Madeira for flere temperamenter

Hvor tager man hen på ferie, hvor man kan få oplevelser, som både en årgang 1949 og to født i 1970erne synes er spændende? Et muligt svar er Madeira.

Den portugisiske vulkanø 500 km beliggende vest for Marokko er især kendt for sine blomster, for sine vandreruter langs vandingskanalerne, og for sit fyrværkeri nytårsaften. Fold sammen
Læs mere
Foto: Iris
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg har ikke været på ferie med min mor siden 1991. Mine forældre havde lejet en autocamper, og vi rullede i løbet af tre uger tværs over Canada; det meste af tiden lå jeg som trodsig teenager i køjen over førerhuset og hørte walkman.

Min søster har været på storbyferie i bl.a. Paris og Prag med min mor, men det ligger mere end ti år tilbage.

Derfor var det med en vis portion spænding, vi i efteråret besluttede at tage på ferie sammen, mor og to døtre. Vi gjorde det, fordi min far sidste år i januar døde af kræft, og vi trængte, mest min mor, men også min søster og jeg, til at være sammen om noget, der ikke handlede om sorg og mørke minder om sygdom.

Men kunne vi trods de gode intentioner finde ud af at holde ferie sammen? Når det, vi gerne vil på - og have ud af - en ferie, er vidt forskelligt? Min søster er til sol, gourmetmad og storby. Jeg er til aktiv ferie, helst så ekstremt som muligt. Min mor vil gerne på dagsudflugter, spadsere lidt i grønne omgivelser, og slappe af på terrassen med en kryds-og-tværs.

Vi talte længe om destinationen, og pilen endte på Madeira.

På ferie med familien

Den portugisiske vulkanø 500 km vest for Marokko er især kendt for sine blomster, for sine vandreruter langs vandingskanalerne, og for sit fyrværkeri nytårsaften. Og ikke mindst for at være et pensionist-paradis.

Det sidste var ikke umiddelbart det, min søster og jeg, to gange årgang 1970erne, drømte om. Men det var okay i og med Madeira også er stærk på god Madeira-vin og ditto fiskeretter, hovedstaden Funchal hyggelig, og mulighederne for at være aktiv i bjergene mange.

Det blev en ferie med flere kompromisser, som det må blive, når man vil meget forskellige ting.

Men fordi Madeira ikke kun er til pensionister, men har noget til stort set alle interesser, fik vi hver især af en bid af det, vi gerne ville, og så var det okay også at bruge tid på de andres feriefavoritter.

Min søster var okay med en forholdsvis hård vandretur i halvdårligt vejr, jeg var okay med en guidet dagsudflugt, og min mor var okay med at bruge penge på gourmetmad.

Her er seks oplevelser på Madeira for flere temperamenter:

1. Gourmetmad

(Søsters favorit)

Det milde klima og den frugtbare jord på Madeira betyder gode frugter og grøntsager. Bananer. Passionsfrugter i alskens varianter. Søde kartofler. Figner. Mango. Og et hav af frugter, man aldrig har hørt om før, for eksempel den bizart udseende, men virkelig velsmagende, fusion af ananas og banan.

På restauranter kan man med fordel bestille friskfanget fisk og skaldyr, og så er de traditionelle hvidløgsbrød, Bolo do Caco, der laves på søde kartofler, bages på stenovn og som ofte serveres som appetizers før maden, delikate.

Vil man have mad af højere kvalitet, er det ofte på quintas (tidligere herregårdshuse, nu unikke hoteller), det foregår. For eksempel på Quinta de Furao, som ligger på et klippefremspring på nordøst-kysten, midt i en vingård og med en enestående udsigt over den forrevne kyst.

Restauranten er indrettet i en gammeldags stil, med fritlagte bjælker, stengulv, en stor pejs midt i rummet og en stor terrasse i første parket til udsigten. Maden er lavet af lokale og friske råvarer (grøntsagerne er fra egen have), og udvalget af især fiskeretter er stort – uden at der af den grund er gået på kompromis med kvaliteten.

