Kombirejse til Kap Verde og Senegal

Den perfekte rejse er for mange en kombination af store oplevelser og tid til ingenting. En sådan er to uger i Kap Verde og Senegal – ren afslapning på en solvogn samt natur og kultur på en rundrejse i det fascinerende Vestafrika.

Livet, med alt hvad det indebærer af geder, bare tæer og vasketøj, leves på gaden i Guet N’Dar i Saint-Louis, Senegal. Fold sammen
Læs mere
Foto: Gitte Holtze

Egentlig er solgaranti et uladsiggørligt begreb. Hverken rejsebureauer eller nogen andre kan garantere, at solen altid skinner på Kap Verde. Og det gør den trods øgruppens placering tæt på Ækvator heller ikke her.
Men det er tæt på.

Se også: Stor guide til safari i Afrika

De 18 vulkanøer i Atlanterhavet, som udgør Kap Verde, er begunstiget med temperaturer, der aldrig ryger under 20 grader og oftere ligger tæt ved 30, og selv i regntiden falder der så lidt vand, at øerne geograftisk er karakteriseret som såkaldt halvørken. Samtidig kan flyveturen hertil gøres på syv-otte timer, og så ligger øerne kun to tidszoner fra den, vi opererer med i Danmark.
Alt det gør Kap Verde til et oplagt feriemål for solhungrende danskere.
Især hvis man tilhører dem, hvis fremmeste mål med rejsen er at slappe af.

Sove længe, spise en is, læse en bog eller fem ved poolen, bygge et sandslot med ungerne og hænge over maden og et glas vin uden at stresse over alt det, man i en normal travl dansk hverdag skal nå.
Her skal man ikke nå noget. Og der er heller ikke ret meget at nå.

Specielt ikke på øen Boa Vista, hvor turismen ligesom i resten af Kap Verde ganske vist er i voldsom vækst, men stadig så ung, at øen først i 2007 fik en international lufthavn, og hvor skiltet til selvsamme lufthavn fra den sydlige del af øen godt nok er sat op, men vejen dertil endnu ikke er bygget. Hvor der i hovedstaden Sal Rei med dens godt 5.000 indbyggere er et par få restauranter og caféer, men ellers blot en række primitive souvenirbutikker i de små huse med pangfarvede facader.
Resten af øen består af smukke, men øde strande og et goldt indre med vindomsust slette kun brudt af enkelte bjergtoppe og støvede uasfalterede veje mellem de få søvnige landsbyer.
Det er det.

Vi tager på et par ture i jeep rundt på øen. Ser den nordlige strand, hvor et skib er gået på grund for så længe siden, at det ligger rustent og i to trætte dele i brændingen på den ellers øde sandstrand. Ser den 18 kilometer lange blændende hvide og smukke Santa Monica-strand på sydkysten. Kører ad støvede veje tværs over øen, tager billeder af de fritgående æsler og vinker til børnene i landsbyerne. Drikker en kop kaffe i Sal Rei og taler med en af de lokale, der vil sælge os et afrikansk maleri eller bare et smykke eller en skildpadde af ler. Det takker vi nej til, og han smiler og lader os være. Den aggressive sælgermentalitet, man kan løbe ind i på andre turistmål, er stadig fraværende på Boa Vista.

Vi tager også med på en tur til øen Fogo, hvor Kap Verdes højeste bjerg, den stadigt aktive vulkan Pico de Fogo på 2.829 meter, troner over øen. Flyver dertil i et 18-personers propelfly og kæmper os i en træt og hostende bus op til vulkankrateret, hvor vi spiser frokost med udsigt til toppen, vandrer rundt i størknet lava fra det seneste udbrud i 1995 og smager den – blændende gode – hvidvin, som dyrkes i vulkankrateret.

Det tager to dage. Resten af ugen er vi tunet ind på, at Kap Verde – medmindre man rejser til de fjerntliggende øer som Santo Antao og Sao Vicente – ikke er en eksplosion af natur- og kulturoplevelser, men et sted, hvor man med god samvittighed kan geare helt ned og følge det allestedsnærværende motto, no stress.

