Kom med på verdens største sejlskib

Når Royal Clipper, verdens største sejlskib, sætter sine sejl og stikker til havs, er det som at rejse tilbage til 1800-tallet og sejlskibenes storhedstid, da de store te-clippere sejlede om kap over oceanerne.

Muntre calypso-toner lyder gennem mørket. Jeg griber søvndrukken ud efter synderen – min mobiltelefon. 05.00?! Jeg skal da først på arbejde om tre timer, tænker jeg forvirret og lader mig falde tilbage i sengen.

Men så kommer jeg i tanker om det: Jeg er ude på havet et sted mellem Elba og Sardinien, og jeg har sat alarmen til at ringe, fordi jeg vil op og se solopgangen fra øverste dæk på verdens største sejlskib – den femmastede fuldrigger Royal Clipper.

Der er helt stille om bord, da jeg tager trappen fra dækket med min kahyt op til den store salon, hvor jeg forsyner mig med et krus varm te. Nogen må jo være oppe, siden teen og kaffen allerede er klar.

Fra salonen går jeg ud i Tropical Bar, en slags overdimensioneret strandbar ude på næstøverste dæk, og videre derfra op i det fri.

Jeg går hen til rælingen og kigger ud i det tætte mørke. Et sted dernede kan man mere fornemme bølgerne, der slår mod skibssiden, end man kan se dem. Over de vindfyldte, pergamentfarvede sejl, der er oplyst af små projektører, står stjernerne og Månen derimod klart på himmelhvælvet, og man får følelsen af, at skibet svæver et sted over havet og under himlen.

Jeg tager en slurk te og begiver mig hen mod stævnen. Adskillige besætningsmedlemmer i hvide uniformer er allerede i gang med morgenens arbejde.

»Good morning, Sir,« lyder det morgenfriskt fra en, der er i færd med at spule dækket ved stormasten. En anden efterser tovværk, mens en tredje pudser den store messingklokke bag det gammeldags ror.

Et par håndfulde andre passagerer er søgt herop på dækket for at se solopgangen, og nu kan det heller ikke vare længe.

Ude i horisonten på styrbords side stiger et sart, gråligt lys op mod mørket, og man begynder at kunne ane bølgetoppene derude som dybblå bevægelser i alt det sorte. En svag rødmen breder sig på den nederste del af himlen, skyerne begynder at træde frem, og snart flammer det nederste af dem op i ildrøde farver.

Jeg prøver at fotografere det smukke farvespil, men kommer til kort og overgiver mig i stedet til den storslåede oplevelse: En orangerød himmel, Royal Clipper, der stille duver af sted på bølgerne, en ny dags fødsel.

Ovenpå sådan en morgen melder sulten sig, og så er det jo heldigt, at morgenbuffeten er klar. Den serveres i den elegante spisesal, der ligger midtskibs i en lys atriumslignende hall med søjler, snoede trapper og snørklede smedejernsgitre. Morgenmaden er som på de fleste internationale hoteller: frisklavede omeletter, brød, forskellige morgenmadsprodukter, varme småretter, ost, kager og frugt.

Selv om vi er på et gammeldags sejlskib, forventer gæsterne på et krydstogt af denne kaliber, at servicen er i topklassse. Og det er den. Ligesom alt andet om bord.

Kahytterne er elegante med mørke træmøbler, dobbeltseng og marmorbadeværelse med toilet og bruser (der er naturligvis også en håndfuld store og ekstravagante luksuskahytter); de fælles saloner og biblioteket er holdt i rolige farver, da meningen er, at man skal sidde henslængt i empirestils-møblerne og samtale med sine medpassagerer, og oppe på soldækket er der både to små pools og en minibar.

