Lynch-stemning i L.A.

Besøg alle turistattraktionerne, Hollywood Boulevard med stjernerne i fortovet, Universal studios, Venice Beach. Men når det er overstået, så sæt GPS’en til »Mulholland Drive« og opdag noget anderledes.

Foto: Fra den ene yderlighed til den anden. Så smadret vejen kan se ud et sted, så fin kan den se ud et andet. Lige pludselig dukker fine huse, græsplæner og nydeligt asfalterede veje op - sammen med et skilt, hvor der står at vagtfirmaer dukker op med pis
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Endelig, endelig er vi her. Den lejede Ford Focus drejer op ad den slidte vej. Den syner ikke af meget, men spændingen er der og er intakt.

Se også: Her er stjernerne gået amok

Forbi krat, slidt asfalt og væltede vejskilte kører vi op ad bjerget.

Stedet er Mulholland Drive. En vej, der ligger i de legendariske Hollywood Hills, og som har fascineret mig, siden jeg så David Lynchs dragende, og for de fleste uforståelige, film af samme navn. Filmen begynder voldsomt, med en bilulykke på Mulholland Drive. En kvinde overlever, men mister hukommelsen. Hun møder den optimistiske Betty. De begynder sammen at søge efter kvindens identitet og  bevæger sig længere og længere ind i et univers, ingen af dem synes at forstå.

David Lynchs film fra 2001 har et så syret handlingsforløb, at det er svært at følge med, om end ikke fuldstændig umuligt. Men filmen kan noget, som er helt exceptionelt. Den kan holde spændingen. Når jeg ser filmen, hvilket jeg har gjort flere gange, og nok skal igen, sidder jeg ude på stolen, spændt. Mine hår rejser sig og bliver stående, fordi Lynch ikke udløser spændingen; han bliver bare ved med at bygge op, og han fastholder vores opmærksomhed. Når det lykkes, gør det ikke så meget, at man ikke lige forstår alting.
Jeg havde den samme følelse i kroppen den dag, da vi drejede ind på den lille og noget slidte vej. Det var ikke forbundet med uhygge, men spændingen var nøjagtig lige så gennemtrængende.

Vejen snor sig frem og tilbage, over bakkekammen, på langs med Los Angeles’ spektakulære skyline. Samtidig med at jeg kigger ud over en af USAs største byer, ligner det smalle stykke asfalt, jeg kører på, en stille vej i et øde område. Langt fra al civilisation. Andre steder ligner det en stille villavej, for til sidst at ende i et mondænt kvarter. Et kvarter med berøringsangst overfor dem, som ikke hører hjemme i de kendte bakker. Skiltene med »Armed response, Bel Air Patrol«, der står plantet som blomster ude i forhaverne, minder dig om, at det lille græsstykke foran de fine huse  ikke er til for dig.

På den måde er Mulholland Drive fyldt med modsætninger. Mytisk og mystisk – men samtidig »hjemme« for mange kendte mennesker. Udover den smukke udsigt og naturen, er der ikke meget, der afslører, at her ikke er som alle steder. Ja, det skulle måske lige være Hollywood-skiltet, som der er udsigt til mange steder fra vejen.

Man kan argumentere for, at det bare er en vej, og at jeg og min rejsekammerat spildte to timer på at køre frem og tilbage oppe i bakkerne for at prøve at opnå en følelse, eller bare en lille fornemmelse af, hvad det her er for et sted.
Men ligesom filmen formår at portrættere den ensomhed, der omspænder dens figurer, hvilket giver hele den et særpræg, der er svært at beskrive, formår vejen at gøre lidt af det samme. Vi så næsten ingen gå tur eller bare opholde sig i byområderne oppe i bakkerne. Der var nogle turister, der ville se Hollywood-skiltet, men det var også det. Det medvirkede til en følelse af romantik og stilhed, som gav mulighed for at se L.A. på en anden måde.

Jeg vil stærkt opfordre til at se filmen, to gange. Og så er det af sted til L.A. Besøg alle turistattraktionerne, Hollywood Boulevard med alle stjernerne i fortovet, Universal studios, Venice Beach og hvad der ellers er, fordi det ér imponerende. Men når det er overstået, så sæt GPS’en til »Mulholland Drive« og opdag noget anderledes, se naturen, oplev udsigten, mærk stemningen.

Filmen
Mulholland Drive
Instruktøren David Lynchs film er ikke lige sådan at blive klog på.

Hvilket frastøder nogle, og i den grad tiltrækker andre. Blandt de mest kendte Lynch-værker er filmene »Eraserhead« (1976). »Elefantmanden« (1980), »Blue Velvet« (1986) og »Wild at Heart« (1990). Det brede gennembrud fik han med den banebrydende tv-serie »Twin Peaks« (1990-1991). »Mulholland Drive« (2001) begyndte da også som pilotafsnit på en ny serie, der skulle afløse den indbringende »Twin Peaks« hos tv-selskabet ABC. Selskabet brød sig dog ikke om det første afsnit og droppede serien. Det lykkedes Lynch at få finansieret en filmudgave af »Mulholland Drive«, som siden har medført mange diskussioner blandt Lynch-fans. For hvad handler den mystiske film om den fallerede skuespillerinde med hukommelsestab om –  altså udover drømme, vold, penge og sex?
Den engelske avis The Guardian satte seks filmanmeldere og -kendere til at diskutere filmen for at se, om de kunne kaste lys over sagen. Læs deres analyser her

Bogen
Sorte Dahlia
Området omkring Mulholland Drive og Hollywood-skiltet spiller også en væsentlig rolle i James Ellroys nervepirrende roman »Sorte Dahlia« om et bestialsk sexmord på en håbefuld skuespillerinde/prostitueret, der fandt sted i 1947 i virkelighedens Los Angeles.

David Lynch var meget fascineret af mordsagen og overvejede på et tidspunkt at lave en film over den. Og der er da også mange lighedspunkter mellem romanen og filmen, så kan du lide filmen, bør du læse bogen – og omvendt. »Sorte Dahlia« blev filmatiseret af Brian de Palma i 2006.

Se også: Hollywood nu også i voks