Falde i søvn på en solvogn på den lange, hvide strand til en symfoni af havets brusen og tonerne fra Kap Verdes internationale stjerne, barfodssangerinden Cesaria Evora, som bliver spillet i strandbaren. Og når man vågner op igen, snuppe en gin og tonic i baren, inden man spiser middag i en af de fem restauranter, der er på resortet. Uden at spekulere over prisen, for på en ø, hvor udbuddet af restauranter er begrænset, er konceptet på de fleste hoteller all-inclusive. Og på det gigantiske resort Riu Karumbu, som den spanske hotelkæde Riu Hotels & Resorts åbnede på Boa Vista i 2007, er der med knap 800 værelser så mange barer og restauranter – plus legepladser, poolområder, tennisbane, butikker og spa – at selv den mest kræsne gæst kan finde et eller andet, man har lyst til at drikke og spise.

Niveauet ikke er i gourmetklassen, men acceptabelt. Kokkene gør tydeligvis deres bedste for at kreere måltider, der kan tilfredsstille alle fra britiske pensionister over portugisiske helsefreaks til danske børn, og i et land, der selv er leveringsdygtigt i fortvivlende lidt, så 90 procent af alle fødevarer skal importeres, er det beundringsværdigt, at der i oceanerne af retter i buffeten hver dag er nye varianter.

For en forjaget dansker er otte soldage i allerlaveste gear en god vitaminindsprøjtning mod vintertræthed. Herefter kan man sætte sig genopladet og solbrændt på flyet tilbage mod Danmark. Eller man kan bruge den nyerhvervede energi på at supplere ferien med et aktivt eventyr. Er man i Kap Verde, kan det  foregå i Senegal, det nærmeste afrikanske land, 500 kilometer fra øgruppen i Atlanten.
Vi lander efter et mellemstop i Praia, Kap Verdes hovedstad, i Senegals ditto, Dakar.

Dakar er larmende, kaotisk, travl, forurenet. En blanding af høje bygninger og små skure. Store biler med tonede ruder og skramlekasser af vogne, der for længst ville være blevet stedt til evig hvile på det nordeuropæiske kontinent. Frodige kvinder i farverige skørter, langlemmede mørke mænd, nogle i jakkesæt, andre i den traditionelle senegalesiske løsthængende dragt. Masser af børn, latter, smil, råb.

Vi når nok ikke alt det, der står i programmet, siger guiden, da han med tilsvarende latter og smil har hilst velkommen til sit land og en turplan med et overvældende antal seværdigheder.
Selv om vi kun skal op langs kysten, og dermed dropper sumpene sydpå og de øde sletter østpå i det 200.000 kvadratkilometer store land, er han vant til, at kombinationen af senegalesisk kultur og infrastruktur og en flok vestlige turisters toilet-, foto- og spisepauser giver forsinkelser.

Det gør ikke noget. Bare oplevelsen af at være her og langsomt tøffe gennem myldretidstrafikken i Dakar og kigge ud på byen og menneskerne gennem minibussens åbne vinduer er stor.
Og derfor er det også ligegyldigt, at vi misser den planlagte færge til øen Ile de Goree, første stop på turen. Vi venter og tager den næste, for selv om det betyder, at vi ikke kommer til at opleve øen i dagslys, er Ile de Goree ikke en oplevelse, vi vil gå glip af, siger guiden.

Og sigter ikke til det at trisse rundt i de bilfrie og rolige gader, men til slavemuseet, der ligger på øen.
Selve bygningen er ikke noget særligt; den består blot af en række tomme rum med lerklinede vægge og små huller med tremmer for, samt en gang, der fører ud i ingenting. Andet end frit fald til havet. Det er historien, der gør rummene og specielt gangen ud til havet uhyggelig. Historien om, hvordan tusindvis af afrikanske mænd og kvinder blev stuvet sammen her i disse trange rum, inden de blev skippet over Atlanten til en tilværelse som slaver. Denne endegyldige rejse fra Afrika foregik via »The Door of no Return« – døren ud til havet, hvor både lå klar til at sejle slaverne ud til skibene, og hajer ventede nedenfor klippen på dem, der i desperation forsøgte at flygte.

