Lækker weekend på Mallorca

Mallorca er perfekt til en lang weekend, hvor den står på shopping, spa-behandling - og golf.

Her er vi ved den udendørs pool ved SPAen. Er vejret dårligt kan man svømme indendøre gennem et forhæng. Fold sammen
Læs mere
Foto: Leif Poulsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Rejseliv.dk rykkede ind på Marriott Son Antem Golf Resort & Spa tæt på lufthavnen og tæt på Palma. Fra skjulte højttalere strømmer stille musik fra et klaver ind i rummet. Det er ikke nogen speciel melodi, det er mere som en lang kæde af beroligende lyde, der skabes på stedet. Tonerne stiger og falder, stiger og falder.

Næste: Golf på Son Antem og bytur i Palma

Jeg ligger på briksen i det japanske værelse. Gennem illusionen af ægte japanske papir-foldedøre falder et forsigtigt, blåt skær ind i rummet, der ellers kun oplyses af enkelte stearinlys. Det banker forsigtigt på døren, og en person kommer stille ind. »Er du klar«, hvisker hun.

Jeg kan ikke se hende, for jeg ligger allerede på maven på briksen med ansigtet begravet i »hovedpuden« med hul i midten. Men jeg gætter på, at det er Christine, som har taget imod mig og fulgt mig herind. Og derefter forladt rummet, mens jeg har gjort mig klar. »Ja, jeg er klar,« hvisker jeg tilbage.

Jeg kan høre, at hun smører sine hænder ind i olie – og så går hun i gang. Først med den venstre fods lilletå, så resten af tæerne, så hele foden, hvorefter hun arbejder sig op ad benet. Det er forbløffende behageligt.

Jeg er i gang med at få svensk olie-massage. En traditionel fuldkrops-massage, der angiveligt er »fadder« til en lang række massager, og det de fleste tænker på, når man siger massage.

Spinkle Christine har stærke fingre. De finder så let som ingenting masser af myoser, infiltrationer og hvad ved jeg. Og hvem kunne lige gætte, at svensk massage inkluderer brug af albuerne – men det gør det. Mens hun trykker min ene hånd med sin, kører den anden arms albue ned af min arm. En sær fornemmelse, men vist nok behagelig.

De sidste ti minutter af den tre kvarter lange massage ligger jeg på ryggen. Mine stive nakkemuskler får en ordentlig omgang, og til sidst nulrer hun længe mine øreflipper og slutter seancen på hovedbunden. Hun har altså arbejdet sig op gennem kroppen på en yderst behagelig måde.

»Nu fylder jeg wirlpoolen med vand tilsat blødgørende olier, mens du bliver liggende og slapper af. Det tager cirka fem minutter. Når det er klar, lægger du dig i – badet varer 20 minutter og stopper selv – så er du færdig og kommer bare ud,« hvisker Christine og forsvinder så stille som hun kom.

Jeg lister op i karret og falder næsten i søvn, mens boblerne bruser om mig. Milde himmel, sådan en tur skal man ofre på sig selv i ny og næ – og hvem siger, at spa ikke er for mænd?

Jeg går ud og sætter mig i spaens centrale rum med marmor på gulvet, søjler og dæmpet belysning. Her serveres en kop urte-te, mens man lige kommer helt tilbage. Fra de øvrige behandlings-rum dukker folk op med sagelige smil om munden.

Christine siger farvel: »Det her skulle du gøre lidt oftere, din ryg trænger til det.«
I den åbne og indendørs spa-afdeling svømmer folk rundt i den store pool – nogle af dem svømmer ud gennem forhænget til fortsættelsen af poolen ude i det store parkområde.

Det er en torsdag i foråret, og vi er ankommet nogle timer tidligere. Ved 13-tiden landede flyet i Palmas lufthavn, og der er varmet op til en lang weekend med tre ting på programmet: Spa, golf og shopping – og så selvfølgelig det totale driverliv ind i mellem. Til det tester vi Marriott Son Antem Golf Resort & Spa.

Beliggenheden er ret perfekt – hotellet ligger et kvarter i bil fra lufthavnen og 20 minutter fra Palmas centrum. Skal man bare frem og tilbage fra lufthavnen og en enkelt tur frem og tilbage fra Palma, så er det faktisk billigere og mere bekvemt at hyre en taxa end at leje en bil – så er der også plads til lidt vin på Palma-turen, og det er iøvrigt svært at finde en parkeringsplads inde i byen.

Nå, spaen er færdig, og og vi dumper ned i solstolene sidst på eftermiddagen. Her er ret stille, og folk futter rundt i deres hvide morgenkåber. Fra vores terrasse er der udsigt til greenen på 9. hul på vestbanen.

Hotellet ligger på den centrale og flade slette lidt inde på øen. Mallorcas spisekammer med de mange småmarker, vindmøllerne i ruiner og de mange søvnige småbyer. Nærmeste større by er Llucmajor, og den er i sandhed ikke så spændende at gå rundt i. Men vi har heller ikke planer om denne gang at køre den meget spændende ø tynd, så det gør ikke noget. Udsigten til oliventræer, mandeltræer, golfbaner og swimmingpools kan være nok.

Denne første aften spiser vi »hjemme« på restauranten El Olivar på hotellet. Korte bukser er ikke ok, men ellers er der ikke de store krav til påklædning – og maden er fremragende med priser svarende til danske. Det blev til lammeskank og kylling med champignon og mandelsovs – ting, som de bare kan her.

Næste: Golf på Son Antem og bytur i Palma