Luksus lige efter (vin)bogen

Vin er omdrejningspunktet på luksushotellet The Yeatman i Porto.

Den storslåede udsigt fra terrassen på lukushotellet The Yeatman, hvor vinen i den grad er i fokus. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jan Aagaard

Interesserer man sig for vin og ønsker at forkæle sig selv, er der ingen vej uden om The Yeatman i Porto. Her kan ingen være i tvivl om, at temaet er vin – fra den udendørs pool, formet som en vinkarafel, til elevatoren, hvor man træder lige ind i en »vinkælder«.

Læs også: Tapas, vin og dans i Málagas gader

The Yeatman er opført ved portvinslagre i Vila Nova de Gaia på en enorm grund med udsigt til floden og Porto. Der er 82 værelser – alle på mindst 36 m2. Faciliteterne omfatter indendørs- og udendørs pool, fitnesscenter og en stor spa-afdeling, der tilbyder vinterapi (hvad ellers).

Hotellet ser det som sin mission at fremme kendskabet til portugisisk kvalitetsvin og har indgået partnerskaber med foreløbig 68 vinproducenter, der hver har udsmykket et værelse med deres design. Planen er at nå op på 82 forskellige værelser.
Hver torsdag arrangeres vinmiddag, hvor vine fra en af partnerne kombineres med gourmetmad. Skulle man have lyst til mere vin, venter 25.000 flasker i hotellets kælder.

På den danskejede vingård Quinta de Pégo skabes der prisbelønnet vin. Samtidig er stedet indrettet som et 4-stjernet boutiquehotel med en fremragende beliggenhed og atmosfære.
En dansk vingård er ikke det første, man forventer at finde i Duoro-dalen. Men Quinta de Pégo nær byen Pinhao er ejet af AMKA, en af Danmarks største vinimportører.

Virksomheden købte i år 2000 vingården, hvor der ifølge historiske dokumenter har været dyrket vin siden 1548, formentlig endnu længere. Pégo ligger perfekt placeret på et højdedrag med vinterrasser til alle sider og udsigt ud over floden og dalen. 30 hektar er tilplantet med vin, og jorden har den højeste klassifikation i regionen.

»Da vi overtog ejendommen, var vinen her ikke af særlig høj kvalitet, men potentialet var stort. Sammen med vores lokale samarbejdspartner Rozès og en sydafrikansk vinmager gik vi i gang med at arbejde med planterne og vinen,« fortæller Karsten Søndergaard fra AMKA.

Siden virksomheden for 30 år siden begyndte at importere vin fra Portugal, har han haft en stor forkærlighed for landet. Den oprindelige plan med Quinta de Pégo var »blot« at drive en vingård, men så opstod idéen om at skabe et moderne hotel.
»Jeg ville gerne være med til at udvikle Douro-området og give de lokale unge nogle fremtidsmuligheder ved at skabe et mødested for folk med interesse for vin,« fortæller Karsten Søndergaard.

I 2009 stod det 4-stjernede hotel klar. Bygningerne er nye – kun de gamle kar, hvor vinen blev trådt, er bevaret – men hotellet er opført i respekt for traditionerne. Med sine hvide mure og stensætninger i skifer ligner Pégo på afstand enhver anden quinta, om end mere velholdt end de fleste. Indvendigt er der til gengæld et markant nordisk præg i form af det enkle og åbne design og dagslys overalt.

Quinta de Pégo drives af et engageret team af unge portugisere. Stemningen er afslappet, nærmest familiær, og servicen i top. Hotellet har 10 værelser – alle med balkon og udsigt til Douro og vinmarker – samt bar, restaurant, vinbutik og en opvarmet pool.
Hotellet kan arrangere guidede ture i vinmarkerne, sejlture på floden eller en tur med toget langs Douro. Det er også muligt at begive sig ud på vandreture i landskabet – receptionen udleverer kort med afmærkede ruter – eller cykle en tur på en af hotellets mountainbikes.

Vinsmagning er nærmest en obligatorisk aktivitet. Pégo har de seneste 10 år produceret adskillige prisvindende vine – både vintage og late bottled vintage portvin samt Douro DOC rødvin. Senest er gårdens LBV årgang 2006 tildelt en dobbelt guldmedalje ved vinmessen Mundus vini.

Når man efter en lang dag med oplevelser sidder på Pégos terrasse med et godt glas vin i hånden, mens solen sænker sig bag bjergene, kan man som vinelsker ikke ønske sig mere. Det skulle da lige være lidt flere dage i Douro-dalen.

Læs også: Dansk gourmet-vinbonde i Californien