Lige før verden ender

Så langt mod syd, man næsten kan komme, på Sydamerikas spids ligger en verden for sig selv. Patagonien med en natur så underskøn, at man straks tilgiver, at vejret med de stærke vinde tit kan være lige det modsatte.

Langt mod syd - på grænsen mellem Chile og Argentina - ligger Patagonien. Fold sammen
Læs mere
Foto: Judith Betak
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi kører nordpå ad »Ruta del Fin de Mundo«.

Den ligger lidt længere sydpå, verdens ende – Ildlandet og tippen af Sydamerika. Vi er på vej nordpå fra lufthavnen ved Punta Arenas, der har udsigt til Tierra del Fuego øen, hvor Chile ender. Men på en måde er det allerede »endt«, for det chilenske Sydpatagonien er afskåret fra resten af landet.

Hernede slår Andesbjergene, som ellers danner grænse mellem Chile og Argentina, et sving vestpå og følger derefter kysten for så at forsvinde i havet.

I »svinget« mellem bjergene er der indlandsis, som gør al gennemkørende trafik på chilensk grund umulig. Man må flyve, sejle eller køre ind i Argentina for at komme ned til denne sydligste del af landet.

Med bjergene helt mod vest favnes den lille chilenske del ind i det store område, der er fælles for de to lande: Patagonien.

Her er pampas og uendelige græsarealer med får, kvæg, ridende gauchoer og forblæste træer, som næsten strækker sig vandret langs jorden mod øst, trykket ned af den evige sommervind, »Escoba de Dios« – Guds fejekost.

Hernede føler folk sig først og fremmest som patagonere og derefter som enten chilenere eller argentinere. Der er langt mellem husene og endnu længere mellem byerne. Den chilenske del af Patagonien er et af verdens mindst befolkede områder.

Vejen går ret og direkte gennem landskabet. Omkring 250 kilometer mod nord fra Punta Arenas, som er den største by, når vi områdets anden by, Puerto Natales, som er turistbyen lige uden for nationalparkerne, gletsjerne og alt det smukke.

Afsted mod Torres del Paine

Torres del Paine ligger så sydligt, at der altid ligger sne på bjergtoppene. Fold sammen
Læs mere
Foto: Judith Betak.

Men vi skal videre. Forbi byen og 150 kilometer videre helt ind i hjertet af Chiles allersmukkeste nationalpark, Torres del Paine.

Parken svøber sig med sine i alt knap 2.500 kvadratkilometer – lidt mindre end Fyn – omkring bjergmassivet del Paine med de to højeste tinder på 2.668 og 2.640 meter over havet, og med »Tårnene«, de tre ikoniske bjerge, og med de sorttoppede bjergtinder, Paine-hornene.

Vi er så langt mod syd og Antarktis, at selv om bjergene ikke er så høje, er der altid sne på toppen, og isen oppe i bjergmassivet buldrer jævnligt ned ad bjergsiderne i rygende laviner eller maser sig som gletsjere gennem dalene.

De sneklædte bjerge spejler sig i bjergsøerne, mens Patagoniens legendariske vinde suser over det grønne landskab.

Ved sådan en sø, Lago Pehoé, ved det lille vandfald Salto Chico, ligger Explora Salto Chico, det ene af parkens to hoteller, med direkte udsigt til Paine-massivet.

Hvordan det lykkedes for den chilenske forretningsmand, Pedro Ibáñez, at få tilladelse til at bygge hotellet lige der, ligger lidt hen i det uvisse. Men det fik han, samt en langtidskontrakt til at drive hotellet.

Her er så smukt, at man kan tilbringe en hel ferie med bare ved at beundre skyernes flugt over bjegmassivet og bjergsidernes konstante forandring i farver, lys og skygger, som følger solens vej over himlen, og nyde det hele spejlet i søen.

Sådan en placering kræver det ypperste, mente Pedro Ibáñez og bad Chiles førende arkitekt, Germán del Sol, om at tegne hotellet.

Og siden 1993 har det ligget der. En flydende hvid bygning – som et isbjerg – bygget, så det følger terrænet. Interiøret er i lyst træ med en tydelig maritim inspiration, der på bedste vis matcher både solglimtene fra søens bølger lige udenfor og det brusende vandfald for enden af bygningen.

