Mærk historiens vingesus i Vietnam

Den lidt oversete centrale del af Vietnam er på vej til at springe ud som selvstændigt rejsemål. Mellem byggekraner har Rejseliv.dk besøgt landets historiske vugge.

Rejseliv imported photo
Cykelture mellem rismarker og i bjerge og med besøg hos fiskere og i landsbyer er blandt de mange seværdigheder, som Vietnam har at byde på. Fold sammen
Læs mere
Foto: Judith Betak

Havet er bagved. Man kan høre det. Men fra vejen er der kun udsigt til byggekraner, stilladser og nybygninger i forskellige stadier. Nu kan jeg med overbevisning sige: »Skynd jer, inden det er for sent – for lige om lidt boomer Vietnam med turister.«

Den besked fik jeg fra rejsebureauerne allerede sidst i 1990’erne, da jeg var i landet og kørte nordpå ad en dengang mere end miserabel Highway nr. 1.

Læs også: 3 oplevelser i Hanoi

Det centrale Vietnam er arealmæssigt den mindste del af landet. Her på midten »strammer« landet så meget til, at det, hvor det er smallest, kun er 35 km bredt. Men i historien breder området sig til gengæld.

Det var her, lidt længere mod nord, at landet blev delt i nord og syd under den brutale krig, som indbyggerne synes at have arkiveret under »fortid«. Men som stadig her og der stikker sit grumme ansigt frem. Og det var her, længe inden krigen, at landets ubetingede magtcentrum befandt sig med mægtige templer og kongeby.

Et væld af seværdigheder
Men alligevel har det centrale Vietnam været lidt overset. I den store »Vietnam Insight Guide« fylder beskivelsen af det nordlige Vietnam 94 sider, og det sydlige 73 sider, mens ordene om det centrale Vietnam kan være på 30 sider – og det endda, selv om området har ikke færre end fire verdensarv-steder at prale af.

Her er rigelig med seværdigheder til mere end en rundrejse, der lige kommer forbi en dags tid, mener investorerne bag de mange nye hotelprojekter og de små turistvirksomheder, der allerede er klar med aktiviteter og udflugter for turisterne. Med dykning, sejladser på havet og på floder. Med cykelture mellem rismarker og i bjerge og med besøg hos fiskere og i landsbyer – for bare at nævne nogle af de mange tilbud.

Det er især på de små 20 km kyst mellem Da Nang og Hoi An, at byggekranerne nu flokkes. Turismen i Hoi An var allerede for ti år siden godt i gang, men i dag kan jeg næppe kende byen.

Turismen tager fat
Vi kommer dertil om aftenen for at spise på byens nok bedste restaurant, »Brother’s Café« – der er i øvrigt også en i Hanoi – der har til huse i en stil- og stemningsfuld fransk kolonitidsbygning med have og udendørs servering lige ud til Hoai floden.
Da er byen mørk, stilfærdig – og som jeg husker den – og maden er uovertruffen, klassisk vietnamesisk køkken i den helt rigtige atmosfære.

Men da jeg dagen efter vender tilbage, er det til et anderledes mylder af dagsturister i den gamle bydels gader, og jeg opdager, at der nu er indrettet forretninger, caféer, restauranter, for ikke at glemme de utallige skræddere, i stueetagen i stort set alle huse.

Her er virkelig sket noget. Turismen slået an, og byen har også bredt sig ud langs floden, ud mod stranden og havet, kan jeg se.
Hoi An var for en snes år siden en stilfærdig fiskerby, hovedsalig beboet af pensionister med ønske om en fredelig tilværelse. Tilbage i historien var Hoi An en velhavende og vigtig havneby, blandt andet et knudepunkt for silkevejs-handelsruterne og udvekslingspunkt mellem Vesten og Østen.

Men i slutningen af 1800-tallet var der konflikter mellem de herskende fyrste- eller kongehuse, og det gik ud over byen, ligesom floden mudrede til, så skibene ikke kunne sejle de fem km fra havet op ad floden.
Resultatet blev, at der blev bygget en ny havn for enden af Han-floden, og Da Nang en snes kilometer mod nord blev det nye handelscentrum, mens Hoi An faldt hen i tornerosesøvn.

Da Nang udnævnt som verdensarv
Men for omkring 30 år siden, da verdensordenen så alverdens kultur i fare for at forsvinde, faldt øjnene også på den smukke, lille by med de mange gamle traditionelle handels- og kolonitidshuse. UNESCO tog derfor initiativ til en restaureringsplan for byens gamle kvarterer, som i dag er udnævnt som verdensarv.

