Leonardo da Vinci på Louvre: Mageløs og lidt mislykket

Alle tiders største udstilling af Leonardo da Vinci kommer helt ind under huden på den gådefulde kunstner. Men hvorfor lukker man så mange mennesker ind? Og hvor blev hans mest elskede værker af?

Mona Lisa kan ikke ses på jubilæumsudstillingen med Leonardo da Vincis værker – men hun hænger heldigvis få meter væk og trækker stadig millioner af gæster hvert år. Fold sammen
Læs mere
Foto: ERIC FEFERBERG

Vi kender ham for Mona Lisa og mange andre mysterier. Vi husker ham for historiens første tegning af en cykel og en helikopter. Og vi ser ham som en kunstner uden for tid og sted og måske lidt som en mand i pagt med hemmelige kræfter.

En kulørt bestseller som »Da Vinci Mysteriet« af amerikaneren Dan Brown fik ligefrem forbundet hans navn med noget okkult.

Louvre har af gode grunde ikke »Den sidste nadver« med - men en kopi fra samtiden hører til udstillingens mest populære værker. Fold sammen
Læs mere
Foto: BENOIT TESSIER.

Udstillingen om Leonardo da Vinci på Louvre i Paris er den største nogensinde af italienerens kunst og det oplagte rejsemål for enhver med kærlighed til hans uudgrundelige verden.

Montrerne viser heldigvis også mystikeren som kunstner med både tid og sted, som menneske med et liv og et arbejde, som en mand med behov for inspiration og gode kolleger.

At kuratorerne alligevel ikke er helt i mål med det gigantiske projekt, har andre årsager.

Gåden fra Toscana bliver født af ugifte forældre i april 1452 ved landsbyen Vinci med de bløde bakker til alle sider. Han bor på skift hos sin mor og sin velhavende far med ny dame og lader sig ellers danne rent kulturelt af en barnløs onkel. Drengen får læreplads kun 14 år gammel hos billedhuggeren Andrea del Verrocchio i Firenze og kan se genier som Perugino og Botticelli stikke forbi værkstedet til frokost.

Udstillingen viser som det allerførste læremesterens helt overvældende bronze om Jesus og tvivleren Thomas med sin saglige finger på vej ind i frelserens lige så usentimentale sidesår.

Udstillingen i Paris åbner med læreren Andrea del Verrocchios udgave af Jesus og den vantro Thomas i bronze. Fold sammen
Læs mere
Foto: BENOIT TESSIER.

Firenze på Leonardos tid bobler lystigt af renæssance med det nymodens perspektiv i malerkunsten og den voksende tro på både videnskaben og menneskets muligheder for magt over verden. Leonardo selv bliver udlært i 1478 og flytter efter en håndfuld travle år til Milano som hertugen Ludovico Sforzas huskunstner og festarrangør – hvilket er den gode forklaring på placeringen af hans berømte nadverbillede i et milanesisk kloster.

De fleste af Leonardos opfindelser - som her helikopteren - findes i bøger og har måske været tænkt som scenografi til teatret. Fold sammen
Læs mere
Foto: FRANCOIS GUILLOT.

En fransk invasion gør så hans hertug hovedløs og ham selv arbejdsløs. Striden ville i en bedre verden være endt lykkeligt og uden problemer for Leonardos karriere: Både de franske aggressorer og hertugen selv har købt lejesoldater oppe fra Schweiz og kan derfor se deres overraskede styrker falde hinanden om halsen og gå hjem uden kamp!

Men en forræder udleverer i sidste sekund den forsvarsløse hertug til franskmændene for sølle 200 guldkroner og frarøver dermed den stadig mere berømte altmuligmand sin arbejdsgiver, så han rejser hjem til heksekedlen Firenze hen mod år 1500 og maler nu et hav af portrætter med den udødelige og i dag ulideligt mørke »Mona Lisa« fra omkring 1503 som eneste overlever.

Den efterhånden midaldrende multikunstner vender tilbage til Milano i 1506 og fortsætter siden til Rom med en ansættelse ved pavens hof som højeste ønske og kometerne Rafael og Michelangelo som lidt for stærke konkurrenter.

Kultegningen af Jomfru Maria med Jesus samt Sankt Anna og Johannes Døber er et af Leonardos mest gribende værker. Fold sammen
Læs mere
Foto: FRANCOIS GUILLOT.

Han lever til sidst af en flot pension fra den franske kong Frans som tak for mange års virksomhed og udånder i maj 1519 på landstedet Clos Lucé ved Loires vingrønne bredder – vistnok med sit altid så idérige hoved i kongens skød.

Hyperaktiv og indadvendt

Leonardo lider alle årene af hang til overspringshandlinger og ville nok i dag blive stemplet som hyperaktiv. Geniet kunne aldrig have løftet en Michelangelos opgaver med de krævende malerier på flere hundrede kvadratmeter. Han skifter udtryk hele tiden, som en anden amatør, og eksperimenterer selv i høj alder med helt elementære ting som teknik og materialer.

Originalen til »Den sidste nadver« kan stadig beses i Milano – så længe det varer.  Fold sammen
Læs mere
Foto: STEFANO RELLANDINI.

Nadverbilledet i den milanesiske spisesal er for eksempel malet uden smålige hensyn til figurernes holdbarhed på væggen og rasler derfor ned allerede fra dag ét! Eftertiden kender af samme grund kun et par håndfulde malerier fra Leonardos hånd og må endda ofte se eksperter komme i tvivl om deres ægthed og sætte et ærgerligt spørgsmålstegn efter hans navn.

