Kvinder er fra Femø, mænd fra Athos

Foto: Linda Kastrup. Lars Johansen.
Læs mere
Fold sammen

Bam! 1977 ramte mig lige i hovedet, da jeg læste Birgitte Ellemann Höeghs reportage fra hendes, venindens og deres ikke-fælles (du forstår, hvorfor jeg understreger det, når du har læst artiklen) døtres ferie på kvinde-ølejren på Femø, som vi bringer i denne uge.

I 1977 gik jeg i 8. klasse, og mens den mere oprørske del af kvindebevægelsens paroler ikke for alvor nåede ind i mit hjem, stod det anderledes til hos min bedste skolekammerat. Han boede med sin mor og en storesøster, der gik i gymnasiet. Faren var for længst ude af billedet. Hans mor mærkede hver dag, hvor slidsom tilværelsen kunne være for en enlig kvindelig forsørger, og havde derfor sympati for en del af kvindebevægelsens synspunkter – især dem, der handlede om ligeløn og kønnenes forskellige forhold på arbejdsmarkedet.

Søsteren, derimod, havde primært en teorisk tilgang til verden, og hendes holdning var klar: Mænd var facistoide undertrykkere. Og med til kategorien »mænd« hørte min 14-årige kammerat, som fik læst og påskrevet og måtte stå til ansvar for temmelig meget, som han ingen indflydelse havde haft på.

I en periode lykkedes det de lesbiske at highjacke kvindeoprøret, idet de fremførte, at sande feminister også var lesbiske – for kun på den måde kunne man forme sit liv uden mandlig dominans. Min kammerats søster overtalte derfor sin mor til, at de to skulle på ølejr på Femø, så de kunne indgå i det store lesbiske fælleskab. Den 14-årige stak de nogle penge og overlod ham så ellers til sig selv.

Efter nogle uger vendte mor og datter slukørede tilbage fra Femø. Det havde vist sig, at de ikke var spor lesbiske, og herefter var det som om, at den hårde tone derhjemme klingede lidt af.

Dengang syntes jeg, at det hele var meget mærkeligt, men i dag forstår jeg dem godt. Kampråbene kunne være endog meget skingre, men der vár behov for et kontant opgør med mændenes dominans.

I dag har Femø stadig sin eksistensberettigelse. Der er en del reminiscenser af 1977 på ølejren, men der er også forskellige aktiviteter og masser af åbenhjertige samtaler, der handler om de udfordringer, kvinder og piger anno 2015 står overfor, nu hvor kravene til uddannelse, udseende og kropslig selvkontrol er større end nogensinde.

Inden mandlige læsere brokker sig over, at det er urimeligt, at der er steder, der er forbudt for mænd, vil jeg i al stilfærdighed gøre opmærksom på, at der findes en ø, hvortil kvinder ikke har haft adgang i 2000 år. Det er den græske munkeø Athos, hvor man(d) har rig tid til at tænke over tilværelsen, mens man vandrer fra kloster til kloster.

Jeg har selv besøgt Athos sammen med en god ven, og her fik jeg endnu engang understreget et forhold, der gør, at jeg til enhver tid vil hævde, at der ér forskel på de to køns tilgang til tingene, og at det derfor indimellem er skønt at holde ferie hver for sig: Vi sagde stort set ikke et ord til hinanden i en uge. Og nød det.