Kultur-tur til Hamborg

Tag med til byen, hvor man buh’er lystigt til premiererne og bygger koncerthuse, der får DR’s budgetoverskridelser til at ligne peanuts.

Foto: PR

»Buuuuh!«

Høje, misbilligende buh-råb skyller gennem den fyldte operasal til premieren på Wagners »Götterdämmerung« på Staatsoper i Hamborg.

Læs også: Reeperbahn: Fra horehus til hip

Klapsalverne bruser fra de mørkerøde sæder og ned mod scenen, men buh-råbene skyller ovenpå, som rasende bølgetoppe.
Som københavnsk operagænger er man bestemt ikke vant til mishagsytringer af den lydstyrke. Et enkelt civiliseret Wagner-»buh!« eller to har man da hørt gennem tiden, skjult et sted i klapsalverne, men aldrig noget af denne lydstyrke. Det skyller fra den ene balkon til den anden i salen, stiger i styrke, skyller tilbage. Og i løbet af fremkaldelserne bliver rytmen klar. Der buh’es af dirigenten Simone Young, af instruktøren Claus Guth, og – Mein Gott! – af orkestret!? SÅ er vi i Tyskland! Kun nogle få timers togrejse mod syd, ganske vist, men alligevel så anderledes.

»Jeg ville være blevet meget overrasket, hvis der ikke var blevet buh’et,« siger Simone Young veloplagt dagen efter premieren.
Hun har mange års Wagnererfaring, dirigerer hele molevitten og er samtidig både musikalsk og kunstnerisk chef for operahuset. Hvordan hun har tiden og energien til at have, hvad der umiddelbart virker som tre fuldtidslederstillinger oveni hinanden, kan virke mirakuløst, men er ikke desto mindre tilfældet.

Buh’et ud ved premiererne
Hun indledte Hamburg Staatsopers nyopsætning af Richard Wagners Ring-cyklus i marts 2008 med »Das Rheingold«. Nu er hun nået til fjerde og sidste del: »Götterdämmerung« – eller, som den hedder på dansk: »Ragnarok«. Den kan ses og høres i Staatsoper frem til 14. november – og til foråret 2011 vender den tilbage på scenen, når hele Ringen opføres samlet i marts og april.
Hun påpeger, at adskillige af de Ring-fortolkninger, der i dag regnes for de bedste, blev buh’et ud ved premiererne.
»Der er 100 folk i verden, der føler, de har en hotline direkte til Wagner og ved præcis, hvordan det skal være – og så rejser de verden rundt for at finde den, der realiserer deres ideal, og buh’er, hvis iscenesættelsen ikke rammer deres indre billede af Wagners idé«, siger hun med et smil.

»En opsætning af Ringen SKAL være kontroversiel,« slår hun fast.
Selv bruger hun meget tid på at stå på hovedet i gamle arkiver og nørde med de oprindelige nodeark og Wagners egne notater og udstregninger – for at finde ud af, hvad han selv havde tænkt sig. »Som dirigent må man kende alle traditionerne og så tage sine egne beslutninger«, siger hun.
»Og hvis ikke man får nogle buh-råb, er det nok fordi, man har gjort noget forkert.«

Der er nok også en del nordtyske skatteydere, der kunne have lyst til at sende et gjaldende »Buuuuh!« afsted mod Hamborgs stort anlagte, nye koncerthus, Elbphilharmonien, som skal rejse sig 110 meter over havnevandet i den nye bydel HafenCity.
Det gigantiske koncerthus, som skulle have stået færdigt i år, er mere end to år forsinket, og den store koncertsal forventes først at kunne tages i brug i 2013. Budgetterne for byggeriet er overskredet med svimlende beløb, der langt overstiger vores hjemlige Koncerthus i DR-byen. For de tyske skatteydere, der ikke er interesseret i klassisk musik, kan det være svært at forstå, hvorfor der skal hældes så mange penge i dét byggeri.

Som en charmeoffensiv har man derfor valgt at invitere almindelige borgere (og turister) indenfor på byggepladsen, så man med egne øjne kan se, hvor imponerende, det bliver. Derfor kan jeg, dagen inden »Götterdämmerung«-premieren, stå inde i Elb-philharmonien, højt over byen, og nyde den storslåede udsigt over havnevandet.

