Kysser med ulve

I verdens nordligste dyrepark, på den anden side af polarcirklen i Norge, kan man komme i nærkontakt med de dyr, som ellers strejfer vilde rundt.

»Ulven er stamfader til menneskets bedste ven, hunden, og ved at afkode ulvens adfærd vil man forstå sin hund bedre,« siger adfærdsekspert Julian Brossé. Fold sammen
Læs mere

En kæmpeørn sejler højt over os i det uendelige lyseblå. Her, tættere mod jorden, er fuglefløjt de eneste lyde udover den rislende, klukkende Salangselven.

Læs også: Her er det vilde Danmark

Lige indtil der lyder en langt menneskeskabt ulve-tuden. Uuuhuuuuu. Stilhed. Èn gang til. Så er der svar. Uuuhuuuuu. Som i stereo. Lyden står klart og vibrerer mellem de over 1.000 meter høje fjeldtinder. Vi får let gåsehud. Det er svar fra Ylva, Luna og Steinulv. Vi er velkomne.
Vi er rejst til Nordnorge, sådan cirka 300 km nord for polarcirklen midt mellem Narvik og Tromsø på det smalleste sted, hvor grænsen til Sverige kun er 20 kilometer væk. Til den anden side er klippeøer og blanke fjorde med vand fra det mægtige Atlanterhav. Det her er vildmarken.

Oppe i fjeldene omkring os lever bjørne, jærv, los, ræve, elge og ulve på egne og naturens vilkår. Dyr, som de færreste har lyst til at møde på deres hjemmebane, men som vi alligevel er dybt fascineret af. Vi er taget til Polar Zoo for at opleve dem i trygge omgivelser, både for dem og for os.

Ulvene kan næsten ikke styre deres begejstring, efterhånden som jeg kommer nærmere med den lokale dyreansvarlige, Stig Slatten, og min rejseledsager og danske ulve- og hundeadfærdsekspert, Julian Brossé, som har et ganske særligt forhold til Ylva, Luna og Steinulv. Han er deres »hvalpefar«, han brugte i sommeren 2008 tre måneder på at harmonisere dem sammen med Norges kendte ulve- og hundeadfærdsekspert, Runar Næss.

De tre hvalpe blev taget fra deres vilde forældre, som også findes i Polar Zoo, da de var seks dage gamle, og er bogstavligt talt flasket op til at vænne sig til omgang med mennesker. Det er derfor, at det sagnomspundne dyr er til at komme tæt på. Meget tæt på.

Lågen bliver åbnet og vi træder ind. Der skal altid være to dyreansvarlige, som kender ulvene og deres adfærd, når der er gæster med. Solen fanger de smukke grå farver i pelsen, ulvene misser med øjnene og springer glade rundt om dagens besøgende. De genkender tydeligvis Julian Brossé fra sidste gang han var her med sine egne gæster, og tumler rundt med ham for at afreagere.

Deres velkomstritual er ikke så meget anderledes fra det mellem to mennesker, et kys, ovenikøbet tungekys. Ulvene kommunikerer ved at slikke i ansigtet og omkring munden, og allerhelst inde i mundhulen. Så er man godkendt. Tungen rasper lidt i huden, men ifølge Julian Brossé er det ikke »farligt« at blive kysset.

Jeg tøver alligevel…
»Mange føler adrenalinen sekundet før, porten åbner, mest fordi de glæder sig til oplevelsen. Selv om man føler en angst – eller respekt – er det ikke negativt for ulvene. De har været socialiseret i tre år og oplever os som venlige naboer, som kommer på besøg i deres hjem,« siger Julian Brossé fra N.H.S., som var hovedperson i DR2-programmet »Kysser Med Ulve« fra sidste år, som fortalte historien om det usædvanlige initiativ.

Han har flere års erfaring bag sig som hundeadfærdsekspert og har senere hen uddannet sig til ulve-ekspert. Hans interesse for hunde kom faktisk gennem hans passion for ulven, men han er helt klar over, at det er ulve og ikke vores domisticerede hunde, han har med at gøre. Han mener, at alle som kan lide hunde, bedre vil kunne forstå dem gennem indsigt i ulvens adfærd, da ulven er stamfader til hunden.

»Jeg elsker den intensitet, dyrene udstråler, når jeg er sammen med dem, men jeg er der på deres præmisser, jeg følger deres regler. Jeg mærker nuet, når jeg er sammen med dem, tiden står stille. Samtidig er det vigtigt for mig, at de også synes, det er sjovt, og man kan se med det blotte øje, at de har det godt. Her er ikke nogen, som stikker halen mellem benene.«
Det gør jeg så, indtil videre.

På den anden side af hegnet fortæller Polar Zoo’s daglige leder, Cato Haakseth, hvorfor det er så vigtigt at have socialiserede dyr i parken.
»For at øge dyrevelfærden. Når man har valgt at indespærre dyr for, at vi kan betragte dem og lære om dem, får de et bedre liv, fordi de ikke bliver nervøse, når der kommer gæster. Vi har også dyr, som ikke er socialiserede, f.eks. de tre ulves forældrepar, jærven, lossen og så de store dyr som elg, moskusokse og bjørnene, og der kan man selvfølgelig se og mærke forskel,« siger han og erkender samtidig, at netop de socialiserede ulve er blevet parkens store trækplaster, fordi det er noget unikt og kun findes få andre steder i verden.

