Løvesafari omkring spisebordet

Når man er på safari, er man i naturen på dens præmisser. Og når en løveflok nærmer sig midt i middagen, udstilles ens sårbarhed i et intenst øjeblik.

Foto: Iris
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Pludselig bliver rangeren helt stille. Midt i en sætning. Beviser, at sorte mennesker rent faktisk kan blive blege.

Læs også: Hold ferie i Junglebogen

Han sidder på den anden side af middagsbordet og var midt i en anekdote, men ser nu ud som om, han er i den indledende fase af et slagtilfælde. 

Han fører langsomt fingeren op til sine læber og tysser ganske lavt på selskabet. Vi sidder 12 mennesker omkring middagsbordet. Klokken er lidt over otte, og den afrikanske nattehimmel har i flere timer ligget som en tung fløjlsdug over Chitabi Camp i Botswana. 

Vi sidder i lejrens hovedhus. Eller et hus er det ikke. Kan bedst betegnes som en 100 m2 platform på lave pæle med et stråtag og et gelænder hele vejen rundt. I den ene ende er der en sofagruppe, i midten en bar og i den anden side står langbordet, vi spiser ved.

Huset er omgivet af sumpsavanne på tre sider og et vandløb på den sidste. Og det er mod vandløbet, rangeren har sit blik rettet. 

Vi vender os langsomt og kigger mod broen. Vandløbet er vel 3 meter bredt og på den anden side af broen holder lejrens Land Rovers parkeret mellem nogle træer, og længere væk ligger personaleboligerne. Der er et værre spektakel derovre. Aberne sidder i toppen og træerne og skriger. Vi kan ikke se det, men lyden er tæt på øredøvende.

En langsom bevægelse fanger øjet ved foden af broen. En hunløve træder forsigtigt ud på træværket. Efterfulgt af en løveunge. 

Der er vel 15 meter og et hoftehøjt gelænder mellem middagsselskabet og de uindbudte gæster. 

Erindrer ikke at have set nogle skydevåben i eller omkring hovedhuset. Husker derimod en historie fra middagen aftenen før. En af de andre gæster stillede det klassiske safarispørgsmål: »Er det farligt?« 

Og svaret var: »Ja, naturligvis.« Vi har med vilde dyr at gøre.

Et par sultne løver

Et par uger tidligere i en af nabolejrene mistede en ansat livet. Han havde drukket tæt og var listet over til sin kærestes hytte. Til lidt after-hours hygge. Alkohol blandt de ansatte er strengt forbudt, og efter lidt tid blev hun så træt af ham, at hun skubbede ham ud af døren. Her tog han tre skridt tilbage, før han i bogstaveligste forstand faldt over en løve.

Et par sultne løver var simpelthen listet ind i lejeren efter en let anretning, og når byttet kaster sig i poterne på en, så bliver det ikke meget lettere.

Inden de bevæbnede rangers kom, havde løverne dræbt manden og delt det meste af ham mellem sig. Larm og forsøg på at distrahere dem havde været et ørkesløst foretagende. Når først løver har fået smagen af frisk bytte, så giver de ikke slip.

Hele den historie når at udspille sig i min bevidsthed, inden den sidste løve i flokken på seks er trådt ud på broen. Samtidig er den første nået over. Den kan vælge stien til venstre, der fører direkte op til os, eller stien til højre, der fører ud i bushen. 

Førerløvinden stopper op, orienterer sig. Og trækker så til højre. 

Løveungerne følger trop. Bagtroppen stopper også i y-krydset, orienterer sig og følger så resten af flokken ud i mørket igen. Der er helt stille omkring bordet. Langsomt vender farven tilbage i rangerens ansigt. Han smiler. Lyden af lettelsens suk spreder sig flerstemmingt gennem selskabet.

Var vi i livsfare?

To spørgsmål springer foran i bevidsthedskøen: 1. Var vi i livsfare? og 2. Hvorfra vidste rangeren, at der var ugler i mosen – eller løver på vej over broen, som tilfældet var? 

Svaret på spørgsmål nummer 1 var ja, vi var i fare. Men ikke overhængende. Eneste grund til, at løverne nærmede sig lejren, var broen. De ved godt, at der er krokodiller i vandløbene, og hvorfor løbe risikoen, når nu de flinke mennesker har bygget en bro? 

Normalt venter de dog med at gå over, til der er faldet ro på lejren,« forklarer rangeren. De bryder sig ikke om støjende halvberusede safariturister i fuldt vigør. 

Men det er åbenbart tit, at kattedyrene vælger at benytte sig af broen, når lejren sover, viser det sig. Hver anden dag finder personalet poteaftryk i sandet for enden af broen. Godt så. 

Og spørgsmål nummer 2? Aberne. Den karakteristiske støj tolkes af det erfarne bush-øre som: »Pas på, der er rovdyr på jorden!« 

Så allerede inden, han kunne se dyrene, var rangeren klar over, at der var noget på færde.

Fascinerende. Både rangerens læsning af naturen og selve det at opleve de store kattedyr 100 procent på deres præmisser. Deres hjemmebane. Jeg har set løver talrige gange, men altid i selskab med bevæbnede rangers med riflerne klar – eller i en bil bag lukkede ruder eller med muligheden for hastig flugt. Det her er helt anderledes. Råt. Nøgent. Forsvarsløst.

Det havde krævet et afsæt og to spring, før løverne kunne skrive turister og fri buffet på aftenens menukort. Vi havde ikke haft en chance.

Frygten i rangernes øjne afslørede situationens alvor, men gjorde den samtidig uhyre intens. Tror aldrig, jeg har følt sådan en hudløs sårbarhed. I bushen uden panserglas, vandgrave og betonmure er tiden skruet tilbage til stenalderen. Til følelsen af at være reduceret fra luksusturist til potentielt bytte. Den totale magtesløshed, hvor ens skæbne er kædet sammen med en løves fornemmelser for et mellemmåltid eller ej. Det er en intens safaricocktail.

Læs også: Stor guide til safari i Afrika