Lasse Spang Olsen på dybt vand: »Jeg vidste, at samtlige menneskespisende hajarter svømmede i vandet omkring mig.«

Filminstruktør Lasse Spang Olsen befandt sig tidligere på året i Det Indiske Ocean. Her var han omringet af hajer, hvilket var en »temmelig anstrengende« oplevelse.

Lasse Spang Olsen svømmer med en haj i Det Indiske Ocean. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lasse Rosendahl

Lasse Spang Olsen, 53, filminstruktør:

»I foråret 2018 lavede jeg nogle DR-programmer om forskere, der sætter livet på spil for videnskaben, hvor jeg blandt andet fulgte en hajforsker i Sydafrika.

For at studere hajerne i deres naturlige omgivelser, sejlede vi 40 kilometer ud i Det Indiske Ocean i en lille motorbåd. Havet så stille ud, da vi stod på havnen, men jeg fandt senere ud af, at der er en grund til, at den del af Afrika kaldes for Kap Det Gode Håb.

For der er grund til at håbe på det bedste.

»Hajerne omgående tiltrukket af mine kameraer, hvilket jeg heldigvis var forberedt på: Jeg havde sat dem på en stang, så jeg kunne holde hajerne væk fra kroppen.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Lasse Rosendahl.

Kameraholdet og jeg fik fortalt, at vejret var godt den dag, så vi spiste ikke søsygepiller. Det fortrød vi kraftigt. Sejlturen varede 10 timer, og bølgerne på det åbne hav var fem meter høje. Men hajforskerne, vi sejlede med, mente, at det var godt vejr, når bølgerne var mindre end seks meter.

Havet under motorbåden var 500 til 600 meter dybt, og dyrelivet var overvældende. Vi sejlede forbi tonsvis af sæler og hvaler og fik direkte motorstop, da båden ramte en haj, som blev spiddet af påhængsmotoren. Efter fire timers centrifugering ankom vi til et sted, hvor to havstrømme mødes. Hajforskerne kastede blod og fiskeindvolde i vandet, indtil båden hurtigt var omringet af hajfinner stikkende op af vandoverfladen.

Alt skinnende på vores dykkerdragt, og derfor blev de dækket med sort gaffatape. Forskerne forklarede os, at hajerne ofte angriber det, de tror er reflekser fra fiskeskæl.

Jeg troede, vi skulle hoppe i vandet ved et stillestående sted, men det var ikke tilfældet. Det var overraskende kompliceret at komme op og ned ad en dykkerstige, når bølgerne omkring båden var fem meter høje, men det lykkedes, og en bizar fornemmelse ramte mig, da jeg hoppede ud i det oprørte hav i en stime af hajfinner. Jeg vidste, at samtlige menneskespisende hajarter svømmede i vandet omkring mig.

Hajerne blev omgående tiltrukket af mine kameraer, hvilket jeg heldigvis var forberedt på: Jeg havde sat dem på en stang, så jeg kunne holde hajerne væk fra kroppen. Hajer ser ret dårligt, så de lugter sig frem. Uheldigvis sidder hajers lugtesans primært i tandkødet, hvilket er ret ærgerligt for dem, de lugter til.

»Hajer ser ret dårligt, så de lugter sig frem til. Uheldigvis sidder hajers lugtesans primært i tandkødet, hvilket er ret ærgerligt for dem, de lugter til.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Lasse Spang Olsen.

Der kom flere og flere hajer mod mig i vandet, og de begyndte at skubbe til mig med snuden for at undersøge mig. Jeg tænkte, at det samme nok skete for hajforskeren, som jeg var i vandet med, og begyndte at lede efter ham for at filme det. Jeg opdagede til min skuffelse, at jeg var alene i vandet. Han måtte være blevet spist, tænkte jeg. Simpelthen.

Eftersom vandet var en halv kilometer dybt, kunne båden ikke kaste anker, så den drev rundt i nærheden, hvilket viste sig at være et vidt begreb. Da jeg så op mellem de store bølger og hajkroppe, opdagede jeg, at båden var langt væk. Da jeg endelig kom hen til den, var hajforskeren på båden. Han var kravlet op og var allerede klædt om. Han syntes, hajerne var for nærgående.

Det var en oplevelse, som var temmelig anstrengende, men ikke desto mindre husker jeg den som en af mine bedste rejseoplevelser – altså af dem, hvor jeg ikke har haft mine børn eller familie med.«

Rejsen, jeg aldrig glemmer: Hver uge fortæller vi på denne plads om en rejse, der har gjort særligt indtryk, fordi alt lykkedes eller mislykkedes, fordi naturen, maden eller en udflugt var storslået, fordi der skete noget særligt eller...