Kretas største seværdighed

Efter en bestseller-roman og en TV-serie om livet på den nu forladte spedalskheds-koloni på øen Spinalonga, er den blevet Kretas største seværdighed.

Rejseliv imported photo

Solen bager. Sveden perler. Det er 35 grader. Selv grækerne klager over varmen.

Det er eftermiddagshede på Kreta med stille turkis hav og høj blå himmel, men armen krymper sig i gåsehud og sindet får et skær af vemod, mens jeg kigger de 300 meter over vandet fra fiskerlejet i Plaka til den lille befæstede klippeø Spinalonga. Til de mennesketomme ruiner, de blafrende sorte flag på toppen.

Se også: Inden for murene på Rhodos

Havde jeg ikke kendt Spinalongas tragiske forhistorie i detaljer, havde en turistudflugt næppe sat sig så dybe spor, men her på afstand af den lille plet på landkortet, som i over 50 år var et af de mere dystre kapitler i nyere græsk tid, blander fakta sig med følelser. Alt sammen på grund af en bog.

Spinalonga kæmper med det minoiske palads Knossos syd for Heraklion om status som Kretas populæreste seværdighed.

Nu om dage hedder øen officielt Kalydon, men alle refererer stadig til øens italienske navn fra middelalderen, hvis oprindelse fortaber sig i myter og overleveringer.

Den lille ø nord for Agios Nikolaos på øst-siden har til trods for sin beskedne størrelse, godt 850 meter i omkreds, altid haft en stor plads i historien på grund af sin strategiske placering, men det var først og fremmest grækernes egen beslutning om at isolere den i første halvdel af det 20. århundrede, der fascinerer nutidens turister.

Allerede flere hundrede år før Kristi fødsel blev de første fæstninger bygget for at beskytte indsejlingen til den nu sunkne by Olous, som lå ud for Elounda, og som var datidens mest betydningsfulde handelscentrum.

I det 9. århundrede var Kreta besat af saracenerne (arabere), som blev i 138 år, og det siges, at i den periode flygtede mange kristne kretensere til Spinalonga og barrikaderede sig for at kunne være i fred.


Frygt for angreb fra piraten Barbarossa

Herredømmet i Middelhavsregionen bølgede frem og tilbage mellem øst og vest, og i 1204 vandt den i forvejen mægtige Venedig-republik slaget om Kreta.

Italienerne byggede adskillige fæstninger rundt omkring for at beskytte sig mod den tyrkiske flåde, og i 1538 renoverede de fortet på Spinalonga for at forhindre piraten – bedst kendt som Barbarossa – i at angribe dem.

I 1649 blev Kreta alligevel angrebet og hørte nu under det osmannisk rige. Og selv om grækerne havde held med at få forhandlet en aftale om Spinalongas suverænitet, holdt den kun til 1715, hvor tyrkerne dels tvangsflyttede tyrkiske familier til øen, dels brugte den til internering af græske modstandsfolk, der kæmpede for Kretas selvstændighed.

Selvstændigheden kom i 1898, men så var den tyrkiske bosættelse på Spinalonga pludselig et problem. Indbyggerne ville simpelthen ikke forlade øen. Om det også var en snedig manøvre for at få dem til rejse, kan der kun gisnes om, men den nye lokalregering besluttede i 1903 at gøre noget ved det voksende epidemi med spedalskhed.

Indtil da havde de syge boet i fattigdom og ensomhed i to små landsbyer på nord- og sydsiden af Kreta, men skulle nu i karantæne på Spinalonga. Det fik tyrkerne til at forlade øen.

Spedalske deporteret til Spinalonga

Og i 1904 blev de første spedalske deporteret hertil.

Turistbåden runder nordspidsen af den aflange nabo Kolokitha ude fra det åbne hav, og indsejlingen til den lille kompakte klippeø begynder. Landskabet ligner et postkort med det turkise vand, der skvulper op mod småstens-stranden for foden af fæstningsmurene, og den lille fiskerby Plaka få hundrede meter i det fjerne.

Netop beliggenheden var afgørende for beslutningen om at gøre Spinalonga til spedalskhedskoloni. Det var langt nok væk til, at de syge kunne isoleres fra den øvrige befolkning, men tæt nok på kysten til at de samme mennesker kunne sejle forsyninger og fagfolk over.

Vi går fra borde og i gåsegang gennem en tunnel, som genlyder af båndoptagne stemmer. Det er for effektens skyld, så vi kan forestille os, hvordan det må have været at blive modtaget af nysgerrig plapren.

