Klassisk Alpeperle

Prøv pisterne på en af de største gletschere i Schweiz.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lidt syd for Luzern ligger Engelberg. To kilometer oppe i luften topper det navnkundige Titlis-bjerg, og i dalen danner en gammel bjergby en stilfuld platform for højalpint skiløb.

Læs også:
Langrend på Valdres vidder
Norsk sne er billigere
På ski med italienerne
Verdens længste skilift hænger i Canada

Men man skal være øvet, hvis man vil prøve pisterne på en af de største gletschere i Schweiz. Velkommen til en klassisk Alpeperle. Engelberg har ligget i dalen ved bjerget Titlis, siden den blev grundlagt i starten af det 12. århundrede. Det var Benediktinermunke, der dengang byggede landsbyen, og de navngav stedet med reference til Titlis, som det mente var englens bjerg. Midt i byen ligger munkenes kloster stadig og dominerer billedet.
Oppe i terrænet summer det af liv på en vinterdag i februar her knap ni århundreder senere. Himlen er blå, og en stor svævebane knirker svagt, mens den nærmer sig en flok forventningsfulde skiløbere. Den store blå-hvide kabine glider langsomt ind på sin plads, som en enkelt brik i et enormt logistisk puslespil. Dørene går op, og snart tramper tunge skistøvler ind i en rund kabine. Ski og stave skramler, mens frisk frostsne knirker under de flade plastiskstøvler, der er så ubehagelige i at gå i men lige så uundværlige på de knitrende friske pister, som englene i nat har dækket med tyve centimeter nysne. Sneen genspejler solens stråler, og liften er sidste forhindring mod toppen.

Vejen har været lang, inden vi kan træde ind i denne, en af verdens mest moderne lifter. I dalen skal man først op med en lang æggelift, der går fra 1.000 - og op mod 1800 meters højde. Siden går en af de store svævebaner op mod 2400 meters højde. Og nu skal vi altså med denne futuristiske lift - »The Rotair« - op mod 3.000 meters højde, hvor en fabelagtig udsigt venter.

Området lider lidt under de mange gæster, der frekventerer stedet, og inklusiv liftkøer har det taget en time, siden vi tog den første lift i dalen. Men nu mangler vi kun ti minutter mod toppen.
Den lyseblå Titlis Rotair hiver langsomt dørene i og river sig løs fra platformen. Føreren har trykket på knappen, og han kigger nu roligt udover bjergene fra sin plads ved døren. Kabinen dingler fra side til side under vinden. Solen skinner, og angloamerikansk popmusik strømmer ud af højtalerne.
Så begynder rundturen. Gulvet river sig langsom løs fra sin plads, og The Rotair lever op til sit navn. Den drejer langsomt rundt om sin egen akse, og turisterne nyder synet af bjergene i tavshed.

Kabinen accelerer op i høj fart, og snart kan vi se små prikker langt under os. Det er skiløbere, der trodser advarsler om laviner og gletscherspalter, mens de nyder den friske pulversne. Kabinen passerer siden de enorme isblokke, der udgør det øverste lag af Titlis-gletscheren. Til den anden side kan lavlandet skimtes i horisonten, bag takkede alpetoppe. Ti minutter efter sænker maskinen igen farten, efter at have leveret et 360 grader panorama vue til alle. Inde i maskinen sørger et trappesystem for, at også dem, der står inderst, har en god udsigt. Og The Rotair er i dag et officielt symbol på Engelberg.
Her får man lidt ekstra.

Det ville være forkert at kalde Engelberg for et ekstremt sted, eller for en destination kun for entusiaster.
Men det er alle omstændigheder ikke for begyndere, og man skal være øvet for virkelig at udnytte de mange pister. Mange af dem er sorte, eller svære røde. Imidlertid kommer en del gæster blot for at nyde nogle dage i den gamle by, samt for at tage liften op og nyde den friske bjergluft. Mens en god frokost kan konsumeres i restauranter med udsigt til Europas høje tinder.
Imidlertid kommer de fleste naturligvis for at stå på ski. Området er delt i to separate dele, der ligger på hver sin side af dalen. Begge sider er inkluderet i liftkortet, og der går en effektiv gratis skibus mellem dem. Man skal dog regne med en halv times transporttid. Titlis-bjerget med de dybe gletschere ligger på den ene side, og her ligger 70-80 procent af pisterne.
På den anden side af byen topper bjergene også omkring de 3.000 meter, mens Schonegg i 2.040 meters højde er den højeste lift-top. Ved Schonegg ligger enkelte sorte, røde, blå og tilmed en enkelt grøn pist, men begyndere bør alligevel finde en anden destination. Man skal lede længe for at finde grønne og blå pister med samme sværhedsgrad.

Til gengæld vil øvede skiløbere med hang til pudder elske Engelberg. Off piste freaks vil slikke sig om munden, og vandet driver allerede når man kører op mod Engelberg by. De store stejle klipper lover godt.
Blandt entusiaster har Engelberg et navn på linje med Chamonix i Frankrig og St. Anton i Østrig, og i liftkøen ser man mange med fuld off piste beklædning med skovl, sonde og lavinebeeper, Fra toppen af Titlis gletscheren er der et vertikalt fald på 2.000 meter ned mod byen.
Drejer man væk fra pisterne - mod højre på de øvre regioner, lander man i en hvid verden af ufattelige dimensioner. På den store nordvendte bjergside, hvor gletscheren ligger, er der nok frisk puddersne til alle.

Man skal naturligvis passe på sig selv, og uden guide risikerer man at dratte flere hundrede meter ud over klippekanterne, der ofte først bliver synlige i sidste øjeblik. Med guide er det dog sikkert nok, om end der altid vil være en lille risiko for laviner på et bjerg af de dimensioner. Guidens lokalkendskab kan imidlertid minimere risikoen enormt, og med de nye ski, der er kommet på markedet det seneste årti, kan de fleste skiløbere med en smule erfaring tage ud på store eventyr. Det skal varmt anbefales. Guiderne bliver betalt for at holde styr på sikkerheden, og det er de gode til.

I Engelberg by kan man nemt mærke historien. Den gamle hovedgade bugter sig gennem centrum, og gode restauranter og eksklusive butikker ligger langs med strøget. Hovedgaden er naturligvis turistet, men der er alligevel noget original charme over den. Hvis man vil have en helt lokal oplevelse, kan man med fordel køre lidt længere op i byen, der strækker sig et godt stykke op i dalen. Her ligger mange private huse, og stilen er rustik og skåret i træ. Enkelte små restauranter udmærker sig, og flere bliver bestyret af familier, som selv bor på etagen ovenpå. I den del af byen kan man f.eks. nyde den klassiske ostefondue, der består af smeltet ost serveret med brød til.

Prisniveauet er højt, som reglen er i Schweiz, og man skal regne med at give lidt ekstra i forhold til de andre alpelande. Imidlertid kan priserne slet ikke leve op til det astronomisk høje niveau, som rygtet ofte fortæller. Man skal påregne en 15-20 procent ekstra, og de er givet godt ud til en skitur på et højt niveau. Alt er moderne, selv historien fristes man til at sige. De gamle bygninger er i hvert fald velplejede, og der er langt til det sociale boligbyggeri, man finder visse steder i Alperne.
I 1744 besteg to benediktinermunke som de første Titlis bjerget, og i det følgende århundrede blev landsbyen mål for den tidlige europæiske turisme. Det var naturligvis adelen og de absolut rigeste, der tog på ferie i Engelberg dengang, men i vores århundrede har englene åbnet op for os andre dødelige. Det kan man kun være taknemmelig for.