Kurs mod grønne kyster

Et krydstogt langs den grønlandske vestkyst er en yderst behagelig rejsemåde og et fascinerende møde med en fuldstændig fantastisk natur.

25REJGR-NLAND-COVER-112007.jpg
Natur omkring bygden ved verdens ende – Niaqormat. Fold sammen
Læs mere

Aldrig har vi set noget så fascinerende. Noget så smukt, mægtigt og skrøbeligt på samme tid. Selvom tænderne er begyndt at klapre, og kinder og næser farves røde af kulden, så kan vi ikke løsrive os. Bare få meter er der til trappen, der fører til dæk 4 med salonen med masser af lun kaffe og te på kanderne, men vi må lige have et til med. Og et til. Og så lige et mere.

Isbjerge er ubetinget et af naturens mest majestætiske skaberværker. På samme tid jomfrueligt skrøbelige og dødsens farlige. Isnende hvide eller changerende i blå og turkise farver.

Vi kan slet ikke få nok. Og selvom de fleste har krydstogterfaringer fra det eksotiske caribiske ørige, så er vi enige om, at intet slår sejlturen mellem de grønlandske isbjerge.

Vi har været afsted i snart en håndfuld dage og er måske nok ikke helt så flittige med kameraerne, som da vi mødte de første –betydeligt mindre – isbjerge. Dengang kameraernes klikken helt syntes at kunne overdøve larmen fra de tungt arbejdende dieselmotorer på vores skib.

Dengang puffede og masede vi rælingen rundt for at få de bedste billeder og overhørte helt rejseledernes ord om bare at tage det roligt. Mange flere, meget større og endnu mere fantastiske isbjerge ventede senere på turen. Og det kan godt være, vi, her dage senere, er blevet sværere at imponere, men fascinationen er den samme. Der findes intet smukkere end isbjerge!

Kaffemik og hvalsang

Et af de første store isbjerge skimter vi på krydstogtrejsens tredje dag, da vi er inviteret til kaffemik i Qegertarsuaq (Godhavn) på øen Disko. Det er 76-årige Martine Sørensen, som byder indenfor i sit hyggelige hjem, hvor familiebilleder og platter hænger tæt, og hvor hun har lagt flere af de over 100 folkedragter frem, som hun har syet gennem årene. Gulerodskage og endda en lagkage venter hendes 18 gæstende danske turister, som der er fin plads til i den lavloftede stue.

Der er kamp ved rælingen, da de første isbjerge dukker op. Fold sammen
Læs mere

At stuen hos Martine er godt fyldt til en hyggestund med stærk kaffe på kanderne, er helt i tråd med de grønlandske traditioner. Her er kaffemikken simpelthen den kulturelle og sociale lim.

Typisk slår man invitationen til kaffemik op i Brugsen, når f.eks. datteren bliver syv eller måske får en ny skoletaske – ingen begivenhed er for lille til en god fest og kaffetår, og ofte står folk i kø for at komme indenfor. Det er uformelt, og man dukker blot op. Og er man rigtig heldig, så har værtsfamilien også stillet et hvidhvalshoved frem – ikke et friskt et af slagsen, da det helst skal have ligget længe – og så får man ellers en ske og et ’værsgo!’.

Det er imidlertid ikke den grønlandske specialitet, der meget hurtigt får os til at forlade Martines hjem, men det vi kan se gennem stuens vinduer langt i det fjerne, og som vi først troede var et kæmpe containerskib. Men nej, det er i stedet et majestætisk stort isbjerg, som stille kommer flydende.

Læs også: Mexicos hippe bohemeparadis

I samlet flok begiver vi os mod stranden for at opleve det imponerende skue på nærmeste hold, og sandelig om ikke vi samtidig oplever en mindre flok legende hvaler og deres inciterende, ganske kraftige sang.

Grønland gav lys til hele Europa

Der er i dag ganske mange hvaler ved Grønland, og vi spotter dem ofte på den ugelange og over tusind sømil lange rejse fra Søndre Strømfjord i syd og op til og rundt om Disko. Og retur.

Netop hvalerne var årsag til europæernes tidlige interesse for verdens største ø i 1600-1700-tallet, hvor man i hobetal kom fra hele Europa for at fange hvaler, og bl.a. grønlandshvalen var tæt på udryddelse. Årsagen var olielampernes popularitet i Sydeuropa, og til dem var hvalernes tran efterspurgt brændsel. Og barderne, de plader, der hænger fra overmunden, blev brugt som stivere i kvindernes kjoler.

Mødet med Indlandsisen kan være en smule skuffende. Den skal opleves fra luften for at fornemme storheden. Fold sammen
Læs mere

Sidstnævnte oplysning skaber moro i skibets store foredragssalon, der dag efter dag er fyldt, når krydstogtrejsens guider udlægger morgendagens tekst og giver bud på de oplevelser, der venter. Ekspeditionsleder er tidligere Sirius-mand og politianklager i Nuuk. Derudover er der en antropolog, som i mange år har arbejdet for landsstyret, og også en tidligere admiral og chef for Grønlandskommandoen samt en grønlandsk hotelbestyrer, der er ansat på Thulebasen. Alle med en fantastisk viden om og kærlighed til Grønland.