Men grundstemningen om bord på Royal Clipper er afslappet. Der er ingen tvivl om, at størstedelen af de 164 passagerer på denne tur, der går fra Civitavecchia cirka 100 km nord for Rom til Elba, Sardinien og Korsika, inden vi efter fem dage atter afmønstrer i Civitavecchia, har penge på kistebunden (det gælder i hvert fald dem, jeg delte bord med ved de forskellige måltider), men her er ikke den forlorne »Fint skal det være«-stemning, der hersker på mange andre krydstogtskibe.

Maden er fremragende, og hver aften kan man sammensætte sine egne fem retter ud fra en skiftende menu og købe gode vine dertil, men ved frokost står den på selvbetjenings-buffet, og det gælder også snackpausen om eftermiddagen og godnat-hapserne kl. 23.45. Man kan købe drinks til rimelige priser i barerne – en øl eller en cappuccino koster ca. 25 kroner – og døgnet rundt kan man gratis forsyne sig med frisk frugt eller skænke sig et krus te eller kaffe.

Her er ikke noget kasino, ingen teatersal – der er en musiker, der spiller piano ved middagen og så ellers er dj – ingen fotografer, der tager billeder af en, som man så kan købe i dyre domme, eller butikker udover et beskedent souvenir-udsalg ved receptionen.

»En tur med vores skibe skal føles som at være på en privat yacht med nogle gode venner. Man skal ikke have fint tøj på til middagen, og man skal kunne tage sig et krus kaffe, når man har lyst. Her er romantikken og oplevelsen af gamle dage det vigtigste. Derfor opfordrer vi også folk til at gemme mobiltelefoner og computere væk, og så ellers bare nyde sejlturen og selskabet,« siger Royal Clippers ejer, svenske Mikael Krafft, da jeg senere på formiddagen møder ham og hans hustru, Anne Krafft, til en snak om dette unikke krydstogtsskib og dets to mindre søstreskibe, der er virkeliggørelsen af hans livsdrøm.

For drømmen om en dag at stævne ud på samme måde, som når de store hurtigtgående clippere i midten af 1800-tallet forlod Shanghai med lasten fuld af te og sejlede om kap ned gennem Det Kinesiske Hav, over Det Indiske Ocean, rundt om Afrikas sydspids og videre mod enten London eller New York for at komme først med den nye høst, fyldte allerede i 1950erne hovedet på Mikael, der dengang var en lyshåret og blåøjet knægt i den stockholmske skærgård.

Mikael var af sømandsslægt og boede sammen med sin familie i Saltsjöbaden, hvor hans far var skibskonstruktør. Mikael var forgabt i sejlskibe og elskede at tage med sin far rundt på skærgårdens værfter, hvor han legede mellem yachterne og fiskerbådene.

Især elskede han at høre skibsbyggerne fortælle om dengang, de elegante clippere beherskede havene. Legender som Ariel, Taipeng og Cutty Sark. Mægtige fuldriggersejlskibe, der var kulminationen af århundreders skibsbygningskunst. Og han blev trist, når han hørte, hvordan de nymodens dampskibe udkonkurrerede sejlskibene, og hvordan åbningen af Suez-kanalen i 1868 betød, at det ikke længere var nødvendigt med de lange, dramatiske sejlture halvvejs rundt om kloden.

»Jeg lovede mig selv dengang, at en dag ville jeg bygge sådan et sejlskib, som man gjorde det for 100 år siden,« siger Mikael Krafft med lige så fast stemme, som han måtte have gjort i drengeårene.

Han er i dag 66 år gammel, og selv om han lige har været gennem en alvorlig sygdomsperiode, kan man stadig se den stålsatte dreng i ham.

Løftet blev aldrig glemt, men gennem de næste mange år havde andre skibe førsteprioritet. Unge Krafft studerede søret i Stockholm, blev jurist i Paris og Bruxelles, og skabte sig siden en formue inden for shipping.

Hele tiden var passionen for sejlskibene med. Lige fra han som dreng uden sine forældres vidende sejlede alene i sin lille jolle til de finske Ålandsøerne for at se den firemastede windjammer Pommern fra 1903, der lå som museumsskib i Marieshamn (og stadig gør), over de første rigtige lystbåde til de fornemme yachter med besætninger og havneplads i Monaco, hvor han og Anne nu bor.

