Kompromisløs forkælelse i Malaysia

Tag uret af og følg bølgernes rytme, mens de luksuriøse omgivelser kryber ind under huden og fortrænger minderne om en regnfuld dansk sommer.

Rejseliv imported photo
På Pangkor Laut Resort i Malaysia er enhver detalje gennemført med tanke på luksus og afslapning. Foto: Tenna Schoer. Fold sammen
Læs mere

På Pangkor Laut Resort i Malaysia er enhver detalje gennemført med tanke på luksus og afslapning.

Læs også: Ø-hop på malaysisk

Med sprøde bølger galopperende efter os og den babyblå himmel over os, glemmer man hurtigt, at flyforsinkelsen stjal knap tre timer af nattesøvnen. Trods en noget højere temperatur og en endnu højere luftfugtighed end derhjemme virker luften befriende og opkvikkende.

En bekendt har en gang sagt, at Malaysia er paradis på jord, og ved første øjekast tyder alt på, at Vorherre har haft en særlig forkærlighed for dette ø-rige.

Destinationen hedder Pangkor Laut. »En ø – et resort,« lyder mottoet, hvorfor sidste del af transporten foregår om bord på en speedbåd sammen med andre sol- og luksushungrende feriegæster.

Denne asiatiske oase ligger godt 270 km nord for Malaysias hovedstad Kuala Lumpur, hvorfra vi de sidste fire timer har ladet os transportere i egen bil med chauffør med forventningerne spændt godt fast under sikkerhedsselen. 

Sansen for luksuriøse detaljer mødte os allerede i den lille havneby Lumut, hvor fletmøbler med bløde hynder i den afkølede lounge byder gæsterne velkommen.

Dertil en forfriskende drink. Nu adskiller kun 30 minutter i hastigt tempo henover bølgerne os fra kompromisløs forkælelse.  

Idet båden lægger til kaj, bliver vi mødt af det første af en uendelig stime brede smil og eskorteret ind i receptionen på dette femstjernede hotel, der er kåret som et af verdens bedste »væk-fra-det-hele«-steder.

Inden vi bliver sluppet løs på øen, husker personalet os på, at vi altid skal låse dørene. Ikke på grund af tyve, men derimod nysgerrige aber.

Sulten trænger sig på, så efter at have ladet os dupere af udsigten over bugten, den store private terrasse og det udendørs granit-badekar er det tid til at sætte tænderne i det malaysiske køkken på et af resortets syv restauranter.

Vi er ikke de eneste, der lader os lokke ind i Royal Bay Beach Club af en duftende blanding af chili og kokos. En næsehornsfugl sætter sig på rækværket foran os som påmindelse om, at ikke blot Malaysia, men Pangkor Laut huser en af verdens ældste regnskove.

Med munden fuld af nudler og blikket fuld af turkisblåt hav smiler Rejselivs udsendte ved tanken om, at der nu venter otte dages på den 120 hektar store ø, hvor der er godt to ansatte til hver gæst.

 

Næste morgen reflekteres solens stråler via vandkanten op gennem palmerne og videre ind gennem vinduesskotternes smalle sprækker og afslører, at en ny dag venter.

Bjergskråningen leder gæsterne ned til morgenbuffeten, der byder på alt fra frisk frugt til at blande sin egen morgenjuice og pandekager pyntet med kokoscreme til et bredt udvalg af asiatiske specialiteter, hvis man vil have den fulde oplevelse.

Udvalget breder sig, jo længere ind i køkkenet man kommer. Her er ingen toaster – skal brødet ristes, foregår det på grillen side om side med bacon og pølser.

Med bordet fuld af små tallerkner med morgen-delikatesser husker bølgernes brusen os på, at der er redt op til en dag, hvor den måske største beslutning bliver, om det er den store infinity-pool, der ser ud til at gå i ét med udsigten ud over vandet, eller bounty-badestranden, der skal have æren af første svømmetur. 

Luksushoteller med forkælelse til mindste detalje blomstrer op her i Asien. Enhver hotel-kæde med respekt for sig selv har mindst ét resort i de mest populære turistlande i sin portefølje.

Pangkor Laut er ejet af det Kuala Lumpur-baserede selskab YTL, der blandt andet kan skrive Indonesien, Bali, Kina og Vietnam ind på listen over lande, der for længst er indtaget. 

Snoren til Pangkor Laut Resort blev klippet i 1994 af Malaysias daværende premierminister akkompagneret af den italienske tenor Luciano Pavarotti.