Historikere er ikke enige om, hvor mange slaver, der blev holdt fanget her, og om historien om den famøse dør overhovedet er sand. Men uanset hvad er museet et vigtigt mindesmærke for den omfattende transatlantiske slavehandel, der foregik i flere end 300 år – både for turister og for de statsoverhoveder, der aflægger besøg her – og en vigtig del af grunden til, at Ile de Goree er optaget på Unescos Verdensarvsliste.

Efter konfrontationen med den uhyggelige fortid sejler vi, lidt mere tavse og tankefulde end på udturen, den korte tur tilbage til Dakar og kører ud af byen til vores første overnatningsstop, som også er morgendagens oplevelse. Lac Rose, den lyserøde saltvandssø.

Søen er ikke lyserød, da vi næste morgen går fra vores små bungalows ned til den udendørs restaurant ved søen. Farven skyldes nogle specielle alger i vandet, men hvor tydelig den er, afhænger af vejret, og selv om det er hedt, er himlen ikke tindrende klar.

Mens vi venter på farveskiftet, besøger vi de saltsamlere på søbredden, der lever af at udvinde den megen salt, som er i vandet. Saltbunkerne ligger som beskidt sne langs bredden og ligner ikke umiddelbart noget, man kan komme på sin æggemad. Marken bag bunkerne ligner heller ikke noget storstilet præmiepodie, men faktisk var det lige her, det famøse Dakar Rally endte, dengang løbet rent faktisk sluttede i Dakar. I dag køres det i Sydamerika af sikkerhedsmæssige årsager.
Efter frokost svømmer – eller rettere flyder – vi i det salte vand. Da vi bagefter kører derfra, har vandet en antydning af lyserødt. Som om nogen havde hældt frugtfarve i det.

Vi kører i tre timer. Ad overraskende gode veje, men også ad små ikke-asfalterede veje, som vi deler med hestekærrer, geder og deres hyrder, scootere med hele familier, busser så proppede, at unge knægte hænger bagpå dem, balancerende på kofangeren hyllet ind i udstødningsrøgen.
Vi triller gennem støvede landsbyer, med små bræddeskure af butikker, lerklinede hytter, der huser den lokale købmand, og interimistiske markeder, hvor alt fra spejle og vandmeloner til møre bildæk og hovedløse kyllinger er til salg. Alle vegne ser vi smukke, buttede, mørke børn og kvinder med babyer i slynger på ryggen.

Senegal er ikke ukendt med turister; turisme er landets andenstørste indtægtsgiver, og godt en million mennesker besøgte sidste år Senegal.
Alligevel er hvide mennesker ikke et hverdagssyn i disse landsbyer, og da vi skifter bussen ud med en firhjulstrukket lastbil for at køre det sidste stykke ind i Lompoul-ørkenen, dagens endestation, er vi tilsyneladende aftenens ubetinget mest underholdende indslag for landsbybeboerne, da vi mere eller – nok mest –  mindre elegant klatrer op på lastbilens lad.

Lompoul-ørkenen er 18 kvadratkilometer ørken, hvor et driftigt selskab i turismens navn har smækket en række mauretanske (landskabet i denne mini-ørken ligner det, der er i Mauretanien nord for Senegal) telte op. Det er primitivt med madrasser på gulvet – som består af sand. Teltene har kun vægge og tag, en petroleumslampe som belysning i den lynhurtigt bælgmørke aften, og toiletter bag høje hække og under åben himmel.

Men det er hyggeligt, især da vi finder spiseteltet og baren. Og med en iskold udgave af den lokale øl sidder på et tæppe under åben nu mørke stjernehimmel og lytter til de fem unge knægte, der demonstrerer deres evner på trommer.

Djoudj National Park, står der ud for Dag 3 i det program, som for længst er havnet på det støvede gulv i bussen til fordel for guidens langt mere levende foromtaler af dagenes indhold. Djoudj er et af verdens største fuglereservater. Det anslås, at flere end tre millioner fugle hvert år mellemlander her på deres tur videre sydpå fra Europas kolde vintre.
Da vi ankommer, ser det ikke ud af meget, bare en lang tarm af brunt vand, der snor sig mellem siv og marskland. Og da vi sejler ad selvsamme tarm under en stikkende og drønhed sol uden at se ret meget fugl, kan gruppens ornitologiske interesse ligge på et ganske lille sted.