For han kan og vil noget andet. Samtlige effekter på Louvres udstilling virker skabt af en mand med nysgerrighed som afgørende kvalitet: Leonardo da Vincis strøg, streger og strøtanker på hundreder af sider med den spejlvendte skrift har iagttagelsen til fælles. Hvor langt det meste kunst op gennem historien vender sig ud mod kunder og klienter, da vender Leonardos værker til syvende og sidst indad.

»La belle ferronniere« er Leonardos portræt af en ukendt kvinde og udstillingens signatur. Foto: FRANCOIS GUILLOT / AFP Fold sammen
Læs mere
Foto: FRANCOIS GUILLOT.

Samlingens covergirl i skikkelse af uforlignelige »La belle ferronnière« fra 1490erne ligner måske umiddelbart en undtagelse fra dén regel med sit præsentable ydre og intense nærvær. Men kvinden med de dækkede øren virker samtidig som en af vore egne, lurer opmærksomt på en museumsgæst lige uden for rammen, fortæller i sidste ende en historie om synet og dermed om kunstoplevelsen selv.

Og både den Vitruvianske mand i sin kvadrerede cirkel og de talløse muskler eller hele lemmer fra dissekerede forbrydere er inderst inde studier med henblik på en dybere og mere præcis forståelse af kroppens ydre udtryk.

Mageløs og mislykket

Forskellen på stor kunst og knap så stor kunst handler om detaljen: Et ægte kunstværk har ingen ligegyldige strøg og dermed heller ingen »detaljer« i jævn forstand. Alt på lærredet spiller sammen med alt andet og kunne kun have været anderledes med et andet værk til følge. Selv klejne tegninger af Leonardo da Vinci ligner også i den forstand ubegribelig stor kunst – som når mængderne af museumsgæster bliver helt stille foran studierne til slaget ved Anghiari eller den knælende Leda med svanen.

 

»Den Vitruvianske Mand« er en af Leonardo da Vincis mest ikoniske tegninger og ankom til udstillingen i sidste øjeblik. Fold sammen
Læs mere
Foto: Benoit Tessier.

Parisernes udstilling som sådan er alligevel både mageløs og lettere mislykket. Den har været ti år undervejs og krævet indlån fra hele verden og ustyrlige summer til sikkerhed. Kuratorerne fik bare ikke ja til nogle af de allermest ikoniske malerier og må derfor præsentere verden for rum med lidt for få farver.

"Salvator Mundi" er faktisk med på den store jubilæumsudstilling i Paris - bare ikke i den mest omtalte version. Foto: FRANCOIS GUILLOT / AFP Fold sammen
Læs mere
Foto: FRANCOIS GUILLOT.

At dejlige »Mona Lisa« er blevet hængende på sin faste plads et andet sted i huset, ligner alt andet lige en skrivebordsbeslutning – om end man godt forstår den. Men fraværet af både hans dramatiske »Damen med hermelinen« fra Kraków og portrættet af Ginevra de' Benci foran enebærbusken fra London bliver i længden for lidt af det gode. Louvre har i øvrigt stadig forespørgsler om den kontroversielle »Salvator mundi«, der måske ligger på en saudiarabisk lystyacht, og holder efter spændende rygter den indrettede plads fri til det sidste.

Infrarøde fotos af Leonardos mest kendte værker spiller en stor rolle på udstillingen i Paris. Som her maleriet af de hellige tre konger. Fold sammen
Læs mere
Foto: FRANCOIS GUILLOT.

Gæsterne får også vægge fulde af fotostater med nogle klassikere i infrarød gengivelse. Men er muligheden for et kig på de mange faser i skabelsen af kunstværker ikke meningsløs uden originalen ved siden af? Hvis man endelig skal lege »find fem fejl« på et museum, må man i det mindste kunne sammenligne med noget andet end sin alt for hullede hukommelse.

Og museet lukker først og fremmest for mange mennesker ind. Du kunne meget vel finde din egen nabo hjemmefra bøjet over en bog eller legende med virtual reality-briller. Stille kontemplation og benovelse over mesterens nærvær er byttet ud med stress på linje med morgentrafik. Man må næsten alle steder bese de små tegninger af anatomi eller tekniske anordninger fra anden række og strækker hals efter bedste evne – hvorfor ens hårdt prøvede muskulatur efterhånden ligner den på tegningerne.

Den halve verden vil se udstillingen på Louvre og skal selvfølgelig have lov til det. Men man skulle lukke færre ind ad gangen. Fold sammen
Læs mere
Foto: CHRISTOPHE PETIT TESSON.

Skal man ligefrem blive hjemme? På ingen måde. At befinde sig under tag med Leonardo da Vinci minder ikke om noget andet. Ingen kunstner i historien virker mindre optaget af det overfladiske og mere optaget af det essentielle. Han vil det hele og kan det dobbelte – så selv en halv udstilling giver i virkeligheden fuld valuta for pengene.

Leonardo da Vinci

Louvre, Paris. Frem til 24. februar. Billetter skal reserveres på nettet. Flere værker tages ned eller sættes op i udstillingens løb. Kataloget er kun udkommet på fransk.

Læs også Søren Schausers kommentar om Mona Lisas tilstand.