Og da den labyrintiske, hvide scenografi aftenen efter drejer rundt på scenen i operahuset og ligner noget halvfærdigt byggeri, kommer jeg til at tænke på vandreturen rundt i det enorme prestigeprojekt igen. Men der er ingen storslåede udsigter i Götterdämmerungs køligtminimalistiske og isolerende scenografi, som er bedst, når der pludselig går japansk horrorfilm i den, med skumle figurer, der står tavst og fladt langs væggen, mens rummene drejer forbi.

Længe befinder vi os i en trøstesløs hverdagsvirkelighed af et gyserkøkken, hvor Siegfried ligner en rastløs børnepunker i armygrønne skatershorts, mens hans elskede Brünnhilde egentlig ligner hans mor. Man forstår godt, at han gerne vil ud og erobre verden, og her i Hamborg behøver han ikke nogen glemselsdrik for at glemme kvinden hjemme i køkkenet og kaste sig over den noget mere fixe Gutrune, der har perlekæde og hvid lædersofa.

Drikker hvidvin og spiser pretzels
Der er også masser af perlekæder (og kækt farvede butterflies) i pauserne, hvor man drikker hvidvin og spiser pretzels, der smager nøjagtigt som store, bløde saltstænger. På den gode måde. Hvis man altså ikke har bestilt lækre anretninger med laks, som står klar på høje borde i pausen og spises stående. Eller er helt heldig, som Rejseliv.dk's udsendte, og får udsøgte, dukkehus-nuttede miniaturesnacks og bobler i selskab med kulturministeren.

Og så tilbage ind i salen, hvor den hvide labyrint drejer videre og mandekoret er i smokings, og scener fra de tidligere »Ring«-operaer udspilles i effektiv slowmotion på førstesalen, mens tingene falder fra hinanden i stuen, og intensiteten stiger, og det hele går op i flammer og dryssende aske, som det skal. Indtil vi alligevel havner tilbage i det frosne køkken. Og så de skyllende klapsalver og buhråbene.

Efter forestillingen er der premierefest i foyeren, hvor der udveksles buh-teorier. Var det udeladelsen af glemselsdrikken? Var det den manglende pause, inden Brünnhilde kaster faklen ind i Valhalla? Spillede orkestret »for feminint«?
Vinen flyder rigeligt fra de runde barer, og den utrætteligt overskudsagtige Simone Young holder tale til publikum og sangerne, der begynder at dukke op efter omklædningen.

Ved bordet til venstre for os spiser nornerne suppe. Fade med natmad og fristende kiks i pastelfarver svæver forbi, og ældre herrer flirter godmodigt med yngre kvinder, som de tror, var med i forestillingen.
Der er glasvægge fra gulv til loft, så forbipasserende på den vejarbejdsramte gade udenfor kan kigge direkte ind til den tætpakkede fest, hvor lange aftenkjoler blandes med pæne nederdele, pailletbluser og fikse silkejakker. Premierepublikummet minder om det danske. Pænt, med enkelte drys af galla. Et rimeligt spænd i aldersfordelingen, men med en hel del af de velplejede par på 60+. Når gallaen er overstået, og de almindelige forestillinger starter et par dage senere, vil det være dem, der er flest af.

»Ring«-cyklussen på Staatsoper i Hamborg
Den fem en halv time lange »Götterdämmerung« spiller frem til 14. november og vender tilbage til foråret, når den samlede Hamborg-version af »Ring«-cyklussen foldes ud i marts og april. Resten af november er der blandt andet Rigoletto, Figaros Bryllup, Aida og Madame Butterfly samt to symfonikoncerter på programmet i det travle operahus. Når Ringen sættes op til foråret, synger den danske sopran Eva Johansson rollen som Brünnhilde den 13., 18., 24. and 27. marts.

Få et kig bag kulisserne og sammenlign med vores eget operahus. Find tidspunkterne for de guidede tours rundt i Staatsoper på www.staatsoper-hamburg.de

Læs også: Reeperbahn: Fra horehus til hip