Siden har om- og tilbygninger sikret tidssvarende luksus i topklasse blandt andet i form af Spa Village med terapi for kroppen, hvad enten det er en myose i nakken, der trænger til kærlige, men stærke hænder, eller tåneglene, der skal opfriskes med et nyt lag lak. 

Som opvarmning til enhver spa-behandling bliver kroppen budt på tre kvarters badeoplevelse, der spænder fra koldt til varmt, kinesisk til japansk og afsluttet med kradse urte-skrub.

Min hud er så blød som en babys, og nu kan den tre timer lange Malay Day-behandling begynde.

En duft af citrongræs og ingefær breder sig i det smukt dekorerede rum, efterhånden som kroppen bliver gnubbet ind i den tykke pasta. Der er også galangal i.Den minder lidt om ingefær, men er varmere, forklarer den unge terapeut, Erni, med blid stemme.

At galangalen har netop dén evne, bliver hurtigt bevist, da varmen hastigt kryber fra ryggen ned til tæerne. Temperaturen får yderligere et nyk opad, da kroppen bliver svøbt i fire lag isolerende materiale.

»Sig til, hvis du bliver dårlig,« advarer Erni, mens hendes hænder tager fat om de ømme skuldre.

De knap 25 minutter føles brændende længe, selv om håret i mellemtiden bliver smurt ind i en kølende kokoscreme, der vil få de vintertrætte lokker til at glimte i solen.

Endelig er det tid til at skylle pastaen af under den udendørs bruser, hvor det kun er de grønne træer, der kan se den blege krop.

»Light, medium eller strong?«

For hverken at fremstå som en kylling eller stand in i en kungfu-film falder valget på medium. Men som den næste halvanden time vil afsløre, havde light nok været rigeligt til den uvante behandling.

Erni tager både ben og fødder i brug for at få bugt med stivheden i det skandinaviske korpus.

Ør i hovedet og 750 MYR (1.300 kr.) fattigere bliver oplevelsen skyllet ned med varm ingefær-te.

Da solens stråler igen rammer kroppen, føles den både mere blød, let og smidig, end før den overgav sig til den traditionelle malaysiske behandling for knap fire timer siden. 

 

Spa Village udgør også et helle for de gæster, der vil væk fra babyskrål og børnelarm, da kun personer over 16 år har adgang til området.

Vil man derfor prøve resortets gourmet-restaurant Fisherman’s Cove, må man lade børnene passe af en af de ansatte og i stedet lade sig indrulle i romantikken for en stund.

Chefen leder os hen til det veldækkede bord, hvor et friskplukket blad byder »Tenna Schoer, Room 329« velkommen med hvid skrift. 

Hver dag drager personalet over til havnen på søster-øen Pangkor Island på den anden side af det smalle stræde for at købe friske varer til aftenens gæster. 

Draget af muligheden for selv at vælge hvilken fisk, tænderne skal findele, lader vi os føre op til det åbne køkken, hvor fiskene ligger finne mod finne.

Mens den udvalgte hvide krabat til 230 MYR (400 kr.) bliver vendt på grillen, indleder vi måltidet med rå tun og skalddyr.

I skæret af det svage aftenlys sender havet stille sine bølger ind under den svævende terrasse, der er symbol på, at Pangkor Laut er favoritsted for mange brudepar.

Berusede af aftenen bliver vi kørt tilbage til hill villa nummer 329 af en af de mange firhjulstrækkere, der hvert kvarter sørger for transporten rundt på øen.

Pangkor Laut Resort har 142 villaer og suiter, der hver er beregnet til højst to voksne og et barn. Det betyder, at her sjældent er flere end 300 gæster på én gang.

Lige nu er her 180, oplyser hotellets gæste-manager, men da værelserne er jævnt strøet mellem de stedsegrønne træer, er det svært at forstå, at her er mere end en busfuld.

Øen menes at være 135 mio år gammel, og før hotellet blev bygget, var her ubeboet og noget nær utilgængeligt for mennesker. Måske netop derfor får det sine gæster til at slappe helt af og følge bølgernes rytme i stedet for urets tikken. 

Som repræsentant for pressen bevæger Rejseliv sig ind på en del af resortet, der er så eksklusivt og diskret, at det end ikke er placeret på kortet over Pangkor Laut.

The Estates’ ni separate ferieboliger henvender sig til gæster, for hvem behovet for ekstraordinær grad af privatliv akkompagneret af ultimativ forkælelse ikke lader sig begrænse af økonomien.

