Kina - set fra muren

De oprindelige dele af den kinesiske mur kan være en både autentisk og grænseoverskridende oplevelse for hele familien.

Nogle steder er muren så faldefærdig at man ikke må gå på den. Heldigvis havde vi en god guide med, der kunne lede os udenom. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tina Andersen

Her er mere end stejlt. Vi decideret klatrer. Og når vi ikke gør det, er opstigningen sådan, at vi må læne os fremad for ikke at falde bagover. Vi kravler i sneglefart op ad 700 meter bjerg. Nogle af os. Jeg gør. Mit ansigt er rødt som en vandmelons indre. Jeg hiver efter vejret, er bogstavelig talt ved at koge over og kan slet ikke følge fortroppen.
Familiens yngste derimod, 10-årige Sofie, springer op ad bjergsiden som en anden bjergged tæt fulgt af vores lokale guide. Han passer godt på hende – iført flade gummisko og medbringende en halv liter kildevand. Resten af os er udstyret med vandrestøvler og vandbælter.

Vandpause. Fingeret udsigtspause. Vores turguide, der hedder Danesh, havde sagt det i minibussen på vej fra Beijing. Faktisk blev han ved med at ævle om at klatre i bjerge. Fejlagtigt tolkede vi det som vanskeligheder med at udtrykke sig præcist på engelsk. For vi skulle jo vandre på muren, ikke klatre i bjerge. Chaufføren sagde ingenting. Vandpau...
»Kom nu mor. Vi er der snart.«

Simon på 13 har frivilligt påtaget sig at følges med mig. Ingen af os ville drømme om at bestige den kinesiske mur sådan her på egen hånd. Vi ville ikke ane, hvilken rute vi skulle lægge. Men med en stedkendt i front følger vi bare med. Efter to en halv times klatring når vi toppen af bjerget og den kinesiske mur. Wauw!

Mere end 6000 kilometer lang er den – muren. Eller det var den, for ikke alle dele står i dag. Og cirka 600 år gammel er den her ved Xiangshui Lake, hvor vores trek starter. Den kinesiske mur, eller The Great Wall som den hedder på engelsk, blev bygget fra slutningen af det 13. århundrede til begyndelsen af det 16. århundrede under Ming-dynastiet. For at beskytte Kina mod plyndringer fra mongolske og tyrkiske stammer. Men landet var på det tidspunkt også i krig med sig selv. Borgerkrig.

Vi vandrer først til det højeste af murens tårne, Wangjinglou. Vejret er med os.
Klar, dybblå himmel og uendelig sigtbarhed. Efteråret blomstrer i grønne og gulbrune nuancer og igennem dette landskab snor murværket sig, så langt øjet rækker – og meget længere.

Vi fortsætter mod tårnet General Tower og den del af muren, der hedder Jiankou. Hvis vi tror, at strabadserne er ovre nu, bare fordi vi er på toppen, tager vi gruelig fejl. Det går stadig stejlt op og ned. Mest op. Vi betræder et stykke af den oprindelige mur, den urestaurerede del. Her er ingen åbenlyse stier. Muren har engang været mindst tre meter bred. Men nu forfalder den, og bevoksningen gror vildt, så nogle gange kanter vi os igennem højt krat og buske i øjenhøjde. Andre gange balancerer vi på kanten af muren, hvor det, der engang har stået som et menneskehøjt rækværk af mursten, for længst er smuldret væk. Klinet op af krattet fokuserer vi omhyggeligt på, hvor vi sætter fødderne på det cirka 50 centimeter smalle stykke mur. For til den anden side er afgrunden. Godt nok skråner den tæt bevoksede bjergside, men alligevel. Der er altså i nærheden af 700 meter ned til foden af bjerget, og min højdeskræk træder i karakter.