Hotellerne i »ingenmandsland«

Explora-hotellet har en førsteklasses placering i nationalparken. Foto: Explora Fold sammen
Læs mere

Hotel Salto Chico er det første af de nu i alt tre Explora-hoteller. Alle ligger på fjerntliggende steder, og alle er drevet efter samme filosofi: Oplevelser er det primære for opholdet, hvor alt er inkluderet i prisen – mad, vin og selvfølgelig oplevelserne.

»Det er min opfattelse, at jo mere fjernt og mystisk et sted er, jo større indtryk gør det på en,« siger Pedro Ibáñez.

Alle hoteller er opført i moderne arkitektur, der er tilpasset naturen. Alle har alle former for bekvemmelighed, og alle har en hel stab af naturguider, som er klar til at tage gæsterne i små grupper med ud i den utrolige natur, på vandreture eller til hest.

Der er hotel-stalde med heste opdrættet i Pedro Ibáñez stutteri i Santiago i Patagonien, hvor hotellet som det eneste af turistvirksomhederne i Torres del Paine har fået tilladelse, mod et klækkeligt gebyr til nationalparken, til at have heste i parken.

De 26 heste i staldene er på »tilvænning« i to år. De skal vænnes til vejret, til kulden og især den strenge vind, og deres psyke skal testes, før de tages i brug til turister.

Det med stærke vinde glemmer vi alt om den dag, jeg hilser på min hest. Det er solskin og stort set vindstille. Der er kommet lette skyer i forhold til dagen før, hvor himlen var klar blå. Det varsler vist vejrskift.

Men hvem bekymrer sig om det, når hestene skridter stilfærdigt over pampassen, hvor landskabet er så fladt, at de erfarne ryttere kan suse af sted i både trav og galop. Det er et paradis for ryttere. Explora arbejder da også med mere målrettede tilbud til rytterturister med et længere ophold og heldags rideudflugter i den storslåede natur.

På hesteryg iført goucho og boina

Boina, den strikkede hue, er praktisk. Den er varm og flyver ikke af i vinden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Judith Betak.

Pablo rider forrest. Han er i traditionelt goucho, sydamerikansk cowboy, udstyr. Ikke for vores skyld, men for sin egen. Lange støvler, sorte vide bukser med dybe lommer, bredt bælte med punge syet på, og den uundværlige kniv stukket ned bag bæltet på ryggen. Og så en strikket baskerhue, her hedder den boina, som i disse egne er meget mere praktisk end en cowboyhat. Den blæser ikke af i de stærke vinde, og den varmer mere om hovedet.

Vi skridter mageligt og lytter til fuglenes sang. Pludselig lyder der advarselsskrig, og Pablo svinger sig af hesten, bukker sig ned og præsenterer mig derefter for en lille pjusket fugleunge, som pipper fortvivlet i hans barkede næve.

Den bliver varsomt sat tilbage i græsset, og vi rider videre, mens fugle-forældrene, formentlig tæt på et hjertestop, kommer flyvende til.

Vi krydser flere vandløb på græssletten, taler om bjergene, dyrene og vejret, som skifter så hurtigt, at det næsten ikke er til at tro. Jeg må tro det, for jeg har heldigvis ikke selv oplevet det.

Tilbage i stalden er der kogende vand på komfuret og snart såkaldt mate i den fælles kop lavet af et tørret og udhulet græskar.

Første kop til Pablo, der som goucho har været chef for os. Den er stærkest og bedst, hvis man er mate-fan.

Da han har drukket op, hældes nyt vand over de tørrede mate-blade. Så er det min tur til at nyde den bitre drik af sølvsugerøret. Da jeg er færdig, kommes nyt vand på, og koppen går videre rundt og rundt, til man selv siger nej tak til mere.

Lidt sukker ville have hjulpet på den markante bitre smag, formoder jeg. Men sukkervand er nok ikke noget for en goucho.

Et område hærget af skovbrande

Skoven har i flere omgange været udsat for brand - hvilket seneste skete i 2011. Fold sammen
Læs mere
Foto: Judith Betak.

Dagen efter begiver vi os på vandretur til Grey-gletsjeren. Det varslede vejrskifte er sket. Himlen er grå og skyet.