Min gourmet-interesserede søster er i himmerige, bruger lang tid på at studere menukortet og diskuterer ivrigt valget mellem suppe og muslinger med tjeneren.

Jeg kan også godt lide mad af ordentlig kvalitet, og er ganske tilfreds med min tropiske salat med rejer, som serveres i en kurv af perfekt bagt filodej. Min mor får den samme salat og er også begejstret for den.

Hun springer dog desserten over, restauranten er ikke en billig fornøjelse og mens hun er med på at spise »fint«, som hun udtrykker det, er det ikke noget, hun prioriterer voldsomt højt, så kompromisset bliver, at hun ikke bruger penge på hverken butterdejskagerne med kaffecreme eller den chokoladetærte, som min søster taler om længe efter, vi har forladt restauranten.

Info: quintadofurao.com

2. Storby

Madeiras hovedstad Funchal ligger på sydkysten af øen, den breder sig fra et forholdsvis fladt stykke i bunden af en dal op ad skråningerne som i et amfiteater.

Den er med sine primært hvide huse og røde tage et flot syn, uanset om man står på havnepromenaden og ser opad, eller om man kigger ned mod centrum fra motorvejen oppe på bjergskråningen.

Byen har cirka 100.000 indbyggere, og centrum – hvor de fleste seværdigheder ligger – er så lille, at det opleves bedst til fods. Både det overdækkede madmarked, den store katedral, den gamle bydel med over 500 år gamle bygninger og hyggelige restauranter, og de mange snørklede gader med små butikker, isbarer og caféer.

Det er også et must at slentre en tur langs vandet, hvor en bred havnepromenade flankeret af træer og de allestedsnærværende blomster strækker sig et par kilometer fra marinaen i vest til den gamle bydel i øst.

På den anden side af gaden, der følger promenaden, Avenida do Mar, ligger en lang række restauranter, så orker man ikke at gå, er det oplagt at snuppe en kop espresso eller et glas af den lokale drik poncha – en kombi af hvid rom, honning og citron.

Det er også i Funchal, man finder Old Blandy, den største producent af Madeira-vin og et rigtigt godt sted at blive klogere på de specielle dråber. Indrømmet, en rundvisning er lidt turistet – men man får en god introduktion til vinen og dens historie.

Foto: Iris.

Vi gør det hele, og da vi er enige om, at nu har vi fået by nok for nu, snupper vi tovbanen op til Monte, en af Funchals forstæder oppe ad bjergskråningen over byen.

Her ligger Monte Palæet omgivet af en stor botanisk have med smukke blomster, planter og træer, som vi bruger et par fascinerende timer på at spadsere rundt i, mens min mor deler ud af sin viden om navne på eksotiske blomster.

Bagefter tager vi en tur med lidt mere fart over feltet i de legendariske kurveslæder – en to kilometer lang glidetur ned ad stejle smalle gader, og en tradition, der går over 100 år tilbage, men videreføres i samme stil, komplet med slædeførere i hvidt tøj og stråhatte.

Vi parkerer forfængeligheden (ja, man ser dum ud i en sådan kurveslæde med to mænd i hvidt løbende foran eller bagved), min mor sluger sin betænkelighed for ting, der går lidt for hurtigt, og så suser vi af sted. Og griner højt det meste af vejen - det ér sjovt.

3. Mild natur

Madeira lægger ø til cirka 2.000 km levadas. Vandingskanaler, som portugiserne tilbage i det 16. århundrede fik den idé at anlægge, sådan at al det vand, der falder på den nordlige del af øen, kan føres ned til den sydlige del, hvor det regner mindre, men hvor der er brug for vandet til at dyrke bl.a. sukkerrør.

Langs vandingskanalerne er der stier, som oprindeligt blev anlagt, for at det var muligt at komme til kanalen og vedligeholde den – men som de sidste godt 40 år også er blevet brugt af turister som vandrestier.