I virkeligheden blev alle patienter og læger sat af ved en anden tunnel kaldet Dante’s Port, fordi de ikke vidste, hvad de gik ind til.
Vi ser denne oprindelige tunnel, hvor der er rejst et kæmpeskilt med inskriptionen »efterlad alting« – underforstået, du vender ikke tilbage.

Det kom heldigvis ikke til at passe for alle. Mange døde i løbet af det halve århundrede, kolonien bestod, men da den blev lukket i 1957, fordi man havde fundet kuren mod spedalskhed nogle år forinden, kunne 30 patienter vende tilbage til Kreta og Athen og det virkelige liv.

Det er disse overlevendes beretninger, som har givet næring til interessen for Spinalonga som udflugtsmål, måske netop fordi det er vedkommende skæbnefortællinger.

Turistattraktion i 1970

Øen åbnede som turistattraktion i 1970, hvor man ligesom i dag kunne gå turen øen rundt og se de forladte huse, tavernaer, bageriet, kirken, skolen, hospitalet, begravelsespladsen med de navneløse sten (der ville jo ikke komme nogen familiemedlemmer og kigge efter dem, var de spedalskes ræsonnement), samt selve fortet, som i årtusinder havde beskyttet beboere mod udefrakommende fjender.

Det var bare ikke sådan, de spedalske opfattede det. De følte, at alle andre skulle beskyttes mod dem.

Det fandt Victor Zorbas ud af, da han besøgte Spinalonga i 1980. Han blev så grebet af historien om livet i spedalskhedskolonien, at han besluttede sig for at blive på Kreta og fortælle andre om den.

Som søn af græsk-tyrkiske jøder vidste han alt om være en uønsket og udstødt minoritet, og han besluttede sig for at gøre det til sit livsværk. Han fandt overlevende og øjenvidner, dokumenter og fotografier, og efter mange års research udgav han sin første bog om virkelighedens Spinalonga i det 20.århundrede.

»For at undgå steder som Spinalonga og lignende kolonier i fremtiden, må verden lære at acceptere, tolerere og ikke glemme at hjælpe menneskeheden uden at forvente noget til gengæld,« siger Victor Zorbas.

Udover at være forfatter arrangerer han ture på øen, hvor han drysser om sig med anekdoter fra sit førstehåndskendskab til koloniens sidste beboere.

 

Dagliglivet på øen

 
Vores græske guide Riza Moulinaki fortæller også fakta om dagliglivet på Spinalonga, efterhånden som turen rundt mellem ruinerne, forvitret af vind og vejr i mere end tres år, skrider frem og vi nærmer os toppen af øen.

Man kan forestille sig afmagten hos de spedalske over at kunne se det hele så tæt på, og så alligevel ikke kunne komme derfra og være sammen med sine nærmeste.

»De var ikke kun ulykkelige. De havde faktisk et godt liv efter omstændighederne, og de byggede deres eget lille samfund op, der fungerede på samme vis som inde på land med arbejde, hverdagspligter og uddannelse, men indimellem havde nogen af dem svært ved at affinde sig med deres skæbne,« fortæller guiden.

Den græske kunstner Costas Tsoklis har lavet en serie kunstværker, som er placeret rundt om på øen til vores eftertanke, og heroppe på toppen er det en skulptur af en spedalsk uden arme, som står på en vippe, parat til at hoppe i havet, men ude af stand til at kunne svømme.

Det er gribende nok i sig selv, men indrømmet, havde jeg ikke læst bestselleren »Øen« af britiske Victoria Hislop, var jeg nok ikke blevet lige så fascineret.

Kuldegys i sommervarmen

Det er ikke et højlitterært værk, men den har gået sin sejrsgang verden over siden udgivelsen i 2005 som den, efter mange anmelderes mening, intelligente og hjertevarme ferie-roman. Victoria Hislop har skruet en god fiktionshistorie sammen baseret på fragmenter af virkeligheden om en familie i Plaka, hvis skæbne bliver forbundet med de udstødte på Spinalonga.

Derfor bliver rundturen på øen blandt de forfaldne bygninger levende på en anden måde. Man forestiller sig de spedalskes hverdagsliv med skolegang og arbejde, madlavning og produktion, socialt samvær i den lille kirke eller samlet omkring biograffilmene, som det lykkedes det ihærdige lokalråd på øen at få trumfet igennem, så der også var tid til smil og latter.

Man danner sine egne billeder af de mennesker, som levede og døde her.

»Husk nu, at det er fiktion!« formaner gamle Victor Zorbas, der helst forholder sig til fakta, selv om det er Hislops romantiserede fremstilling, der har fået besøgstallet til at eksplodere de sidste fem-seks år.