Smuk er byen nu stadig, også selv om det myldrer i de smalle gader og over den gamle japanske træbro, som angivelig er bygget i 1500-tallet, mellem templer, pagoder, handelshuse og i det store marked, hvor man handler med fisk og frugt, som man altid har gjort det.

Det kan ganske vist nærme sig noget, der ligner en turistfælde, lige til man kikker forbi de mange farvestrålende forretninger og ser de smukke huse bag, de gamle koner med rynkede ansigter under de kegleformede stråhatte, som griner og prøver at lokke dig til at købe en lerfløjte – dem sælger de alle sammen. Indtil man mærker duften og stemningen.

Er du så heldig at bo i Hoi An, så gå en tur tidligt om morgen eller om aftenen, når de fleste dagsturister har forladt byen. Da præsenterer Hoi An sig på en anden måde.

En aften hver måned, ved fuldmåne, er der dog larm i gaden også efter mørkets frembrud. Da er der fuldmånefest med musik og alskens tam tam.

Fredede bjerge
Et anden verdensarvs-sted ligger mellem Hoi An og Da Nang. Det er Marmorbjergene, eller De Fem Elementers Bjerge, hvor hver af de fem bjerge er opkaldt efter jorden, metallet, træet, vandet og ilden.

Bjergene er fredede, og det er forbudt at bryde marmor i bjergene, som engang var små øer ud for kysten. Det største bjerg, Thuy Son, Vandets Bjerg, som ligger nærmest havet, er det mest besøgte. Her er flere naturlige huler, som i århundreder har været brugt som først hindu- senere budhist-helligdomme.

På toppen findes den 30 m høje grotte Huyen Khong, som siges at have været skjulested under krigen for en gruppe modstandsfolk, alle kvinder, som blandt andet herfra skød amerikanske fly ned med raketter.

Fra toppen er en forrygende udsigt over Bai Bien Non Nuoc-stranden, som mange udlændinge kalder China Beach - den strand de amerikanske soldater slappede af på under krigen. Men den rigtige China Beach er nu My Khe-stranden længere mod nord og nærmere ved Da Nang.

En lidt længere køretur er der til tredje verdensarv-sted, som ligger 70 km sydvest for Da Nang. My Son-dalen, som var åndeligt centrum for den historiske Cham-civilation, ganske som Angor Wat var det i Cambodia, Pagan i Burma og Borobudur var det i Indonesien.

Siden det fjerde århundrede har der været templer i området. Flere er udgravet og står som mere eller mindre ruiner, men der er stadig uopgravede templer. Det er de ældste bygninger og det største kompleks, der eksisterer fra Cham-riget, og at så meget har overlevet til i dag, er et under. Det viser de kratere efter krigens bomber, der er mellem tempelruinerne, med al tydelighed.

Kongebyen i Hue
Fjerde og sidste verdensarv-sted ligger mod nord, cirka 110 km nord for Da Nang: Kongebyen i Hue, hvorfra 13 magtfulde konger af Nguyen-dynastiet regerede landet.

Byen er opført som en fæstning med bymure og voldgrave og kaldes også Citadellet. Byen breder sig over mere end 600 ha og omfatter en ydre kongeby, hvor bønder og håndværkere boede, og mandarinerne havde deres paladser, og den indre kongeby bag den inderste mur, hvor kongen, kongefamilien og de hundredevis af konkubiner boede.

Den del kaldes også »Den forbudte by«, for den er opført efter samme principper som den kinesiske kejsers by i Beijing. Byggeriet blev sat i gang, da Gia Long, den første nguyen-konge, havde erobret magten i 1802. De sidste dele blev bygget i begyndelsen af 1900-tallet.

Men forfald, vind, vejr og krige har, siden den sidste konge abdicerede i 1945, tæret på kongebyen. Nogle bygninger har overlevet og er nu restaureret, andre er ved at blive genetableret.

Duften af Vietnam
Et must under besøget i Hue er en sejltur på Song Huong-floden, der snor sig gennem byen, ud til Thien Mu-pagoden. Parfumefloden kaldes den i de fleste guidebøger og på de lokale kort. Men det er helt forkert, fastslår guide-forfatter Niels Fink Ebbesen i »Turen går til Vietnam«. Den hedder »Duftenes Flod«.

Uanset hvad, så er det duften af Vietnam, vi har i næsen. En krydret duft af tørret græs, blomster og dovent flodvand. Af varme vandbøfler, der trækker træplove i oversvømmede rismarker, af krydret mad og af udstødningen fra hundredevis af små motorcykler.
En duft tilsat solskin og brede smil under keglehatte – En cocktail man meget hurtig bliver afhængig af.

Rejseliv var inviteret til Vietnam af Singapore Airlines  og DaGama Travel.