Luksustelte på vandet

Som noget nyt tilbyder Elephant Hills overnatning i flydende luksustelte omgivet af regnskov, klipper og bjergformationer i Thailand.

Elephant Hills har i samarbejde med adventure-firmaet Siam netop etableret 10 luksustelte på søen – bygget efter samme princip som teltene i regnskoven, dog er det en mere gyngende oplevelse ude på søen. Se videoen nederst på artiklen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nina Rølle

Hvis man har mod på flere oplevelser og ønsker at komme endnu længere væk fra alfarvej, kan man kombinere opholdet i regnskoven med en nat på Cheow Larn-søen, som er en del af Khao Sok Nationalpark.

Se også: Blandt junglens vilde dyr

Cheow Larn Lake er et 162 kvadratkilometer stort floddelta, der blev skabt, da den thailandske regering i 1982 besluttede at bygge en dæmning – Rajjaprabha-dæmningen – og et kraftværk. En stor del af regnskoven og en række landsbyer blev i den forbindelse oversvømmet – beboerne blev dog genhuset – og det betyder, at man nu kan sejle midt igennem den frodige og tætte regnskov. Søen er visse steder op til 100 meter dyb, og i den store sø ligger omkring 100 små øer som levn fra det tidligere fastland.

Elephant Hills har i samarbejde med adventure-firmaet Siam netop etableret 10 luksustelte på søen – bygget efter samme princip som teltene i regnskoven, dog er det en mere gyngende oplevelse ude på søen.

Gennem det mest sceniske landskab
For at komme ud til campen på søen sejler man i longtail båd gennem det mest sceniske landskab med lodrette kalkstensklipper og en frodig regnskov, hvor dampen stiger op fra og blander sig med skyerne. Efter en halv times sejlads ankommer man til campen, hvor der ligger 10 flydende telte samt en flydende restaurant, hvor man kan indtage sine måltider.

Teltene er enkle og smagfuldt indrettede med eget bad, og fra hvert telt går der en stige ned i vandet, hvor der ligger to kajakker, som man kan bruge til at udforske søens mange forgreninger. Som Jonathan Cell fra Elephant Hills siger:
»Søen er stor, og der er så mange forgreninger, at man kan sejle i dagevis.«

Elephant Hills’ teltcamp er den 10. på Cheow Larn Lake, men den eneste, der tilbyder turisterne at bo i luksustelte – de andre teltlejre er mere basic. Det er svært at få tilladelse til at drive turistvirksomhed på søen – Siam har ventet i 10 år på at få grønt lys til at etablere teltlejren, som bliver taget i brug af de første turister 1. januar 2011.