Hans konklusion er, baseret på sin research, at livet på ikke bare Spinalonga, men i enhver spedalskhedskoloni har været frygteligt, og at vi kan lære af grækernes fatale beslutning om at »straffe« de syge med isolation og nærmest behandle dem som kriminelle.

Spinalonga er ikke desto mindre en pokkers god historie.
Med den menneskelige vinkel, som giver kuldegys i sommervarmen.

Øen som mediesucces

Da journalisten Victoria Hislop debuterede med »Øen« i 2005, blev den omgående en bestseller i England med en førsteplads på bog-hitlisten i Sunday Times i otte uger.

Både anmeldere og læsere blev grebet af de menneskelige konflikter, og Sunday Express kaldte den vor tids »Kaptajn Corellis Mandolin«. Succesen bredte sig udenfor Europa og indtil nu er romanen solgt i over 2 millioner eksemplarer.

»Det er som at forelske sig i en person. Det er en irrationel følelse, men sådan har jeg det med Grækenland,« har Victoria Hislop udtalt som kommentar til at have hus på Kreta og finde inspiration i sine omgivelser.

Hollywood kontaktede hende for at få lov til at lave en TV-serie over romanen, men hun sagde nej tak og gav i stedet tilladelsen til den græske TV-kanalMega TV, fordi hun synes, historien tilhører grækerne, og hvis nogen skulle have noget ud af hendes succes, var det det græske folk.

Mega TV bad om lov til at udvide persongalleriet og i samarbejde med dem blev nye karakterer skrevet ind. Victoria Hislop overværede nogle af optagelserne på Kreta og fik en statistrolle, men alt foregik inde omkring Plaka og Elounda, fordi de arkæologiske myndigheder ikke ville give dem tilladelse til at filme på Spinalonga.

TV-serien med den græske titel »To Nisi« havde premiere i vinteren 2010 og løb i 26 afsnit. Den blev en kæmpesucces, grækerne sad klistret til skærmen, og det resulterede i en endnu større tilstrømning af lokale turister sidste sommer, og den fortsætter i år.

Serien er lagt ud på YouTube i alle 26 afsnit med engelske undertekster, men indtil videre kan man kun købe den utekstede græske version på dvd.

»Øen« er den bog, som har betydet mest for Spinalongas nuværenede popularitet, men adskillige øvrige forfattere har tidligere haft øen i kikkerten.

Allerede i begyndelsen af 1980erne faldt en anden britisk forfatter for historien om spedalskhedskolonien. Beryl Darby skrev først en rejseguide, som stadig bliver genoptrykt, og efterfølgende blev hun så inspireret, at hun begyndte på sin fiktive familie-saga om Yannis og hans efterkommere på og omkring øen.

Tilbage i 1939 blev der skrevet en bog om det virkelige liv blandt de spedalske, »God and Man Forgot The Lepers«,men de græske myndigheder forbød udsendelsen af den. Fyrre år efter forsøgte en anden forfatter sig med »The Island Of Pain and Tears«.

Den første rigtige af sin slags er Victor Zorbas’ dokumentariske »Spinalonga, The Isle Of The Damned« fra 1982, som han har fulgt op med en revideret version, »From Kalaupappa to Spinalonga«, hvor han fortæller om de spedalskhedskolonier, som stadig findes rundt om i verden, bl.a. på Hawaii og i Indien.

 

 

 

4 byer med bånd til Spinalonga

Hele vejen langs kysten ud mod Mirabello-bugten har byerne været påvirket af øens historie, dengang og nu...

Plaka
Der er ikke meget tilbage af den oprindelige fiskerby, de fleste huse er indrettet til lækre souvenirbutikker, cafeer og fremragende fiskerestauranter med udsigt til Spinalongo

Pano Elounda
Den lille flække en kort tur op ad bakken bagved havnebyen Elounda lagde huse, stræder og udsigt til optagelserne af TV-serien, fordi landsbyen stadig har det autentiske udseende

Elounda
Beboerne her var også involveret i trafikken til de spedalskes ø, men efter lukningen fik den sin egen identitet som  charmerende turistby med livlig caféliv på havnefronten, butikker og fredagsmarked

Agios Nikolaos
Fra de stejle gader, som omgiver Østkretas hyggeligste større by kan man ikke bare se den 60 meter dybe Voulismeni-sø i centrum, men også ud over Mirabello-bugten og de mange turbåde


Se også: Her er Grækenlands bedste strande