En butler står klar med kold lemon-te, så snart bildøren åbner op for første øjekast på Estate Number Six. Hvide pavilloner og værelser omkranser den private pool og jacuzzi, mens lyslilla blomster og grøn jungle holder nysgerrige blikke og lange kameralinser ude og forførende luksus inde.

Den indre film afspiller en scene med glimtende champagne og friskfanget skalddyr sirligt anrettet på det runde træbord i spisepavillonen, hvorfra udsigten gør verden udenfor til et fjernt minde.

Vores guide sætter filmen på pause for at eskortere os ned til Estate Number Two, hvor der ikke blot er få skridt til privat strand, men direkte adgang fra sengen til den blå infinity pool, der slanger sig gennem estaten.

Drømmene dominerer realitetssansen for en stund, indtil tæppet bliver trukket fra og afslører prislisten.

Denne ekstravagante luksus koster 8.000-14.000 dollar (46.000–80.000 kr.) for tre nætter med butler, tjener, chauffør og mad efter eget ønske, smag og mængde. 

 

Jeep’en fragter os tilbage til den officielle del af resortet og den velkendte luksus, der holder fanen højt for ikke at blegne i beundring for The Estates.

Mellem et bredt udvalg af vandsportsaktiviteter byttes 20 MYR (35 kr.) ud med en time i kajak på det stille Malacca-strædet, hvorfra resortet kan betragtes med den udefrakommendes fascinerede blik. 

Aktiviteterne og værelserne er spredt langs kysten, så 80 pct. af øen endnu blot er beklædt med vildtvoksende regnskov.

76-årige Onkel Yip viser vej gennem lianerne mod Emerald Bay, en af øens fem bugter og samtidig resortets foretrukne strand.

Egentlig er svømmeturen ikke længere væk end fem minutters køretur eller 20 minutters gang gennem junglen, men i selskab med Yip tager det gerne to timer. Det er ikke alderen, men fortælleiveren, der styrer tempoet.

16 år som naturguide her på øen har nemlig gjort Yip på fornavn med alle planter og dyr. 

»Træet her er en han. Det opdagede jeg sidste år, da det skød blomst for første gang,« fortæller han og peger med den højre, krumme pegefinger på et træ, der ligner en krydsning mellem en bregne og en palme. 

Yip forklarer, at træerne her i området ikke kan dateres. De har nemlig ingen ringe, da her ikke er afgrænsede årstider som de fleste andre steder i verden. Derfor er regnskovens alder estimeret ud fra prøver lavet i klipperne.

Varme sandkorn kryber ind mellem tæerne, da vi nærmer os den jade-grønne bugt, og bølgeskvulp kalder lokkende på de tropevarme kroppe.

Små fisk ser ud til at nyde at glide gennem det blide saltvand lige så meget som de solhungrende turister.

Store net længere ude holder uønskede badegæster som jelly fish (gopler) på afstand, så det farligste, der møder os, er krabber, der piler hen over det mælkehvide sand, og sølvgrå aber, der venter på at stjæle madrester.

En kurv med frisksmurte sandwich, farvestrålende frugt og syrlig lemonade ankommer diskret til solsengen som indikation på, at det er ved at være frokosttid.

Malaysias brogede befolknings-sammensætning afspejler sig i landets cuisine. Maden har derfor ikke blot rødder i det oprindelige malaj, men i særdeleshed også i Kina og Indien.

Friske krydderier som chili, ingefær og citrongræs er nærmest uundgåelige ingredienser sammen med enten frugtkødet eller saften fra kokosnødder.

For nogle danske smagsløg vil retterne føles stærke, men sjældent helt så brændende i ganen som i for eksempel Thailand.

Solen er ved at miste sin magt for i dag, og vi stævner ud på aftencruise for at nyde solnedgangen.

Mens man står står med et glas perlende hvidvin i højre hånd og en lakse-kanapé i venstre, søger blikket ud over det stille vand.

Regndråber slører lidt for de aftenrøde stråler, men under halvtaget på dækket giver den dramatiske himmel og bådens bølgende bevægelser en forførende fornemmelse af hule. Efter en lille time trækker mørket sine persienner ned over den lille ø. 

Men heldigvis blænder solen snart atter op for mere af den ferie, der godt nok vil gøre et kraftigt indhug i budgettet, men som også vil lagre sig i hukommelsen som den mest luksuriøse oplevelse til dato.

Læs også: Luksus badeferie i Kina