Stien ser fredelig ud. Snor sig ind gennem vegetationen uden en alt for overvældende stigning. Men snart går det op, op og op. Vi kommer ind i en skov, eller rettere sagt, hvad der engang var en skov. Nu står kun sortsvedne døde træstammer tilbage, mens skovbunden er frodig grøn. Det er sært smukt på en dybt deprimerende måde. De sorte træer er det sørgelige levn efter kombinationen af turisters lemfældige omgang med ild, tør sommer og eksplosiv vind. Tre store skovbrande har hærget nationalparken i nyere tid. En i 1985, en i 2005 og så den, vi går i resterne efter.

Det var i 2011, hvor 14.000 hektar sjov brændte. Når man ved, hvor lang tid, det tager naturen at gendanne sig i disse egne, er det næsten ikke til at bære.

Vi vandrer videre, lidt ned og så op igen. Efter nogen tid får vi belønningen. En udsigt der tager pusten fra én, hvis den ikke allerede er tabt under opstigningen: Grey-søen med de hvide sejlende isbjerge.

Søen er virkelig grå, farvet af de mineraler, som smeltevandet fra gletsjeren har med sig. Vandet fra Grey-søen løber videre fra sø til sø, som, alt efter hvor meget af mineralmassen, der er blevet aflejret, har hver sin farve fra grå over grøn til blå og til sidst almindelig sø-vandfartet.

For enden af søen ligger gletsjeren. Den er vores mål, og set heroppe fra udsigtspunktet et aldeles overkommeligt mål. På den sidste etape skifter stien imidlertid karakter og bliver til tider en kravlen mellem klipper. Det tager tid, men omsider når vi frem til refugiet nær gletsjeren.

Det er et af de overnatningssteder, der ligger på den mest populære vandrerute i parken: W’et eller hele cirklen. De ruter, hvor der næsten kan blive trafikpropper om sommeren, men hvor man her i det tidlige forår ikke møder mange andre.

Vi har arrangeret, at vi skal sejle tilbage med den eneste båd, som har tilladelse til at sejle turister. Og den starter turen med paradesejlads foran den imponerende forrevne isvæg, hvor vi beundrer istårne, spir og en lysende blå portal, som gemte der sig en iskatedral inde bag gletsjervæggen.

På besøg hos guanacoen

Guanacoen er særlig genkendelig på dens hvide hals og bryst. Fold sammen
Læs mere
Foto: Judith Betak.

Dagen efter er vejret skiftet igen. Solen skinner over det åbne terræn. Vi er på vandretur på pampassen i lama-land – eller for at være helt præcis: guanaco-land, som den vilde fætter til nordchiles lamaer og alpacaer hedder. Guanacoen er mindre, har hvide aftegninger på hals og bryst og er mørk i hovedet.

På pampassen er der ingen træer og ingen lette gemmesteder for pumaerne. I nationalparken skulle der være omkring et halvt hundrede af dem, men her ude i det åbne terræn føler guanacoerne sig mere sikre for pumaerne.

Og det vrimler med dem. Store familiegrupper, hvor førerhannen står på en høj i nærheden og holder udkig, mens hans flok græsser fredeligt og næppe ænser os. Kun hvis vi kommer for tæt på, går de væk i mageligt tempo. Der er også enlige hanner eller en lille gruppe af dem, som er forvist fra gruppen, og som endnu ikke selv har etableret sig med egne hunner.

Vores mål er en klippeformation længere fremme, hvor beboere for tusinder af år siden har malet figurer på klipperne. Det var et mystisk folkeslag, som levede i disse barske egne. Man ved ikke så meget om dem, men de var angivelig meget høje og hårdføre mennesker. Sådan har de første europæiske opdagelsesrejsende beskrevet dem, og de kaldte dem patagons grund af deres lange ben og store fødder – Pata er ben på spansk – hvilket også har givet landet navnet Patagonien.

Der er både malet puma og guanacaer på klipperne, samt et maleri af en kondor.

At glide med vinden

Rovfugle er der mange af i nationalparken. Fold sammen
Læs mere
Foto: Judith Betak.

Denne mægtige fugl, som næsten er synonym med Andesbjergene og Sydamerika, har vi endnu ikke set. Vejret har været meget unormalt for årstiden – nærmest vindstille. Vores guider har fortalt om trekkingture, hvor deltagerne på visse etaper har måttet danne kæde og gå sidelæns med hinanden under armene, når vindstødene har været værst.