Og en dag var tiden moden. I maj 1991 kunne den nybyggede firemastede barketine Star Flyer drage ud på sin jomfrusejlads fra Scheepswerven van Langerbrugge-værftet i Belgien, og året efter fik hun følge af søsterskibet Star Clipper.

»Det var da en økonomisk satsning, jeg foretog dengang, for jeg vidste ikke, om der var et marked for den slags gammeldags krydstogtskibe. Men det har aldrig været meningen, at jeg skulle tjene penge på det; det var en del af min drøm at give andre mennesker mulighed for at opleve, hvordan det er at sejle med de store sejlskibe – jeg var tilfreds, hvis det bare lige kunne løbe rundt.«

Men markedet var der. Der var nok romantiske sjæle til, at de to sejlskibe de efterfølgende år gav et lille overskud, og det betød, at Krafft omkring årtusindskiftet turde gå hele vejen: At bygge verdens største sejlskib siden den navnkundige femmastede Preussen fra 1902.

Efter at Preussen gik på grund ved Dover i 1910, havde så stort et sejlskib ikke besejlet oceanerne, men nu skulle det være, og i 2000 kunne den 135 meter lange Royal Clipper sætte sine imponerende 42 sejl og drage ud på havene.

»Jeg har været en heldig mand gennem livet. Jeg har tjent mange penge, og jeg har haft mange dejlige både og har et smukt hjem, men for at være helt ærlig, så er der ikke noget sted, hvor jeg føler mig mig mere hjemme end her om bord,« siger Mikael Krafft til Rejseliv, så man ikke er i tvivl om, at han mener det.

Jeg beslutter at springe frokosten over og i stedet spise lidt let, når vi senere i dag får mulighed for at gå i land i den lille flække Golfo Aranci ved Costa Smeralda på Sardinien. I stedet går jeg op på soldækket for at tage en lur i en af solstolene.

Der går dog ikke ret lang tid, før jeg bliver forstyrret i min blund, da en række passagerer højlydt bevæger sig ned mod hækken. Jeg følger nysgerrig efter for at se, hvad der sker, og får på bagbords side øje på et sejlskib, der nærmer sig agterfra. Det er Star Clipper, vores »lille« storesøster, der også er på vej mod Sardinien. Hun går for fulde sejl, og nu opstår der travlhed på dækket – de drønnerter skal ikke tro, at de kan overhale os.

Vi sætter også alle vores sejl, og selv om det i vore dage ikke foregår med håndkraft, men med el-motorer, må der alligevel lige en matros op i stormasten og kravle ud på en af ræerne for at løsne et sejl.

Star Clipper er ved at nå os, og pludselig lyder ABBAs »Dancing Queen« kærligt drillende fra højttalerne over på firemasteren som en hilsen til den svenske ejer. Men bedst som hun er oppe på siden af os, og passagererne på de to skibe vinker glade til hinanden, brager Queens »We will rock you!« ud fra vores højttalere, og Royal Clipper lægger sig med alle sejl sat i spidsen af kapløbet.

Nu strømmer passagerer og besætning op fra de nedre dæk, og vores officerer går ud på bovsprydet, hver bevæbnet med sit respektive nationalflag og vinker med dem over mod storesøster, som sejles agterud.

Bedst som vi tror, at sejren er hjemme, krydser Star Clipper op mod vinden, og kommer op på styrbords side for at snyde os. Alle småløber vi nu herover for at huje og fotografere. Da hun efter en stund må give fortabt og krænger yderligere mod styrbord og falder tilbage, er triumfen total. Vi vandt!

Åh, sådan må det have været, da te-clipperne i sin tid lå og sejlede om kap på de store have. En lykke- og stolthedsfølelse fylder én.

