Magelige og modsætningsfyldte Melaka

Byen, der engang var verdens centrum, vil tilbage i søgelyset. Med en verdensarv i ryggen og et nyt og moderne liv ved floden for fødderne satser malaysiske Melaka på turismen.

Et besøg i Melaka indeholder for de fleste en sejltur på floden. Eventuelt efterfulgt af et besøg på en af de restauranter, der er dukket op langs dens bredder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Judith Betak

Sean Connery Walkway!
Jeg ser mistroisk på Peck Choo Ho, som guider mig rundt i Malaysias gamle centrum.
Hun griner bredt og fortæller om, hvordan landets premierminister blev rasende, da han så filmen »Entrapment« med Sean Connery og Caterine Zeta-Jones.

Læs også: Lær at lave mad i Malaysia

Dele af filmen, som er fra 1999, foregår i hovedstaden Kuala Lumpur, men flere af scenerne er faktisk optaget i Melaka. Bl.a. en, hvor Sean Connery sidder i en gammel kaffebar (bygningen er der stadig, men kaffebaren er lukket nu) ved floden – Melaka-floden forstås. Og det var ikke noget kønt syn.

»Jo, Sean Connery så som altid godt ud, men floden var mudret og grumset, og omgivelserne var noget hærget at se på.«
Bestemt ikke et billede, der passede premierministeren, og slet ikke midt i landets store »Enchanting Malaysia« turistkampagne. Det var ikke spor fortryllende«, fortæller Peck Choo Ho.

Premierministeren gav ordrer, der ikke var til at misforstå, og i hele byen blev der indledt en renovering af flodområdet. Resultatet blev en fire en halv kilometer lang walkway, som blev åbnet for et par år siden langs de gamle kajer, og som på de fleste strækninger er en nybygget gangbro i træ, der snor sig gennem de mangrovetræer, der har overlevet i flodkanten.

»Ja, man kan faktisk sige, at det er Sean Connerys skyld, at vi kan gå her nu,« bemærker Peck Choo Ho, mens vi går gennem de spredte mangrovetræer. De er i dag totalt fredet. Man har efter tsunamien fået øje for deres vigtighed.

I kølvandet på River Walkway kom også River Cruises, sejlads på floden, der hurtigt blev en populær udflugt blandt de ind- som udenlandske turister.
Men flodens skiftende vandstand var ikke praktisk for denne nye aktivitet, så en sluse, der kan opdæmme flodvandet og sikre sejldybden for flodbådene, blev etableret. Men den lukkede samtidig fiskerbådene ude. De fiskere, hvoraf mange er indvandret fra Kina og er den historiske baggrund for byen, som med en World Heritage udnævnelse i 2008 nok burde have en plads i det historiske aspekt.

I iveren for at gøre premierministeren glad og få renoveret omkring floden glemte man også lige en anden historisk tradition. Nemlig at floden er bagsiden af byen. Det var her, de store handelsskibe kom sejlende ind og ankrede op ved de forskellige handelshuse, der havde pakhuse ned til kajen. Forretningernes smukke facader er i den anden ende af de lange kinesiske shophouses – ud til de gader, der går parallelt med floden.

Så da flodbådene nu sejlede i stabilt højvande, og turisterne kunne gå ture langs floden, var der ikke spor pænt at se på. Gode råd var dyre – men blev billigere, da man satte byens kunststuderende til at dekorere husene bagsider med store vægmalerier. Nu er flodturen èt langt billedgalleri, hvis kunstneriske kvalitet kan diskuteres. Men farverigt er det, og man kan blandt andet beundre illustrationer fra byens historie.
Seneste tiltag er, at der nu også er begyndt at dukke restauranter op, også med facade mod floden.

Men sådan er det i Melaka. Udviklingen sker i slingrekurs, ikke altid lige heldigt, men efter bedste overbevisning.
Hvor blev for eksempel den gamle viktorianske markedsbygning, der også lå ud til floden, af? Ganske vist var den kunstfærdige jernkonstruktion faldefærdig, men med en renovering havde den passet smukt ind i flodmiljøet i dag. I stedet er der en bar grund. En spekulant købte markedsbygningen og rev den ned i den tro, at grunden ville være mange penge værd. Den ligger stadig øde hen.
Næsten lige så stille er der omkring World Heritage. Med stor skrift bekendtgøres på en husgavl, at byen sammen med Georgetown på Penang af UNESCO blev udnævnt til World Heritage – Verdens Arv – i 2008.

