Landsbyen med den drabelige grænsekontrol

Bare 100 kilometer fra Danmark ligger et lille grænsemuseum, der levende fortæller om hverdagen for de tyskere, der under den kolde krig boede bag jerntæppet.

Foto: Birger A. Andersen. Grænsekontrolstederne mellem det tidligere Østtyskland og Vesttyskland var dødelig alvor. Klatrede man over hegnet, aktiverede elektroniske følere en af de dødelige mine-anordninger, der var placeret med seks meters mellemrum.
Læs mere
Fold sammen

Berlin-muren var langt fra det eneste vidnesbyrd om jerntæppets brutale deling af Tyskland.

Som et knivskarpt barberblad var selve den tysk-tyske grænse mellem DDR i øst og Forbundsrepublikken i vest også et yderst håndgribeligt bevis på den kolde krig for både østtyskere og vesttyskere.

Først ved genforeningen i 1990 begyndte det åbne tyske sår efter Anden Verdenskrig for alvor at hele, og i dag kan det synes ubegribeligt, at det ikke er mere end 25 år siden.

Derfor var det en oplevelse af de større, da Rejseliv nærmest ved et tilfælde kom forbi det tysk-tysk grænsemuseum ganske tæt på Lübeck i Nordtyskland – kun godt 100 km fra færgelejet i Puttgarden med færgerne til Rødby.

Det lille museum »Grenzhus« putter sig i landsbyen Schlagsdorf, hvor de omkring 1.000 forhenværende DDR-borgere havde Tysklands deling helt inde på livet i årtier.

På grænsen til Vesttyskland

Landsbyen lå i den såkaldte sikkerhedszone inden for de første fem km fra den stærkt bevogtede grænse til Vesttyskland, så indbyggerne måtte have et særligt stempel i deres identitetspapirer for at kunne køre til deres huse. Andre DDR-borgere kunne ikke få adgang til spærrezonen uden særlig tilladelse.

Tæt på selve museumshuset er opført en rekonstruktion med originale elementer fra de omfattende bevogtningsanlæg, som det kommunistiske styre i DDR under den kolde krig plastrede grænsen til Vesttyskland til med for at holde sin befolkning indespærret i det østtyske folkefængsel.

Vagttårne, pigtråd, lyskastere, minefelter, automatiske skydeanordninger, glubske vagthunde og alarmer i alle afskygninger. For slet ikke at tale om de tusindtallige grænsevagter med stående ordre om at skyde med skarpt mod flygtende medborgere.

Udendørsudstillingen er åben i samme tidsrum som museet (hver dag fra kl. 10-16.30 og i weekenden til kl. 18), og i det nærliggende sølandskab er udlagt en 3,5 km lang sti – »Grenzwege Schlagsdorf« – hvor man undervejs passerer 14 informationsposter, der orienterer om den tidligere grænsedragning på stedet.

Autenciteten er museets styrke

Foto: Birger A. Andersen. Museet Grenzhus ligger holder åbent alle hverdage fra kl. 10-16.30 og i weekenden fra kl. 10-18. Den permanente udstilling er primært bygget op om de lokale beboeres uhyggelige oplevelser af den kolde krig. Fold sammen
Læs mere

Den største attraktion er og bliver dog det intime museum. Det giver på illustrativ vis et spændende og tankevækkende billede af de udspekulerede og omfattende foranstaltninger, som blev brugt for at gøre de 1.378 km tysk-tysk grænse til en af verdens mest sikrede og bedst bevogtede.

Og i 40 år delte grænsen Tyskland med smertefulde konsekvenser for folk på begge sider.

Museets styrke er dets lokale autencitet: at man kan se det landskab, som grænsen skar igennem lige uden for vinduerne, og at det i høj grad er bygget op om vidnesbyrd fra landsbyens egne beboere.

Og allerede når man nærmer sig museet, begynder man at fornemme den gamle DDR-stemning på de brostensbelagte småveje gennem de omgivende landsbyer.

Grenzhusets forskellige funktioner gennem tiden

Selve museumshuset er ikke blevet brugt til egentlig grænsebevogtning i DDR. Bygningen blev opført i 1890 som et bondehus, og blev indtil krigens slutning i 1945 beboet af en lokal familie.

