Lapland er balsam for sjælen

Tag med på vandreferie i Europas sidste vildmark, hvor både vandet og luften er så ren, at man sluger det i store mundfulde.

Rejseliv imported photo
Foto: Anne Mette Ahlgren.

Når man har vandret det meste af en dag, når vandrerstøvlerne har gnavet hul på en hæl eller en tå, og når man har opnået en tilstand af meditativ eftertænksomhed over at gå på de samme stier, som tusindvis af andre har betrådt før én selv, så virker det som et skud ginseng i årerne at få øje på fjeldstationens sortmalede træbygning og det kækt blafrende flag et stykke ude ad vandrestien.

Se også: Aktiv ferie i vildmarken

Den sidste strækning bliver vandret i koncentreret ro. Endelig ligger bjerghotellets bygninger lige foran én. Det ser så indbydende ud, som det ligger dér omkranset af u-formede fjelde og fredfyldte dale, hvor rensdyr går og græsser, og vand risler ned fra bjergsiderne.

Det er som at komme i mål at styre mod hotellets overdækkede indgang, stille vandrestøvlerne i forstuen, bestille en øl i baren og synke ned i en lænestol foran pejsen.

For de fleste bymennesker vil det være en voldsom kontrast til deres daglige liv at komme til Lapland i Nordsverige.

Allerede når man flyver den sidste strækning fra Luleå til Kiruna over store øde naturområder med søer, skærgårde, skove og bjerge uden et eneste hus, er kontrasten slående.

Lapland udgør en fjerdedel af Sveriges areal. Men der bor kun ca. 255.000 mennesker i den svenske del af Lapland. Hertil kommer 120.000 rensdyr.

Hovedbyen Kiruna, hvis lufthavn består af en rød hangar med et enkelt bagagebånd, er udgangspunktet for de fleste, der forvilder sig op til disse smukke og øde egne af jordkloden.

En forretningsmand fra Jukkasjärvi en halv time fra Kiruna mente for nogle år siden, at der kom for få turister til egnen. Han rejste rundt i verden og så, hvad man gjorde andre steder for at tiltrække turister til øde og naturskønne egne. Svaret var: Tag udgangspunkt i noget lokalt.

Jukkasjärvi ligger ved Torne Elven, som fryser til is om vinteren. Det gav idéen til at save store isblokke ud af den frosne elv og opbygge det nu verdensberømte Icehotel hver vinter. Hotellet formes af 80 cm tykke isblokke, der oversprøjtes med en blanding af is og sne, som man kalder »sniis«.

I starten var hotellet blot en lille knaldhytte. I dag er det en 5.000 kvadratmeter stor »iglo« med op til 90 værelser, hvoraf en del er udsmykket med isskulpturer af skiftende kunstnere. Hvis man synes, det kunne være sjovt at overnatte i et køleskab, kan man mod en pris på 3.000-7.000 kr. få lov at sove i termosovepose på rensdyrskind i fem graders kulde.

Om sommeren er hotellet naturligvis smeltet væk. Men hyttehotellet, souvenirbutikken og isfabrikken ligger der året rundt. På isfabrikken opbevares store isblokke, og her produceres en million drikkebægre af is, som fragtes til de tre Absolut Icebars i henholdsvis Stockholm, København og Tokyo.

Icehotel Jukkasjärvi er et fint udgangspunkt for vandreture i bjergene og riverrafting på Torne Elven.

Sveriges højeste bjerg. Kebnekaise på 2.104 meter er bjergvandringens vugge i Sverige. Franskmanden Charles Rabot var den første til at bestige Kebnekaise i 1883. Siden er tusinder fulgt i hans spor.
Mindre end at nå til toppen kan dog også gøre det i de smukke dale omkring bjerget.

Halvanden times kørsel fra Jukkasjärvi ligger den sidste udpost inden bjergene: Nikkaloukta. Her driver samerfamilien Sarri – foruden det traditionelle rensdyrhold på 6.000-7.000 dyr – et hyggeligt hotel for vandrere, en samerkirke og en campingplads.

Anna Sarri er en stolt samerkvinde, hvis bedstefar grundlagde bygden Nikkaloukta for godt 100 år siden, da han og fire andre samerfamilier opgav den hidtidige nomadetilværelse og slog sig ned her.

Hun fortæller gerne sine gæster om samernes historiske og kulturelle baggrund og giver smagsprøver på joik, en art samisk jodlen, og synger samernes melankolske nationalsang. Den handler om samernes land, der gemmer sig langt borte bag stjernerne, hvor bjerge rejser sig ved bjerge, og søer læner sig ved søer. Naturen er med andre ord omdrejningspunktet for alt på denne egn.

Ved Nikkaloukta slutter landevejen fra Kiruna. For at komme de resterende 19 km til bjerghotellet Kebnekaise Mountain Lodge må man vandre, ride, løbe eller flyve i helikopter.

De første fem kilometer af ruten ender ved campingpladsen Ladtjojaure, hvor samerfamilien praktisk nok driver en LapDonald’s med renburgere og en lille café med morgenmad og madpakkeforsyninger. Derpå må man sejle eller ride et stykke og vandre igen.

