mt. Bandila-an i Bandila-an National Park er også værd at tage med.

Tricycle med chauffør
Man kan leje en motorcykel og selv opleve øen, eller man kan leje en tricycle med chauffør/guide for en dag eller mere. Sidstnævnte kan være en god idé, for det kan være en smule svært at finde rundt på småvejene, der snor sig gennem bjergene på midten af øen.

Besøg en healer
De lokale kan hjælpe med at finde en healer, der kan rense ens krop og sind for negativ energi. Spørg på hotellet eller hos turistkontoret ved molen i Siquijor Town. Regn med at slippe 70-100 kroner for oplevelsen – og formentlig mere, hvis healeren skal se på et specifikt problem. I påsken, eller »Holy Week«, som den kaldes på engelsk, samles healere fra nær og fjern på øen for at udføre ritualer og udveksle erfaringer.

Læs også: 10 af de smukkeste strande