I vidt omfang.

Og det er ikke uden grund, at levadaerne er populære: dels går man i natur, man ikke kunne være kommet til, hvis ikke levadaen var anlagt lige der, dels kan alle være med – levadaerne og dermed stien ved siden af dem er anlagt næsten horisontalt (så det faldende vand ikke skaber erosion), så man skal ikke ud på en vandring med mange stigninger.

Foto: Gitte Holtze.

Der findes dog forskellige sværhedsgrader, nogle levadaer går gennem lavloftede tunneler eller langs stejle bjergsider med bratte fald.

Vi tager en tur i kategorien let, Levada do Norte, som snor sig langs højdedragene godt 500 meter over Atlanterhavets overflade – og med udsigt til selvsamme hav det meste af tiden.

På turen passerer vi små landsbyhuse, kartoffelmarker, æbletræer og bananpalmer, samt, i den ikke-bebyggede del af ruten, bl.a. eukalyptustræer.

Turen er speciel, fordi det nærmest er meditativt at gå her sammen. Med den milde forårssol i ansigtet, med duften af muld fra markerne i næseborene, med lyden af brægende geder i ørerne, med udsigt til havet langt dernede.

Og i selskab med nogen, man kender så godt, at vi kan være - afslappet - tavse sammen.

Man kan gå langs en levada selv, eller man kan booke en guidet tur – sidstnævnte inkluderer viden om den botanik, man passerer, samt ofte transfer til og fra start- og slutpunktet på turen. Hvilket kan være en fordel, da mange levadaer starter og slutter på steder, man ikke umiddelbart kan komme til med offentlig transport.

Info: naturemeetings.com

4. Aktiv ferie

(Min favorit)

Madeira har ikke bare levadaer: øen har med sin bjergrige geografi også adskillige »normale« vandreruter med alt fra grønne dale til golde vulkantinder og med både stigninger og fald i landskabet undervejs.

Fra flyet ser vi vandrere på den alleryderste østlige spids af Madeira. Hvor skrænterne ned mod havet er stejle, og hvor den evige vind fra nord gør, at her er goldt og uden træer.

Den tur – Verada da Ponta de São Lourenco, som den er døbt – vil jeg gerne vandre. Den er ikke voldsomt lang – fire kilometer fra P-pladsen til det lille stenhus omgivet af palmer næsten på spidsen af halvøen – men nogle steder er stien smal, skrænten stejl, vinden nådesløs, og der er nogle hundrede meter ned til det brusende hav.

Både min søster og mor er dog med på den, da jeg foreslår, at vi tager turen.

Foto: Gitte Holtze.

Vi går langsomt, op ad de forholdsvis stejle stier, nogle steder så stejle, at der er anlagt trappetrin, og ned ad dem. Holder de nødvendige pauser og tager billeder af det rå landskab, især lige der, hvor tangen er så smal, at man både kan se havet nord og syd for vulkanøen.

Vi stopper ikke ved besøgscentret – stenhuset omgivet af palmer – men fortsætter ad turens suverænt mest stejle sti mod toppen knapt 150 højdemeter længere oppe. Vel oppe har man en fabelagtig udsigt over havet, lufthavnen og de farverige vulkanklipper.

Min søster er typen med flere høje hæle end vandrestøvler i sin garderobe, og selv om hun for så vidt gerne vil ud i naturen, skal det ikke være for hårdt og solen skal skinne.

På denne tur har hun dog løbesko og en varm jakke på, og hun brokker sig ikke over den kolde vind eller de stejle stigninger. Min mor er meget begejstret for udsigten, og selv om det fysisk er en hård tur for hende, erklærer hun efterfølgende, at hun er meget glad for, at hun tog med.