Og det er så det. For hvor man Georgetown har restaureringsprojekter og turistkort med informationer og indtegnede gåture rundt blandt de historiske huse, bygninger, templer, moskeer og kirker, for ikke at tale om guidede Heritage-ture, ja, da melder turistkontoret i Melaka pas.

Der er ikke noget målrettet Heritage-kort, men man peger beredvilligt på det generelle turistkort hvilken del af byen, det drejer sig om.
Men denne laissez-faire holdning er samtidig befriende. For hvor Georgetown er på vej til at blive lige poleret nok, er Chinatown i Melaka let snusket og utrolig levende. Der er souvenirforretninger, småhoteller og restauranter, men der er så sandelig også almindelige mennesker og deres almindelige hverdagliv. Det er dem, der fylder.

Melaka er en af Malaysias ældste byer. En fiskerby, der med den stigende handel blev et vigtigt knudepunkt på handelsvejen mellem Kina og Indien og blev et af de vigtigste sultanater i Sydøstasien.
I begyndelsen af 1500-tallet var Melaka en stor kosmopolitisk havneby og centrum for silke og porcelainshandelen fra Kina, tekstiler fra Indien, muskat og nelliker fra Molukkerne, guld og peber fra Sumatra, kamfer fra Borneo, sandalwood fra Timor og tin fra det vestlige Malaysia.

Da europæerne begyndte at blande sig i handelen på de breddegrader, blev de draget mod Melaka. Portugiserne invaderede byen i 1511 og indledte en kolonitidsperiode på næsten 500 år. Portugiserne fik 130 år i byen, inden hollænderne fejede dem af banen i 1641 og udviklede byen fra fort til militærbase, hvor de fra den unikke strategiske placering kunne kontrollere færdslen i det vigtige Melaka Stræde. I byen byggede de blandt andet de lyserøde bygninger – rådhuset, som også husede det hollandske East India Compagny, og Christ Church, for foden af bakken med portugisernes kapel for jomfru Maria, som hollænderne døbte om til St. Pauls kirke, men som i dag ligger hen som ruin.

Efter 183 år i byen måtte hollænderne fortrække for en stærkere handelsmagt, briterne, som havde Malaysia som koloni frem til landets selvstændighed i 1957.
I samme periode ebbede handelen ud i Melaka. Den flyttede til briternes andre handelskolonier: Georgetown på Penang i nord og især til Singapore i syd. Byen mistede sin indflydelse og sygnede lidt hen.

Det er den blandede indflydelse fra de mange forskellige lande og kulturer, der kan læses i byen, i gaderne, i bygningerne. Kinesere, arabere, thaier, indere, portugisere, hollændere og briter har alle sat sig spor.
Blandt andet i den kinesiske bydel – hvor man i øvrigt kan se hvilke forretninger, der er gamle i gårde. Forretninger med store kinesiske navneskilte er fra før 1970. Efter denne dato blev det nemlig forbudt. Nu skulle det største skilt være på malaysisk, og kinesisk blev forvist til en undertekst.

Men ellers er der harmoni i bydelen, også i Harmoni Street, hvor kirker, moskeer, hindutempel og kinesiske tao-templer ligger fredeligt side om side.
Her myldrer det med små forretninger, små værksteder, caféer, restauranter, guesthouses. Det er en opdagelsesrejse, som kun forstyrres af en uendelig mængde af biler. Bilerne er man dog fri for i weekenden, hvor der er nattemarked med boder ude på gaden i Jonkers Street. Navnet betyder på hollandsk »knap så fine herrer« i modsætning til parallelgaden Heeren Street.

På den anden side af floden venter den »lyserøde« kolonitid. De oprindelig hvide bygninger fik den lyserøde farve af praktiske årsager, for murene blev så hurtigt snavsede og grimme af sprøjtende rød mudder fra vognene – eller måske af den betelspyttende indiske importerede arbejdskraft, som en anden forklaring lyder.
I hvert fald er farven speciel og smuk, især i buerne over fortovsarkaderne og langs Jalan Merdeka gaden, hvor der også ligger en række nyonya restauranter.

Nyonya mad er et must i Melaka. »Masakan Peranaka« kalder de lokale den unikke blanding af det malaysiske og kinesiske køkken, som opstod, da de indvandrende kinesiske fiskere giftede sig med malaysiske kvinder, og to madkulturer også skulle forenes. Det blev til Nyonya, som efterkommerne af de alliancer kaldtes, eller peranaka.

Nyonya cuisine, som det er blevet i dag, blander friske krydderier, chili og frisk kokosmælk med rejepasta, og tilsætter tamarind eller lime for friskhed i de kinesiske sød-sure saucer. Resultatet af blandingen er virkelig værd at sætte tænder i.
Lidt længere ude ad gaden forsvinder kolonitiden og de indiske handlende er rykket ind i forretningerne med tekstiler, krydderier og hvad dertil hører.

