København må vente med lavpris til New York

Oslo og Stockholm får glæde af Norwegians lavprisrute til New York for kun 1.800 kr. allerede til maj næste år - København må vente til slutningen af 2013.

Foto: Preben Madsen

Norwegian åbnede torsdag op for salget af billetter til deres nye langdistanceruter til henholdsvis New York og Bangko.

Se også: Her er den billigste skiferie

Flyene er direkte og priserne helt i bund.

En returbillet til New York kommer til at koste ca. 1.800 kr., mens en returbillet til Bangkok vil kunne købes for den nette sum af 3000 kr.

Den første langdistanceflyvning mellem Oslo og New York vil finde sted 30. maj 2013, og 1. juni er turen mellem Oslo og Bangkok planlagt, men stadig kun med afgang fra Oslo eller Stockholm - ikke København endnu.

De billige flybilletter skal nok komme
De billige flyruter skal nok komme til Danmark fortæller Norwegians informations- og marketingchef, Johan Bisgaard Larsen. Dog må vi vente lidt længere, da 'Dreamlineren' først vil komme til Danmark i slutningen af 2013.

"Danmark følger lige bagefter Norge, men det kommer an på leveringen af fly nr. to og tre. Men man kan godt regne med slutningen af næste år", siger Johan Bisgaard Larsen til Rejseliv.dk.
Billetterne skal man også nok kunne få lov at købe i god tid. Ligeså snart datoen for ruterne fra Danmark er fastlagt, vil det være muligt at købe billetter. Hvilke ruter det præcis bliver, vil Johan Bisgaard Larsen dog ikke ud med:

"Der er mange ruter i spil, som vi ser interesseret på, fra de forskellige byer vi flyver fra", siger han.

Hvis man slet ikke kan vente, er det dog muligt at bestille en billig billet til New York eller Bangkok fra Oslo eller Stockholm, siger Johan Bisgaard Larsen:

"Man kan sagten rejse til New York i dag via Oslo og Stockholm, så vælger man København til New York på nettet, og så vil maskinen automatisk vise via Oslo eller Stockholm, og man vil få den fordelagtige pris."

Se også: 10 film du ikke skal se, når du flyver

Direkte fly med prisen i bund

Hovedårsagen til de billige billetter er den nye Boeing 787 Dreamliner, der ændrer på mulighederne for flytrafikken i Skandianvien, da den kan flyve både længere og desuden bruger mindre brændstof.

Frem for eksisterende fly, der er lavet primært af aluminium, er 'Dreamlinerens' krop lavet af blandt andet glasfiber. Det gør flyet lettere end andre langdistancefly, hvorfor det skal bruge mindre brændstof, og derfor kan flyve længere uden at mellemlande. Det betyder at brændstofomkostningerne bliver omkring 20 pct. lavere og billetpriserne kan skrues gevaldigt ned.

Men det ikke kun 'Dreamlineren', der gør udslaget, i følge Johan Bisgaard Larsen:

"Med en effektiv organisation og det at de fleste kunder køber deres billetter på internettet, så har vi stadig mulighed for at kunne tjene penge med så billige priser", siger han.

Hvad de priserne fra Danmark helt præcist bliver er endnu uvist, men Norwegian kan stadig garantere lavpriser - også fra Danmark:

"Hele vores forretningsmodel er, at vi skal kunne gøre det for ca. halvdelen af, hvad billetterne koster i dag. Der vil være højsæson med lidt dyrer priser, men også lavsæson med de helt billige billetter", siger Johan Bisgaard Larsen til Rejseliv.dk.

Mindre jetlag og større vinduer

Lavpris og lavstandard vil ofte knyttes sammen, men ikke på Norwegians nye langdistanceruter. Ifølge Johan Bisgaard Larsen skal man forvente sig det ypperligste indenfor flyteknologi og den højestekvalitet.

"Det er jo et spritnyt fly. Der vil et luftanlæg, der renser luften og et ændret tryk i kabinen", siger han. Begge finesser, der er med til at mindske jetlag. Desuden er servicesystemet også i top og selv vinduerne er blevet gjort større, for en bedre udsigt.

Pendulfart mellem destinationer

Norwegian har indtil videre bestilt otte 'Dreamlineres', hvor den første leveres allerede i april 2013. De første fly vil flyve i pendulfart mellem Oslo og Stockholm og New York og Bangkok. Afgangene vil i begyndelsen have to faste dage om ugen, men vil derefter få fastsat tre afgange pr. uge.

Fly nr. to og tre kommer i juni og november 2013, mens der leveres fire fly i 2014 og et enkelt i 2015. Danmark kan altså vente i spænding på de kommende fly.