Se mere om ruten og forslag til andre vandreture på walkmeguide.com

5. Sightseeing på egne hjul

Selv om Madeira er kuperet, så man skal være fortrolig med at køre i de lave gear, er det nemt at leje en bil og selv køre på opdagelse på øen. De fleste steder er vejene nok smalle og bakkede, men de er i god stand, og bliver det for meget bjergkørsel, kan man altid finde vej til motorvejen, der skærer sig gennem det meste af øen og er bred og fin at køre på.

Madeira er godt og vel halvanden gange Bornholms størrelse, så medmindre man har planer om at bruge mange timer væk fra bilen på eksempelvis vandreture, kan man på et par dage eller tre nå at lave trillende sightseeing til det meste af øen.

Bor man på sydkysten (som de fleste gør, da solen viser sig langt oftere på denne side af øen), er det oplagt at bruge dagene på at se nordkysten, som er langt stejlere, vildere og mere frodig end den sydlige.

Heroppe er landsbyerne små, og ligger nærmest som klynger de sig til foden af klippesiden langs kysten.

Foto: Gitte Holtze.

Vi stopper efter fælles aftale i Sao Vicente og slentrer en tur i de små gader med udsigt til stejle bjergsider på begge sider af den smalle slugt, byen ligger i. Herefter triller vi videre og stopper de steder undervejs, hvor den ene eller anden af os gerne vil stoppe og tage billeder.

Omkring frokosttid rammer vi Porto Moniz, en landsby i det nordvestlige Madeira, som ligger helt ud til det brusende hav, og går en tur forbi byens badeområde anlagt i og omkring de naturlige klipper, og besøger det meget lille, men fine akvarium, der er indrettet i et gammelt fort.

Man skal op over bjergene for at komme fra syd til nord og retur – vi er enige om så vidt muligt at undgå tunnellerne. De er ganske vist hurtigere, men udsigten til vulkanske tinder og dybe slugter fra de smalle bjergveje er smukkere.

Billeje fra 160 kr. per dag.

6. Sightseeing med guide

(Mors favorit)

Hvis man vil væk fra de effektive motorveje og mange tunneler, som Madeira er gennemskåret af, og ud i den bjergrige natur, er det oplagt at tage med på en jeeptur, så man kan komme frem, hvor en almindelig personbil må give op.

Der er forskellige ruter at vælge mellem; en af dem koncentrerer sig om den sydvestlige del af øen og indeholder blandt andet nærkontakt med Paul de Serra – det store nøgne og vindomsuste plateau (og en af de mest jævne flader på øen) godt 1.300 meter over havets overflade.

Der er asfalterede veje på plateauet, men i jeep kan man komme herop på offroad-måden – hen over kampesten og gennem mudder på smalle skovstier, langt fra alfarvej, til gengæld sandsynligvis tæt på græssende køer.

Foto: Iris.

På Paul de Serra findes der adskillige vandreture – jeepturen fortsætter dog (i godt vejr ad offroad nedad igen) til Madeiras vestligste punkt, Ponta do Pargo, hvorfra man har en fabelagtig udsigt til både nord- og sydkysten og bølgerne, der i begge retninger slår mod stejle bjergskråninger.

Herfra drøner jeepen i hårnålesving ad smalle veje helt ned til fiskerlandsbyen Paul do Mar i havhøjde, inden man følger de gamle veje (fra før motorvejens tid) gennem bl.a. den hyggelige badeby Ponta do Sol tilbage mod Funchal.

Min mor har et stort smil klistret på ansigtet det meste af dagen, hun kan godt lide udflugter af den slags, hvor man ikke selv skal finde vej eller tage stilling til, hvad man skal se eller opleve, men har en guide, der tager sig af alle praktiske detaljer.

Jeg er mere til selv at finde vej selv end at være en del af en »fåreflok«, som en samling turister på udflugt hurtigt kan minde om, men fordi vi bare er fem i jeepen og guiden ikke kører på automatpilot, men laver turen på vores præmisser, er det faktisk en rigtig fin tur.

Info: mountainexpedition.pt