»Det er ikke for at gå tilbage til stenalderen. Det er bare for at gøre det lidt mere enkelt.«

Det siger Hany Roshdy ikke. Men han kunne lige så godt have sagt det. For den egyptiske arkitekt, som kaster sig ud i mange projekter og har hang til fortiden, historien og håndværket, minder på mange måder om den danske bonderøv.

Da han først kommer i gang med at tale om sin fæstning og om de gamle byggemetoder, han insisterede på at benytte under opførelsen, glemmer han sit forbehold over for endnu et udenlandsk journalistbesøg. Han liver op, stråler som solen over havet bag ham og brænder lige så meget igennem.

Hany Roshdy blev uddannet arkitekt i Cairo for en snes år siden, men forlod med sit eksamensbevis straks den hæsblæsende millionby. Han slog sig i stedet ned i en lille hytte på stranden i Basata for at tænke lidt over fremtiden.

Basata ligger mellem Taba og Nuweiba på Sinaikysten ud til Rødehavet og er det første turistprojekt i Sinai etableret efter bæredygtige principper – i 1986, længe inden »eco« blev et buzzword.

Han havde ikke været der længe, før svaret gav sig selv. Den astma, som havde plaget ham i den forurenede storby Cairo, forsvandt, og han følte sig langt bedre tilpas, både fysisk og psykisk. Det var her, han skulle blive.

»Jeg måtte finde en måde at tjene penge på – herude midt i ingenting. For 35 egyptiske pund købte jeg materiale og lavede julekort og ottedoblede investeringen. Derefter fandt jeg på at fremstille T-shirts med forskellige tryk. King TuT T-shirts i god egyptisk bomuld. Det blev en glimrende forretning,« fortæller han.

Et par kilometer nord for Basata rager et klippefremspring op lige bag stranden. Lige sådan et sted, hvor historiens herskere ville have bygget en fæstning for at kunne overskue og herske over havet og den videre sejlads ind i Aqababugten.

Det havde Hany Roshdy tit fantaseret om, når han var på stranden.

Og derfra var der ikke langt til at gennemføre idéen om selv at bygge en fæstning der.

Det blev en fæstning bygget i de lokale kalksten. Bygningen falder ind i de grå-brune ørkenomgivelser og gror nærmest op af klippens top. Halv ruin halv fæstning gemt bag en utilnærmelig mur, der synes smuldret ned her og der. Fem et halvt år tog det at bygge Castle Zaman med brug af lokale materialer og med gamle bygningsmetoder uden metal og uden beton.

»Udover træ, som ikke findes lokalt, og møblerne, har jeg kun »importeret« seks lastbillæs til hele byggeriet,« fortæller han stolt.

Fra stranden og kystvejen går indkørslen stejlt op til en trappe op til borgporten, som åbner ind til en rustik og tilbagelænet restaurant, en bar og videre ud til et åbent pool-område med en forrygende udsigt over Rødehavet med Jordan og Saudiarabien på modsatte side. Der er sækkestole at slange sig i omkring poolen, som mere ligner et »vandhul«, plankeborde og bænke og arabisk-brasiliansk loungemusik hen over det hele.

»Ikke børneegnet«, fastslås i restaurantens brochurer.

Under restauranten er der et kældersystem, som vinden køler gennem nøje anlagte skakte. Her er en lille butik, som sælger lokalt håndværk og rustikke glas, muski-glas, som er fremstillet af genbrugsglas med bobler og i forskellige størrelser. Skattekælderen, kalder Hany Roshdy den.

I fæstningens anden ende har han sin egen bolig. Som fæstningen er tro mod fortiden er maden det også. Fremstillet efter gamle egyptiske opskrifter med kød, fisk og alt godt fra havet. Med friske grøntsager, krydderier, dadler og figner og tilberedt i lerpotter – tajine – ved lav temperatur. En fremgangsmetode, der garanterer et saftigt og velsmagende resultat.

Men det tager tid. Lang tid.

»Det er slowfood, før det blev opfundet, og da vi kun serverer retter fremstillet på denne måde, for det passer til fæstningen, er vi Mellemøstens formentlig eneste slowfood restaurant,« siger Hani Roshdy med et bredt grin.

Han fortæller videre, at det var hans mening, at maden skulle være på kongelig manér. Altså store portioner med et kilo kød eller fisk pr. person. Men det var for meget, så nu er der skåret ned på portionerne.

Vi har bestilt på forhånd og har valgt fisk og alt godt fra havet. Solide retter og meget, meget velsmagende. Men belært om castle-zaman-konceptet ærgrer vi os nu lidt.

Dels er både fisk og skaldyr importeret. Havet lige udenfor er marinepark og beskyttet område. Man må slet ikke fiske her. Og både fisk og skaldyr er hurtigt kogt, så den traditionelle fremgangsmetodes fordele kommer ikke helt til sin ret på samme måde som i de »langsommere« retter med kylling eller lam. Det tip er hermed givet videre.

Mens vi venter på maden, lader vi tiden gå i stå. Nyder varmen, udsigten og en coctail med friskpresset juice, og stiller hjernen på standby. Slowfood tager den tid, det nu tager. Men den er værd at vente på.

Duften er herlig, da låget tages af de varme skåle med skaldyr og fisk, der ligger på en blanding af snittede grøntsager, kerner og bønner. Og smagen uovertruffen. Men vi gisper over portionernes størrelse og tør slet ikke tænke på, hvor store de var, dengang de var kongelige.

Rejseinfo:

Transport: Castle Zaman ligger 40 km syd for Eilat i Israel, 18 km syd for Taba Heights og 180 km nord for Sharm el Sheikh.

Pris: Maden koster 40 euro, ca. 300 kr., et glas vin mellem 26 og 48 kr. og en flaske vin mellem 180 og 228 kr. En cocktail med friskpresset frugtjuice 35 eller 55 kr. afhængig af, om alkoholen er lokal eller importeret.

Entré: Det koster ca. 125 kr. at komme ind på Castle Zaman. Beløbet trækkes fra ens regning.

Info: castlezaman.com

Se også: Hold ferie i verdens mest langsomme byer