Varmt og grønt

De daglige foredrag klæder os godt på til at tage livtag med et Grønland, der overrasker os alle. Også helt banalt, som ved starten på turen efter ankomst til lufthavnen Kangerlussuaq, ligger for enden af den 180 km lange Kangerlussuaq Fjord, på danske breddegrader nok bedre kendt som Søndre Strømfjord. En god times tid senere – efter en køretur i den tidligere brandbil fra Nuuk – når vi indlandsisen. En nærmest grovkornet og beskidt is, hvis storhed da også skal opleves fra luften. Til gengæld oplever vi herlige, sprælske uldtotter i skikkelse af sky og særdeles adrætte moskusokser, som flintrer op og ned ad fjeldsiderne. Virkelig en modsætning til de stoiske tørvetrillere, man typisk oplever i zoologiske haver. De er i øvrigt et eftertragtet jagtbytte, dels på grund af kødet, dels på grund af ulden, som er meget omstændelig at spinde garn af. Et lille bitte nøgle koster over 500 kr., men så findes der heller ikke bedre uld i hele verden, siges det, og flere unge grønlandske tøjdesignere er begyndt at bruge den eftertragtede uld i deres kollektioner.

Fuglelivet er også rigt, og selvom de færreste træer når over mandshøjde, synes her særdeles frugtbart med masser af blomster og græs. Ikke mindst Grønlands nationalblomst lyser op, den pink Niviarsiaq, der betyder ung pige og også kendes som Storblomstret Gederams. Jo sandelig, landet er ikke bare det store, hvide land mod nord, men lever netop også op til sit navn.

Læs også: Idre Fjäll: Så godt som snesikker

Isbjergenes hovedstad

Efter udflugten til Indlandsisen kan vi gå om bord på ’Ocean Diamond’ – vores skib. Det er et ældre, klassisk krydstogtskib med plads til 220 passagerer og en besætning på små 100 mand. Skibet er 124 meter langt og stikker kun fem meter dybt, hvilket gør, at vi kan sejle tæt på kysten, så landgangen – der oftest foregår med gummibåde – foregår ubesværet og i roligt farvand.

Det er i den nu ombyggede og tidligere brandbil fra Nuuk, vi kører til Indlandsisen. Fold sammen
Læs mere

I løbet af det ugelange krydstogt indfanges vi alle af den unikke grønlandske natur og den rene og skære luft, der er som balsam for lungerne. Vi oplever små, farverige bygder, enorme fjelde og is og sne, så langt øjet rækker. En hvid og vid verden. Og i sandhed et eventyr.

Vi oplever Uummannaq, en af Grønlands smukkest beliggende byer, livlige Ilulissat også kendt som Isbjergenes Hovedstad og beliggende i verdens største kommune – større end Frankrig, men med bare 18.000 indbyggere. Og ja, selv bygden ved verdens ende, Niaqormat, besøger vi, så vi næsten får fornemmelsen af at træde i Knud Rasmussens fodspor. Måske nok en lidt vidtløftig overdrivelse, for vores rejse foregår i luksuriøs behagelighed, der står i skærende kontrast til forne tiders opdagelsesrejsendes kamp mod elementerne og for livet.

Men eventyr er det endda, som da vi ligger for anker ud for den kælvende gletsjer Eqip Sermia og i ophøjet ro og luksus oplever et af naturens mest fascinerende skaberværker. For igen stråler solen fra en skyfri himmel, det er lunt og godt, og besætningen har inviteret på barbecue på dækket. Og mens det buldrer og brager som et veritabelt tordenvejr i det fjerne fra gletsjerens fødegang, hvor det ene isbjerg efter det andet kommer til verden, lader vi os ganske overvælde. Af solen, maden, stemningen og det næsten uforståeligt smukke natursceneri for vores øjne. Her fødes det måske smukkeste i verden – nemlig isbjerge! Og tusindvis af dem. Nogle i knaldhytte-størrelse, andre er titaniske. Op til 400 meter brede og over 100 meter høje. Og som barnelærdommen tilsiger, så gemmer det meste sig under havet. Gletsjeren er den mest produktive på den nordlige halvkugle, og isproduktionen svarer til New Yorks samlede vandforbrug dag efter dag. Det største isbjerg hidtil var på 1,5 kubikkilometer svarende til størrelsen på 30 fodboldbaner. Og det var formentlig et isbjerg herfra, der blev ’Titanics’ skæbne. Men heldigvis kan vi i behagelig og tryg afstand betragte naturens monumentale og polare tinder.

Rejseliv var inviteret af Albatros.