Vindene skal den store kondor bruge, når den mere glider end flyver, og normalt er sommervinden så stærk, at man kan se kondoren på himlen overalt i nationalparken.

Men den sidste dag i Torres del Paine har der været endnu et vejrskifte. Det er blæst op. Ikke til en normal »Escoba de Dios«, men en frisk vind er det.

Og pludselig, da vi i bilen er ved at nærme os nationalparkens grænse, ser vi dem cirkle på himlen spejdende efter føde.

De er højt oppe, men de store andeskondorer er lette at få øje på med deres vingefang på op til tre meter. De glider rundt og styrer med »finger-fjerene« yderst på vingerne.

Andeskondoren, som jo egentlig bare er en grib, er et nationalsymbol både i Chile og de øvrige lande langs Andesbjergene, og den store fugl har altid haft en central rolle i mytologien, hvor den for nogle folkeslag var en del af solens guddommelighed, andre så den som den øvre verdens hersker, mens den i den almindelige folketro har den været et symbol på styrke og sundhed.

Kondoren passer til dette stærke og barske landskab, og det et perfekt farvel til Patagonien og Torres del Paine med den på himlen.

Rejseliv var inviteret til Patagonien af Explora og Air France.

Rejselivs skribent på ryttertur. Fold sammen
Læs mere
Foto: Judith Betak.

5 sider af Torres del Paine:

1. Biosfærereservat
Siden 1978 har nationalparken været UNESCO Biosfærereservat. Disse adskiller sig fra traditionelle beskyttelsesområder ved, at de kombinerer kerneområder underlagt strenge restriktioner med zoner, hvor der foregår bæredygtig erhvervsudøvelse – som i områderne grænsende op til Torres del Paine, hvor der er tilladt fåreavl og kvægdrift. Der er i dag 631 UNESCO Biosfærereservater i 119 forskellige lande.
unesco.org

2. Søerne
Torres del Plaine massivet er omgivet af søer dannet af smeltevand fra indlandsisen og gletsjerne. Lago Nordenskjöld har navn efter den den svenske geolog og professor, Otto Nordenskjöld, som opdagede søen under en af de tre mineralogiske ekspeditioner i Patagonien, han gennemførte i 1890erne. Der er en let vandretur fra vejen til søen, som ligger med panoramaudsigt til Paine-massivet. Floden, Rio Plaine, løber ind i den langstrakte sø i den ene ende, og i den anden er vandfaldet Salto Grande udløb til næste sø i Lago Pehoé, som Explora-hotellet ligger ud til.

3. Fuglene
Der er over 100 fuglearter, en del trækfugle, at opleve i nationalparken. Den største er andeskondoren, verdens største rovfugl, hvor hannen kan veje op til 15 kilo og have et vingefang over tre meter. Sorthalset svane, chilensk flamingo og amerikansk isfugl er andre af områdets fugle. Og helt speciel er også de langnæbede nanduer.  Nanduer er i familie med strudsen og ligner den til forveksling, bortset fra at nanduer har større vinger og tre veludviklede tæer, hvor strudsen kun har to.

4. Dyrene
De mest populære dyr i parken er guanaco’erne, som ses i store flokke. Der er fire lamaarter i Chile. To arter er tæmmet til husdyr: lamaen og al pacaen, mens vicuña, som især lever mod nord bl.a. i Atacama ørkenen, og den lidt større guanacoe, som især lever i Patagonien, er de vilde arter. Et af de mest sjældne dyr i parken er pumaen. Den er sky og ses ikke ofte. Den sydlige andeshjort, Guemal, ses også. Det er en truet art, der kun er ca. 2.000 tilbage i Patagonien.

5. Vandreturene
Explora-hotellet arrangerer guidede vandreture i forskellig længde og sværhedsgrad. På egen hånd kan man booke flerdagsvandreture med overnatning i hostels/herberger eller på campingpladser. De to mest populære er W-ruten, som går til de tre største seværdigheder: Las Torres bjergtinderne, Valle de Francés og Grey-gletsjeren. Turen tager mindst fem dage med fire overnatninger. En anden er Circuit, som går hele vejen rundt om bjergmassivet og tager mindst syv dage.

Man må ikke gå glip af en vandretur i de storslåede omgivelser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Judith Betak.