Lykken på Kalymnos

Kalymnos er ikke en hvilken som helst græsk ø. Her er noget for alle. For selv om øen primært er destination for de gængse sol- og strandturister, er det også en yndet aktiv ferie-destination. Og leder du efter øde, uopdagede strande, er det også på Kalymnos, du stadig kan finde dem.

På Kalymnos finder du stadig øde strande, men også bjerge, du kan vandre i og klipper, du kan klatre på. Fold sammen
Læs mere
Foto: Elsebeth Mourtizen

Den anden advarsel kommer i svinget, inden bilen drejer rundt om en klippe. På skiltet ved autoværnet står der: at ’nu kommer du til det smukkeste sted på Kalymnos’.

Den lokalkendte guide har givet den første hentydning, mens vi kørte ad den snoede vej fra Akti på østsiden, som er en af den slags små øde strande, man altid drømmer om at finde, hvor der ikke er proppet med solsenge og parasoller eller hvor luften er tyk af høj ambient-musik fra isbaren. Her var bare et par hippie-agtige scooter-turister i fri dans til playlisten på mobilen og så ellers bølgeskvulp som behagelig lydkulisse.

Efter svinget med skiltet drejer han ind til siden, og da jeg står ved autoværnet og måber, siger guiden stolt: »Vi har skam også fjorde!«

Det skal jeg love for og af næsten norske dimensioner. Jeg må dreje hovedet fra side til side for at se hele panoramaet af den kilometerlange fjord, der skærer sig smaragdgrøn ind mellem de høje klipper og ender i den lille havn Vathi.

Naboøen Telendros var engang landfast med Kalymnos, indtil et jordskælv skilte dem ad. Fold sammen
Læs mere

Man kan næsten ikke kalde den en by, for den består bare af et torv med tavernaer, en mole med plads til de lokale fiskerbåde og de lystsejlere, som finder ind gennem fjorden – og så en lille stribe sand til at bade fra.

Det ligner et postkort, men det føles ægte, da vi sætter os til bords på terrassen til familie-restauranten Aigaio Pelagos og får en frokost, der smager af omhu og friske råvarer.

Det er også den fornemmelse, der er kodet ind på gps’en for vores tur til Kalymnos.

Lang turistsæson

Øen har hvert år 15.000 turister og i betragtning af sin størrelse, er det ikke overvældende. Slet ikke fordi turismen er bredere fordelt end på så mange andre af de græske destinationer.

De lokale kan glæde sig over at tælle ydermånederne marts og november med i statistikken, fordi nogle italienere for 10-12 år siden opdagede, at de mange stejle klippevægge er perfekte til klatring. Siden fulgte vandrefolket også med, så der nu er trekking- og hiking-ruter på kryds og tværs af øen, og det har gjort den til global destination for aktiv turisme.

Hver morgen og hver sen eftermiddag ser vi dem på vej med styrthjelme og selvlysende klatretove, vandrestøvler og –stave for at udnytte de timer, der er mindst varme. Men den primære turisme gælder stadig sand og vand, når solen er på sit højeste.

Hjemme hos Irini

Selv om det er utopi, at kunne have det for sig selv, er der nu noget charmerende over følelsen af at have fundet den lille uspolerede plet på kortet, hvor man kommer helt tæt på grækerne og er på fornavn med dem.

Øen set oppefra. Fold sammen
Læs mere
Foto: Elsebeth Mourtizen.

Det kommer vi også med Irini Skila, da hun inviterer os ind i sit barndomshjem. Det er ganske vist også officielt et hjemstavnsmuseum, som er på listen over øens seværdigheder. Man skal lige vide, hvor det er, fordi det ligger på en ydmyg sidevej uden for hovedstaden Pothia, men kører man efter skiltene mod det langt mere kendte kloster Agioi Pantes og Agioi Savvas i Vothini-regionen, kan man ikke undgå at se det på højre hånd.

Hendes mor, Faneromeni Skila, besluttede for 19 år siden at åbne dørene til huset, hvor hun selv var født og opvokset, for at kunne fortælle omverden om hverdagslivet for helt almindelige mennesker på Kalymnos. Hun havde gemt møbler, fotografier, tøj, køkkenredskaber, service og glas fra sine forældres tid, og nu er det samlet i fire stuer, så man helt forstår de små kår, som de fleste af dem har levet under, og for manges vedkommende stadig gør.