»Væk fra kanten. Træd så langt til venstre som muligt,« råber jeg.
»Uhhh. Er du bange nu mor?« driller Sofie, men som os andre placerer hun sig alligevel tæt op af krattet.
På denne del af muren er der hverken turistbus-turister eller skolebørn i træningsdragter. En skoleuniform, regeringen har indført, så man ikke kan se forskel på rig og fattig. Faktisk vandrer vi, hvor der er adgang forbudt. Det afslører advarselsskiltet, da vi efter et par timer bogstavelig talt kravler ud på den restaurerede del af muren og ser os tilbage: »The front not opened section road, no passing!« Det var også en spændende tur. En tur, der kræver en lokal guide, der ved, hvad han har gang i.
Vi måber over det syn, der møder os her, hvor det et tilladt at gå. Kontrasten er voldsom. Det kunne lige så godt være en anden mur. Her er helt anderledes og fuldstændig trygt. Murens vægge er bygget op igen med firkantede, snorlige mursten i gråbrune nuancer. Der ser ikke ud til at være oprindelige sten tilbage. Største lighedstræk er, at det stadig er stejlt og hårdt – nu med trappetrin i massevis. Senere går det stejlt ned ad bjerget i et markant hurtigere tempo end formiddagens opstigning.
For foden af bjerget ligger landsbyen, hvor vores lokale guide – hvis navn hverken han selv, Danesh eller vi er i stand til at skrive med vores bogstaver – er bonde og har et lille gæstgiveri. Det er her, vi skal sove i nat.

»Velkommen i mit hjem.« Madmor, der er gift med vores lokale guide, tager storsmilende imod.
Vi træder ind i en kvadratisk gård omkranset af flade bygninger. I midten står køkkenhaven grøn og frodig. Svigermor vimser omkring. Nysgerrig på den søde måde. Hun kan ikke et ord engelsk, men det afholder os ikke fra at kommunikere ved hjælp af fagter og hjemmelavet tegnsprog.
For enden af gården forvandler madmor en lille gang mellem privaten og opholdsrummet til spisestue. Lynhurtigt slår hun et brunlamineret campingbord op midt i rummet og folder klapstole ud rundt om. Vi skal bestemt ikke spise i køkkenet sammen med de andre, selv om vi allerhelst ville det.
Vi går ud i gården for at vaske hænder. Sofie bærer vand i en lille kasserolle fra en rusten vandtønde over i et skrig-grønt vaskefad på stativ. Der dufter himmelsk og hjemmelavet fra køkkenet. Vi er fjernt fra fastfood – også af den kinesiske slags. Så serverer madmor den dejligste mad.
Kylling, spinat, tofu, svampe, ris med æg og grønt alt sammen krydret, som når kinesisk mad er bedst. Nogle af os er bedre til at spise med pinde end andre. Her har jeg førertrøjen, mens andre familiemedlemmer ufrivilligt er mindre forslugne, end når spiseredskabet er kniv og gaffel. Sofie kæmper bravt. Ove fumler med hovedet tæt ved tallerkenen.
»Øv, jeg er skrupsulten. Hvordan er det lige du får fat i så mange ris på en gang,« spørger Simon og fanger et stykke kylling mellem pindene. Så skal det bare op til munden.

Forud for aftensmåltidet er der god tid til at traske rundt i landsbyen. Herfra kan vi skimte muren på toppen af bjergkammen. Landsbyfolkene, unge som gamle – alle vil gerne i snak med os. Vi er lige så eksotiske for dem, som de er for os. Hverdagen her er fuld af hårdt fysisk arbejde – i marken og med at bære stabler af brænde eller sække med frugt på ryggen og skubbe en trillebørfuld græskarbeslægtede grønsager hjem. Skulle nogen alligevel trænge til lidt ekstra motion er her udendørs fitnessmaskiner i stærke farver. Præcis som i Beijings parker, bare i mindre målestok. De to gamle mænd på trappestenen ved siden af landsbycafeen trænger bare til at slappe af. Det er i øvrigt på denne café, vi er tiltænkt at drikke øl i aften.
»Har I ikke lyst til øl?«
Danesh forstår ingenting. Han har aldrig før mødt danskere, der ikke ville drikke øl på den lokale café.
»Så ser vi en film efter maden i stedet. Her er ikke andet at lave,« konstaterer han.
Og det gør vi så. I et simpelt opholdsrum med afskallede vægge, der udover at byde på en oldgammel computer, tv og dvd også kan agere sovesal for omkring 12 personer. Vi ser Jackie Chan på kinesisk med cola til og vattæpper over. For her er koldt. Råkoldt. Og det selv om bonden, alias vores lokale guide, har fyret godt op under den kæmpeseng, vi sidder på. Det tager tid for varmen at sprede sig i en så bred seng.