Der blev også socialiseret et kuld ulveunger i 2010, men dem har Cato Haakseth og hans team besluttet at lade omgås de to semi-socialiserede brunbjørne på 2 år, Salt og Pepper.

»Det giver begge dyrearter stimulering, at de kan besøge hinandens indhegning gennem en luge, fordi de automatisk skal passe mad og territorium. Det giver dem en miljøberigelse, fordi det er det nærmeste, vi kommer deres interaktion ude i naturen. Og det giver os mere at se på.«

Polar Zoo socialiserer altid minimum tre dyr ad gangen, fordi ulvene er flokdyr.
»Det ville være et fattigt liv, hvis man gjorde det med ét dyr ad gangen. Hvis der kun er et individ, knytter det sig til det menneske, som opfostrer dem, og vi kan jo ikke være hos dem hele tiden. Så kan man risikere en Knut-effekt,« siger han og henviser til den tyske medie-darling, isbjørnen i Berlin. Han mener den døde af savn, fordi dens dyrepasser, og eneste tætte relation, døde.

Af samme grund besluttede Polar Zoo også at stoppe socialiseringen af Salt og Pepper. Det er nemmere at socialisere dyr generelt, når man er flere om det, for så kan man sætte folk ind til sekundære relationer, men det er sværere med bjørne.
Anita Hansen fra Svendborg kom i praktik i sin dyrepasseruddannelse, netop som Salt og Pepper blev født for to år siden, og hun flaskede dem op.

»Jeg er glad for, at jeg fik lov til at prøve det, men jeg er også glad for, at jeg ikke skal ind til dem mere. Det er simpelthen for farligt, både fordi de så ville knytte sig til mig, men også fordi de er så store nu, at de kan vælte mig omkuld,« siger hun.

Næste dag tager jeg med Stig Slatten på fodringsrunde. Nede ved bjørnene, som står på bagbenene i begejstring, mens tomater, druer og avocado bliver smidt over hegnet til dem, siger han:
»Man skal passe på ikke at romantisere dyrene, så mister vi respekten for dem. Vi prøver at vise dyrene i så naturlige omgivelser som muligt for et arktisk område, bare med hegn om. Masser af børn synes, det er sjovt at se »bamserne« i virkeligheden, og tror, at de kan a’e dem på snuden, men de risikerer bare, at de ikke får fingrene med sig, hvis de kommer for tæt på. Dyrene skal have lov til at have deres naturlige adfærd.«

Inde hos jærven Jarmo, som har en bid-kraft på 4,6 tons, holder jeg vejret, mens Stig fodrer »nordens hyæne« på en meters afstand. Lige sådan hos lossen Shimmer, som kan springe seks meter i luften efter sit bytte og vil gå lige efter struben, hvis hun føler sig truet. Glurp. Ingen af dem er socialiserede, men man kan sagtens komme ind til dem på en speciel »foto-safari« med dyrepasser, så jeg knipser løs i passende afstand. Med respekt.

Dyreparkens anden socialiserede dyreart er polarrævene Blanch, Goupil og Hanki fra 2010, som børn også må besøge. Indrømmet, det er måske mere min størrelse dyr. Mens de kravler rundt på mig og leder efter godbidder i hånden og i lommen, hører vi ulvetuden i det fjerne. Det er velkomsten til en lokal skoleklasse på udflugt. Eftersom børnene ikke må komme ind til ulvene, kunne det være, at vi skulle bytte plads.
Jeg går op til Steinulv, Luna og Ylva igen, men de har lige lagt sig for at sove til middag i forårssolen.

»Man får mest udbytte af at besøge ulvene i flere omgange, når man er heroppe. Det giver både ulve og mennesker god tid til at lære hinanden at kende, hvilket er vigtigt. Et besøg varer cirka en time og det tager altid lidt tid første gang, inden der er kontakt og ro mellem menneske og dyr, men så er det også en oplevelse for livet,« siger Julian Brossé.
Det må jeg give ham ret i.

3 andre oplevelser i vildmarken
Laksefiskeri: Den 140 km lange Målselva er kåret som Norges national-foss i 2008, og dens rene vand er en attraktion for lakse- og ørredfiskere. Man kan også leje både til fiskeri på Lavangsfjorden eller booke sig på en kutter, som sejler ud på havet.
maalselva.no
Vandreture: Når sneen er smeltet i maj og fjeldet er grønt og frodigt,er der vandreture på egen hånd indtil september med tydeligt afmærkede ruter og sværhedsgrader på 3-28 kms længde.
dintur.no
Isklatring: Den nye ekstremsport er klatring på frosne vandfald, fra november til april. De 100-600 meter lodrette isvægge tiltrækker både begyndere og verdensmestre som Marko Prezl. Fjellkysten er basecamp, men man gør det på egen hånd.
fjellkysten.no

Læs også: Oplev Australiens Galapagos