»Vi er ud af en svampefiskerfamilie, hvor mændene var væk i op til seks måneder af gangen, og så måtte kvinderne klare det med at dyrke afgrøder og tage sig af børnene selv. Det har været vigtigt for min mor at kunne videregive den fortælling til mine børn, så de forstår, hvad de kommer fra, men også at kunne give andre et indblik i vores tilværelse,« siger Irini på flot engelsk, som hun får holdt ved lige i det aftenjob, hun også har i en turistbutik i Pothia, for at få det til at løbe rundt.

Svampefiskernes ø

Kalymnos har altid haft tilnavnet Svampefiskernes Ø, fordi det i 150 år var ’havets guld’ for dem, men det bliver sværere og sværere at finde den rigtige kvalitet i dybet omkring deres kyster.

De må længere væk efter dem, oftest tættere på den nordafrikanske kyst, og på det seneste er de også begyndt at importere dem fra Caribien, men de bliver stadig emballeret og markedsført som Kalymnos-svampe efter forarbejdningen.

»Det har været det fjerde mest eksporterede produkt i hele Grækenland, så vi kunne ikke bare stoppe, fordi kvaliteten heromkring ikke var god nok,« siger Emmanuel Makryllos, da vi besøger ham i hans lager på havnen, hvor hele familien er i sving med klippe svampene til, så de har den rette størrelse.

Hans og alle andres forklaring på den pludselige forringelse af kvalitet og kvantitet er eftervirkningerne af Tjernobylkatastrofen i 1986, hvis radioaktive nedfald skulle have ødelagt svampene.

Nu vokser de igen i en lidt anden, mere kompakt variation, og det har vist sig at skulle blive en meget efterspurgt vare i skønhedsbranchen, hvor de bruges i forbindelse med naturlige ansigtsbehandlinger.

Afsides bohemeliv

Vi fortsætter vores jagt på små lommer af lykke i form af strandliv, som man husker det fra turismens barndom i 1970erne. Vi bor i Armeos på vestkysten, som er et af de populæreste områder. Lige nedenfor hotellet er en primitiv lille rullestensstrand, som ikke er så besøgt, men tager man nogle få kilometer mod syd til Masouri og Mirties, som er øens absolutte hotspot, er der lidt mere liv under parasollerne.

Selv om tvillingestrandene Linaria og Kantouni ser stille ud i ydertimerne, så er der i højsæsonen fuld gang i barlivet på den lille promenade, som også går bagom den kæmpeklippe, der skiller dem ad.

BM Kalymnos Fold sammen
Læs mere

Oppe nord på øen kan man være helt i fred på stranden i Paleonisou-bugten mod øst, og på den modsatte side i Eborios får vi indfriet alle forventninger om det cool, afslappede ferieliv, ikke mindst da vi tager en drink i Harry’s Paradise.

Det blev skabt i 1979 af Evdorika Passas forældre, Haralambos og Alexandra, da de vendte hjem fra en eventyrrejse til Australien for at lave deres eget lille paradis af en restaurant med bed and breakfast i en blomstrende have, og nu kører Evdorika det videre med sin mand i rendyrket hippie-boheme-stil.

Sin egen ø

Udsigten fra mit værelse er øen Telendos, og den virker så dragende, at jeg bare må derover. Den var landfast med Kalymnos indtil år 554, hvor et massivt jordskælv skilte dem ad. Der bor kun 40 mennesker, og de fleste af dem lever af fiskeri, men da det er et populært udflugtsmål for vandrere og andre, som vil have fuldkommen fred og ro, er der faktisk ti tavernaer i strandkanten til at servicere os.

Vi sejler over med en lille båd fra Mirties på fem minutter. Det samme gør læreren på alle hverdage, når han skal over og undervise øens tre børn i deres egen skole. Vi tager på ekskursion i klippelandskabet og finder ud af, at der er flere historiske vidnesbyrd om øens fortid, bl.a. kirkeruiner, kristne kirkegårde og rester af byzantinske bopladser, men den altovervejende kvalitet ved Telendos er stilheden og den rå natur.

Mens vi sidder på stranden og tænker over tilværelsen, kigger vi over på Kalymnos, og det er lige før vi har lyst til at blive. Det kunne vi sådan set godt have gjort, for flere af øens familier tilbyder privat overnatning, så det ved vi til næste gang.

Rejseliv var inviteret af Det Græske Turistkontor og Apollo