Danesh pendler mellem os og køkkenet, hvor vores chauffør og bonde-guide går hårdt og højlydt til brændevinen.
Svigermor kigger forbi og prøver at få os til at forstå noget, vi ikke helt forstår. Så slutter filmen, og vi trisser trætte over på det værelse, hvor vi skal sove fire på stribe. Her er en væg til væg seng langs lokalets langside. Opvarmet. Udefra har bonden fyret op med brænde som i en slags stenovn, der varmer mursten op under sengen. Det er som at ligge i en lun vandseng uden vand og bølger – for de tre andre. Jeg ligger uheldigvis lige over bålet. Under mig føles det mere som en full-size varmepude hamret op på topstyrke. Uldundertøjet ryger, og dynen må halvvejs af. Godnat. Stå-toilettet er uden for gården ovre ved hønsehuset. Forhåbentlig skal ingen tisse i nat.
Under næste dags morgentoilette ved det grønne vaskefad dufter det lige så godt fra køkkenet som aftenen før. Spisestuen bliver genetableret, og vi sætter begejstrede tænderne i tykke, frisklavede nudler a la bred båndpasta, velkrydret suppe med røræg og grønsager og friskbagt fladbrød til.
Der er afgang klokken 9.00. Madmor uddeler kram, og så vi er klar til at udforske nye dele af muren. Andendagens opstigning er mindre krævende. Vi lægger kortvarigt ud på en restaureret del af muren i den sektion, der leder op til Mutianyu Great Wall. En sælger forsøger energisk at prakke os noget tingeltangel på.
Igen vælger vi den utraditionelle vej og stiler målrettet mod murbrokkerne og en oprindelig del af muren, der i høj grad har karakter af ruin. Dagens mål er at vandre tre tårne frem og gå samme vej tilbage.

Familiens hårdkogte er klar, men jeg har slået bremseklodsen i efter det første tårn.
»Kom nu mor. Du kan godt.«
»Jeg ved ikke rigtigt, om jeg synes, vi skal gå videre,« siger jeg og tænker på højtryk: Her falder næppe turister ned hver anden dag, så ville Jysk Rejsebureau ikke arrangere trekking her. Alligevel er det totalt grænseoverskridende for mig. Vi skal gå 20-30 meter på en cirka halv meter smal mur, hvor det går lodret ned til begge sider. Alt for langt ned.
Og vi skal samme vej tilbage efter de næste to tårne. Hvad hvis jeg eller børnene panikker halvvejs ude? Simon ved godt, hvad højdeskræk er, selv om han har meldt sig klar til udfordringen. Og Sofie? Ove er jeg ikke bekymret for. Han er jernmand og for sej.
»Vi vender om. Det her er for spændende. Jeg er hverken tryg ved at sende jer eller mig selv over,« siger jeg.
Velvidende at jeg i Israel har vadet længere i en smallere akvædukt tværs mellem to bjerge med en dal omtrent 100 meter under mig. Dengang kiggede jeg konsekvent ind i nakken på personen foran mig. Men det var dengang. Uden børn. Min mavefornemmelse siger nej. Risikoen for at træde forkert er større, når man er utryg og usikker. Og min højdeskræk er på sit højeste, fordi det går lodret ned til begge sider.

»Hvorfor mor, vi vil godt gå videre,« siger Sofie, der ikke kender til højdeskræk.
»Det er okay. Vi vender om,« siger Ove.
Sofie synes, det er træls at blive snydt for det eventyr, men jeg er glad for beslutningen. Det er besværligt og rigeligt udfordrende at komme tilbage herfra. Stejlt nedad skal vi.
Vi forlænger turen på den grålige, restaurerede mur, der er langt bredere og mere tryg, selv om murens vægge også mangler her. Et par steder må vi sætte os på bagen og møve os ned af de stejleste passager. Her er ingen udover os.
Vi deler en plade mørk Lindt chokolade. Grøn dominerer efteråret omkring denne del af den kinesiske mur, der på toppen af bjergkammene snor sig ud i horisonten. Wauw.