Landreformen i den sovjetiske besættelseszone ændrede husets historie, så det både husede flygtninge, blev brugt som skole og fra 1973 som børnehave.

I 1997 begyndte renoveringen af det nutidige Grenzhus, som blev åbnet som museum 10. november 1999 – på 10-årsdagen for åbningen af den indre tysk-tyske grænse.

»I dag drives museet af en lokal organisation med støtte fra amt og kommune. Sidste år besøgte 13.000 gæster museet. Heraf var flest tyskere, men også mange hollændere og danskere har efterhånden opdaget os,« fortæller Andreas Wagner, som passer museets reception, da BT Rejser besøger Grenzhus.

Personlige historier fra landsbyen

Museet er det nordligste af sin art og altså tættest beliggende på grænsen til Danmark i forhold til de knap 50 andre steder langs den tidligere tysk-tyske grænse, hvor man stadig kan se rester af grænseanlæggene.

I en af museets første udstillinger kan man se portrætbilleder og citater fra seks personer, der fortæller om deres personlige historier i landsbyen.

Eksempelvis den fastboende, der blev i sit hus i hele den omskiftelige periode, grænsesoldaten, kvinden som i 1952 fik 12 timer til at flytte uden nærmere begrundelse, og flygtningen, der i 1989 forsøgte at flygte fra DDR i folkerepublikkens sidste krampetrækninger.

»Trods de massive sikkerhedsforanstaltninger lykkedes det på dette sted også i 1986 en DDR-borger at flygte over grænsen. Han besluttede dog efter tre uger i Vesten at flygte tilbage, og han ringede selv til myndighederne for at fortælle det, da han var kommet godt hjem igen.

Han døde i 1990erne og hans motiv til at vende tilbage er aldrig rigtig blevet fastslået, men det var formentlig af familiegrunde,« fortæller Andreas Wagner.

Foto: Birger A. Andersen. Det er kun 25 år siden, at man blot cirka 100 km fra Danmark risikerede at blive dræbt, hvis man forsøgte at krydse grænsen mellem de to tysklande illegalt. Fold sammen
Læs mere

Kulminationen, der førte til grænse anlæggelsen

Allerede i årene 1949-1952 flygtede omkring 675.000 tyskere mod vest fra den sovjetiske besættelseszone i øst, og i 1952 begyndte DDR-styret derfor så småt at forstærke grænsebevogtningen og forstærkningen af den indre tyske grænse.

En udvikling, der kulminerede med Berlin-murens pludselige opførelse natten til 13. august 1961 – officielt som en »antifascistisk beskyttelsesmur«.

Da den tysk-tyske grænse skulle anlægges og håndhæves, blev over 11.000 DDR-borgere fra grænseområderne tvangsforflyttet til andre steder, ligesom hele landsbyer blev jævnet med jorden.

Og efterfølgende blev folk i 10.000-vis anholdt og arresteret på grund af deres ønske om udrejse fra DDR, ligesom flere hundrede personer mistede livet i forgæves forsøg på at flygte til friheden i vest.

Dødsfaldene skyldtes blandt andet de automatiske skydeanlæg, der i 1970 blev monteret på selve grænsehegnet mellem øst og vest. Hvis en desperat flygtning forsøgte at klatre over hegnet, aktiverede elektroniske følere en af de dødelige mine-anordninger, der var placeret med seks meters mellemrum.

Herefter sørgede 110 gram TNT-sprængstof for at sende en byge af metalsplinter af sted inden for en afstand på ca. 20 meter som dødelige spredehagl.

Kold krig blev erstattet med varm suppe

Først i 1984 blev de selvskydende anlæg pillet ned fra grænsehegnet, efter at DDR havde fået vesttyske politikere til at hoste op med hård valuta for barmhjertigheden.

Men pigtråden, vagttårnene, grænsevagterne med skarpladte våben og de glubske vagthunde forblev langs grænsen.

I 1989 var omkring 3.000 hunde stadig på plads for at sætte tænderne i eventuelle grænseoverløbere.

I museets stueetage tilbyder den lille café »Grenzstein« mad samt kolde og varme drikke. Især den russiske suppe soljanka, der ifølge menukortet var en populær ret i DDR, kan varmt anbefales. Den var mere end rigeligt sine 3,5 euro værd.