Samme følelse får jeg, da jeg en times tid senere sidder i den tender, der sejler mig og en del af de andre passagerer ind til land. Royal Clipper har ankret op et stykke ude i Olbia-bugten, og da vi næsten er fremme ved havnen, vender jeg mig om og ser den prægtige femmaster ligge majestætisk derude som en anden sejlskibenes dronning. Det ligner en scene fra en film: De grønne bjerge, der buer sig rundt om bugten, det blå hav, og midt i det hele det smukke hvide skib.

Øv, Golfo Aranci var en skuffelse. Royal Clippers underholdningsofficer, tyske Anja, havde ellers gjort sit bedste for at tale den ned, men jeg havde sat næsen op efter samme oplevelse som i Portoferraio på Elba, der var et rigtig hyggeligt sted.

Golfo Aranci var kun en strand, en stribe huse, souvenirbutikker og et par beskedne restauranter, hvor jeg nøjedes med at drikke et glas rosé-vin. Så efter blot en halvanden times tid i land tog jeg tenderen tilbage til Royal Clipper. Heldigvis lige i tide til eftermiddags-snacks i Tropical Bar: Lakse-sandwiches, grillstegte rejer på spid, nudler med kylling, grøn salat, desserter, kager, is og frugt.

This template (BMLinkBundle:Block:link_box.html.twig) should be overridden!

Rundt omkring mig hygger passagerer sig med maden og farverige cocktails. Jeg hører fransk, tysk, engelsk, russisk og japansk. Kærligheden til de store sejlskibe er international, og Mikael Krafft har fortalt mig, at de tre clipper-sejlskibe er så stor en succes, at han havde sat gang i bygningen af et fjerde – en tvillingesøster til Royal Clipper – på et spansk værft, men at det var gået konkurs som følge af den økonomiske krise. Han håber dog, at byggeriet snart kan genoptages, så endnu flere mennesker kan få mulighed for at sejle på de smukke skibe.

Jeg spørger mig omkring efter Krafft for at takke for den helt særlige oplevelse, der er at være om bord, men får at vide, at han og Anne er skiftet over til Star Clipper, der ligger et andet sted i bugten, for at sejle med det hjem til Monaco. Sikke et liv …

I stedet falder jeg i snak med hyggelige engelske Keith og Barbara Bromley, som jeg tidligere har delt middagsbord med. Det er deres tiende tur med Royal Clipper, som de er så begejstrede for, at de for nogle år siden på deres 40 års bryllupsdag blev genviet om bord af kaptajnen.

Keith går konstant rundt med et saligt smil på læben over at være om bord. Og det selv om det faktisk var Barbara, der først ville ud at sejle.

»Vi ejede tidligere et hus i Østrig, hvor vi altid tog hen på ferie for at stå på ski. Men det var nu mest Keiths interesse. For nogle år siden aftalte vi så, at det var min tur til at bestemme, og da jeg altid har været begejstret for sejlskibe, købte vi et krydstogt med dette skib. Og nu vender vi tilbage igen og igen. For at prøve noget andet, har jeg booket et flodskrydstogt i Portugal, men jeg tror faktisk, at jeg aflyser det og køber et nyt med Royal Clipper i stedet. Skibet er så smukt, og stemningen er så dejlig usnobbet,« siger Barbara Bromley.

Jeg går atter op på soldækket, hvor nogle af mine medpassagerer står tavse ved rælingen med et krus te i hånden og lader tankerne flyve på langfart, par spadserer småsnakkende rundt hånd i hånd, mens endnu andre lader sig synke helt ned i den romantiske stemning og sidder tæt på en af træbænkene og hvisker fortroligt.

Hvis man kun skal på ét krydstogt i sit liv, tænker jeg, så skal det være om bord på dette skib. Det er sådan set lige meget, hvor i verden, det foregår – Middelhavet, Caribien, langs Vestafrikas kyst – det skal bare være på denne skønhedsåbenbaring af et sejlskib.

Rejselivs tur med Royal Clipper var betalt af Star Clippers.