En smag af fortiden kan man også få for enden af floden, ved slusen, hvor en rekonstruktion af det gamle portugisiske handelsskib »Flor de la Mar« ligger for anker. Det oprindelige skib sank tungt lastet med værdifulde varer ud for Melakas kyst. Kopien huser et lille søfartsmuseum.
Fortsætter man herfra til højre, vandrer man lige ud i nutiden. Ud i højhuse, hoteller og Menara Taming Sari – et højt tårn med en cirkelrund roterende udsigtsplatform, hvorfra man på rigtig Melaka manér kan se – og tage – det hele sådan lidt fra oven.

En dør til hver kone
Den kinesiske rigmand fulgte alle traditioner, da han byggede den store villa ud til Melaka floden. Intet blev sparet, og stemningen fra dengang er bevaret.

Det var gummi, der for alvor havde gjort ham rig.
Leong Long Man, der var født i Canton i Kina, var i forvejen velhavende. Men i begyndelsen af det 20. århundrede havde han fulgt den britiske kolonimagts opfordring om at plante gummitræer, og da træerne begyndte at give gummi, gik det pludselig stærkt.
Den 150 hektarer store gummiplantage gav et forrygende afkast, og det omsatte Leong i et særdeles stateligt hus. Hvidt og i to etager på bredden af Melaka-floden med udsigt til det område, som byens malaysiske indbyggere på samme tidspunkt havde fået stillet til rådighed til deres små huse.

Det tog to år at opføre huset, som var moderne, men også blev bygget efter kinesiske traditioner. For eksempel er der på facaden to indgangsdøre. Den bredeste i midten, som var førstehustruens dør, og en mindre til venstre, for hustru nummer to.
i 1927 flyttede Leong sine to hustruer og børn ind i huset, hvor der ikke var sparet på noget som helst. Her var smukke kakkelgulve og store vinduer med bekostelige indramninger.

Men Leong blev ikke lykkelig. Bare to år efter fik han konstateret tuberkulose, og af skræk for at kunne smitte nogen i familien trak han sig tilbage og ville ikke åbne munden. Han døde bare 59 år gammel i 1931.
Longs ældste søn, Alex, overtog familievirksomheden, men han formøblede hele sin arv, og herskabsvillaen blev købt af Lim Heng Fang, en kinesisk forretningsmand, som omdannede det store hus til et hotel og kaldte det Majestic Hotel.

Det blev hurtigt de britiske plantageejeres mødested, når de skulle til byen og sælge og udskibe gummi. Og da kolonitiden endte, dannede hotellet op gennem 1950erne og 1960erne stadig ramme om celebre begivenheder og fester med filmstjerner og vip’er på gæstelisten.

Langsomt begyndte det før så herskabelige hotel imidlertid en deroute, og da det lukkede i 2000, var det forvandlet til et budgethotel.
Huset stod tomt i nogle år, men i 2006 købte kæden YTL Hotels bygningen, og samtidig med, at Melaka floden blev shinet op, blev Majestic Hotel det også. Værelsestilbygningen blev revet ned, og i stedet blev opført et højhus med et halvt hundrede spritnye værelser – indrettet i kolonitidsstil, så det matcher den gamle hovedbygning, og den gamle bygning blev restaureret og renoveret efter alle kunstens regler under behøring hensyn til det oprindelige og tidens stil.

Nu er der både reception og en smuk gammel bar i lobbyen, hvor man også serverer Five o’clock Tea.
En gammel smal trætrappe fører ovenpå, hvor der er restaurant indrettet som dengang, i alle detaljer, helt ned til pianisten, som sørger for behagelig baggrundsmusik ved flyglet. Der serveres i øvrigt Nyonya Cousine på menukortet.

Mellem hovedbygningen og den nye værelsesblok, som ikke bemærkes, da den går i ét med de øvrige høje huse bag den gamle bygning, er der blevet plads til en lille swimmingpool, og i de nederste etager i værelsesblokken ligger en stor spa-afdeling.
Majestic Hotel er rykket ind i det 21. århundrede, men det kan man umiddelbart ikke se.
Det gamle hus ligner sig selv. Andenkonens dør findes stadig. Med den nye rumfordeling inden døre bruges den ikke mere, men man kunne ikke drømme om at mure den til eller fjerne den.
ytlhotels.com

Læs også: Ø-hop langs den malaysiske vestkyst