Og når bjerghotellets lune bygning er i sigte, er det for de fleste kun første stop på vej til en længere vandretur ind i bjergene omkring Kebnekaise.

Den første del af ruten er omkranset af lave, forkrøblede birketræer med spæde, lysegrønne blade så sent som i juni. Foråret kommer langt senere til Lapland end på vores breddegrader. Længere fremme kan man mellem birketræerne skimte bjerge med små vandfald. Stien krydser elven og munder ud ved den spejlblanke sø Ladtjojaure, hvor sneklædte bjerge spejler sig i vandoverfladen.

Her slår vi lejr for natten i tipiformede telte, Tentipis, og nyder godt af den laksesuppe og renburger, som familien Sarri tilbereder til os. Lejrbålet er ikke til madlavning denne gang, men er kun til for hyggens skyld. Om sommeren kan her være 300 overnattende gæster pr. nat, så der er som regel godt gang i renburgerboden og kaffebrygningen.

Fra morgenstunden sejler Anna Sarris' 75-årige far, Henrik Sarri, i rutefart mellem campingpladsen og den resterende del af vandrestien mod Kebnekaise.
Man kan gå hele vejen, men der er ingen grund til at blive fanatisk, når nu søvejen er en mulighed i seks km.

Fra bådepladsen går det jævnt opad mod Kebnekaise Mountain Lodge i knap en mil (ti km) – eller »så langt som en hund kan gø«, som mil betyder på sapmi. Her er ruten mere varieret. Solide planker er lagt ud over sumpede områder og vandløb. Store klippestykker ligger langs stien, lysninger indbyder til pauser, en stålbro fører over en brusende elv dybt nede.

Med korte mellemrum ligger bunker af ovale elg-efterladenskaber og kuglerunde rensdyr-ditto, men dyrene er ikke i sigte, når tungt lastede turister tramper hen ad vandrerstien.

For en, der er født nær Himmelbjerget (147 m), er det svært at forstå, hvad bjergbestigning går ud på, og hvorfor man overhovedet skal vandre i bjerge?

Men når man har oplevet lyden af sit eget åndedræt, fuglenes sang og vandets rislen og brusen i de mange vandløb og lyttet til den monotone lyd af ens egne støvletramp på den stenede sti, så begynder man at forstå magien.

Vandring foregår i forskellige faser i vilkårlig rækkefølge. Der er fasen, hvor man sludrer løs med sine vandrekammerater og dårligt lægger mærke til vejen. Den fase varer en dags tid, indtil den travle hverdag er snakket ud af kroppen, og der er blevet plads til at mærke sig selv.

Der er faser, hvor man traver støt derudaf i et meditativt tempo og først bagefter mærker, hvordan traveriet har frigivet endorfiner og skabt velvære i kroppen.

Der er andre  faser, hvor man går langsommere, stopper op og tager billeder og dvæler ved udsigten. Lytter til naturens lyde og beundrer de små, sejlivede bjergblomster, der titter frem midt i en klippe. Plukker tyttebær og blåbær og nyder deres sødme på tungen.

Og så er der faser, hvor rygsækken gnaver, og man længes efter at nå frem til målet, til en god kop kaffe, ild i pejsen, solid mad og en god seng at sove i.

Få hundrede meter bag Kebnekaise Mountain Lodge har en ensom vandrer slået sit telt op og sidder på en klippe og kigger ud over den fredfyldte dal og de runde bjergtoppe med sne på.
Aftenen bliver brugt på en stille spadseretur i dalen omkring hotellet, hvor man rigtig kan få et nærmere kig på julemandens rensdyr.

Efter en god middag på bjerghotellet, der må importere alt pr. helikopter, og en uforlignelig nats søvn, går turen i skarpt trav tilbage mod Nikkaloukta. Hvis benene er ved at segne under den tunge rygsæk, kan det anbefales at tage de sidste fem kilometer på islandsk hesteryg. Derved ser man landskabet fra nye sider, idet rideturen går igennem vandløb, over åbne arealer med udsigt til bjerge og igennem varieret skov.

Tilbage på Icehotel Jukkasjärvi er det en ren lise at sætte sig ind i den birkefyrede sauna på den nærliggende hembygsgård for derefter at kaste sig i den syv grader varme Torne Elv.

Rafting på Torne Elven
Hvis man har en dag tilovers, inden flyet går tilbage til »civilisationen«, er fire timers riverrafting på Torne Elven ikke nogen dårlig måde at omstille sig til hverdagen på.

Turen veksler mellem stille og rolig padlen og sejlads gennem »ujævnt vand«, hvide bølger og hvirvelstrøm, som sender kaskader af vand ind over båden.

Guiden Totte forstår med hæse skrig at gøre turen mere dramatisk, end forholdene lægger op til. En kvinde falder over bord ved en fejl, mens en del lader sig plumpe i med vilje for at flyde i den stærke strøm med hoved og fødder oven vande.

Efter sådan en omgang vandring og vandgang er man renset i sjæl og legeme og klar til at tage fat på endnu en omgang i storbyens barske jungle.