Indtil vi runder et hjørne og brat rammes af lyden af og synet af tusindvis af pelikaner. Skræppende, baskende, moslende, nogle i luften, andre i vandet, men flest på land, så mange, at man ikke kan se jorden under dem, men kun, at de ligger i endog flere lag. Her er flere tusinde. Vi er vågnet op af varmedøsen og klikker løs med kameraet, det er et forunderligt syn.

Det er kvarteret Guet N’Dar i byen Saint-Louis også.
Saint-Louis blev grundlagt i 1600-tallet af franske handelsmænd og var hovedstad i Senegal indtil 1958. Den er delt af Senegal-floden, og mens den gamle franske bydel har en nærmest parisisk atmosfære, er den afrikanske rå og autentisk. I Guet N’Dar bor og lever fiskerfamilier, hvis simple tilværelse er benhårdt koncentreret omkring de fisk, mændene hver dag hiver op af havet ud for Saint-Louis, og som kvinderne efterfølgende tørrer og koger.

Området er et af de tættest befolkede i verden, ingen ved præcis, hvor mange her bor, fødsler registeres ikke, og det er almindeligt kendt, at Guet N’Dar også huser illegale immigranter fra de omkringliggende afrikanske lande. Det høje antal mennesker betyder, at det fattige liv leves på gaderne, og der er mennesker, geder, busser, larm, kaos, skidt og skrald, boder og folk, der laver mad, og børn med beskidte bare tæer alle vegne. Som ét stort, farverigt potpourri af en kultur så langt fra den skandinaviske, at vi bare stirrer og glemmer at tage billeder.

Hvilket er godt, for befolkningen i Guet N’Dar vil ikke fotograferes, og selv om vi beholder kameraet i skødet, er det kun børnene, der smiler og vinker til os.
Vi ser området i hestevogn – en populær måde at opleve Saint-Louis på, der gør, at vi er helt tæt på det farverige leben. Kan mærke støvet i gaderne, lugte de fiskerester, en ung mand er ved at skovle sammen, høre gedernes brægen og børnenes latter, se vasketøjet, der hænger til tørre alle vegne mellem, foran og ovenpå de små, skæve og afskallede lerhuse.
Tilbage i en helt anden verden, i den rolige, elegante franske bydel med sine smukke bygninger fra kolonitiden, checker vi ind i netop kolonitiden.

Vi bor på Hotel de La Poste, et knudepunkt tilbage i 1920erne, da Afrika for alvor blev forbundet med resten af verden. Det skete via de første fly, der fløj med post mellem verdensdelene, og hvor Jean Mermoz, en af de mest legendariske piloter fra dengang, boede her.

Af samme årsag hænger der modelfly i loftet i restauranten og indrammede billeder af gamle fly på væggene i receptionen.
At træde ind i baren er derimod som at være på safari – her er gevirer på væggene og dyreskind på stolene. En gin og tonic her, ovenpå mødet med de barske fiskerfamilier, er en god opvarmning til næste dags oplevelser, som netop er safari.
Eller en afart af det. For selv om Senegal er Afrika, lever der ikke, bortset fra langt sydpå hvor kun ganske få turister kommer, løver, elefanter og giraffer ude i naturen i samme omfang som i Sydafrika eller Kenya.

Og Bandia Nature Reserve, som vi næste formiddag triller ind i, kan da også bedst beskrives som Senegals udgave af Givskud Zoo. Omend ufriseret, her er ingen legepladser og geder at klappe. Ej heller løver faktisk, til gengæld er her 35 kvadratkilometer vildnis, hvor vi ser giraffer, zebraer, aber, gazeller, strudse og næsehorn. Tæt på og uden beskyttende hegn mellem dem og os. Så selv om disse dyr ikke er født her, betages vi af dem og af at være her sammen med dem.

Bandia ligger en times kørsel fra Dakar, og sidst på eftermiddagen er vi tilbage i Senegals hovedstad. Trætte og mætte af indtryk, men med den tilfredse følelse af at have fået det bedste ud af to ferieverdener – afslapning og eventyr.

Se også: Kap Verde er fed ferie for bade-bæster