Kiev flirter med både øst og vest

Selvom landets politiske strabadser har bragt Ukraine i et væld af kedelige avisoverskrifter verden over, har hovedstaden, Kiev, »et hidtil uset turistpotentiale«, mener rejsemagasin. Byen bobler af innovation inden for kultur og gastronomi.

Under klosteret Petjerska Lavra in Kiev, Ukraine, kan man besøge balsamerede helgener i katakomberne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sergey Dolzhenko

Det er hovedstaden i et land ramt af krig, korruption og blodige revolutioner. Alligevel har Kiev de senere år flyttet sig fra at være en plaget, sovjetisk storby til i stigende grad at blive betragtet som en moderne europæisk hovedstad, der fremhæves af internationale publikationer.

Som i National Geographic, der mener, at byen har stort potentiale:

»Kiev var engang gang en by i identitetskrise, men dens levende ånd og udholdenhed gennem dens nylige historik og aktuelle begivenheder har lanceret den til international anerkendelse som en by med hidtil uset turistpotentiale«, skriver magasinet.

Eller som en skribent for The New York Times skrev for en håndfuld år siden:

»Lad ikke Kievs omdømme som »det slaviske folks fødested« fremkalde stereotyper om slavisk sorg«.

The New York Times

»Lad ikke Kievs omdømme som »det slaviske folks fødested« fremkalde stereotyper om slavisk sorg. «


Den ukrainske hovedstad er nået langt siden sin tid som sovjetisk storby. Byens indbyggere har politisk og kulturelt forsøgt at frigøre sig fra Rusland i øst og i stedet bevæge sig mod vest. Kiev er nu kendt for sine subkulturer, bemærkelsesværdige arkitektur og gastronomi, og så er den en af Europas billigste storbyer at opholde sig i.

Den usandsynlige præsident

For at forstå byens – og indbyggernes – udvikling, må man forstå ukrainernes politiske rutsjebanetur: Siden Ukraine blev selvstændigt for snart tredive år siden, har landets ledere skiftevis flirtet med Rusland i øst og EU i vest. Med andre ord er Ukraine et land, der stadig befinder sig mellem fortiden i Sovjetunionen og en drøm om en europæisk fremtid. Det har flere gange efterladt befolkningen i tumult og økonomien i knæ. Sidste år havde Ukraine en placering som Europas fattigste land målt på BNP pr. indbygger.

Sidste år valgte ukrainerne en komiker som præsident. Volodymyr Selenskyj spillede forinden Ukraines præsident i TV-serien »Folkets Tjener«, der kan ses på Netflix. Manden havde øvet sig på sin fremtidige rolle.

Sidste år blev komiker og skuespiller Volodymyr Selenskyj Ukraines præsident. I dag har han udskiftet det mest af parlamentet med »politiske amatører« for at mindske korruption. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sergei Chuzavkov.

Det lød som en joke, men ukrainerne mente det helt alvorligt. De var trætte af korruption og af krig, og det lovede den populære komiker et opgør med. Fem år forinden havde de valgt Petro Porosjenko som præsident. Han havde gode forbindelser til Vesten, og han lovede, ligesom Selenskyj gjorde fem år senere, et opgør med korruptionen. Men det gik for langsomt, syntes ukrainerne.

Der er stadig russiske tropper i det sydlige Ukraine. Der er stadig korruption. Folk er stadig fattige, og landet er stadig ikke en del af EU. Efter at TV-præsidenten kom til magten, er størstedelen af landets gamle politiske elite nu også blevet udskiftet med personer uden erfaring. Parlamentet består af 80 procent outsidere. Ud med det gamle og ind med de nye.

En af outsiderne er Galina Janchenko: »Vi skal tilbage til vores europæiske hjem. Vores værdier er europæiske, vi har ingen nostalgi over for Sovjetunionen, og vi længes ikke mod Rusland. Vi tror på fri økonomi, åben konkurrence, ejendomsret,« sagde hun til Berlingske i efteråret.

Europas Indien

Turismen har fulgt med den politiske udvikling: Forrige år besøgte knap 1.9 millioner udlændinge byen. Ukrainernes villighed til at løbe en risiko går igen i Kievs kulturliv. Siden 1991 har mange forsøgt at bryde med landets sovjetiske historie.

Det ses i hovedstadens gader, hvor det ikke er svært at spotte et EU-flag, selv om landet endnu ikke er en del af unionen. Og det ses i gastronomien. Eksempelvis har den kendte restaurant Kanapa i området Podil besluttet sig for at generobre traditionelle ukrainske retter såsom borsjtj. Rødbedesuppen, der under USSR blev allemandseje, men som ukrainerne selv mener er deres. Som en lokal kok formulerede det til Michelin-guiden sidste år:

»Ukraine er et ungt land, der ikke har en lang tradition for mad, da den blev ødelagt af Sovjetunionen. Det er en spændende tid at finde gamle opskrifter og gøre dem populære igen.«

Efterhånden er Kiev blevet et af Østeuropas populære destinationer for eksperimenterende natteliv, kunst og musik. Sidstnævnte kan personificeres af sangeren Ivan Dorn, der med et tykt overskæg, halvlangt rødt hår, farvede solbriller og blomstrede skjorter »trodser kønsnormerne«, som magasinet Vogue skrev for et par år tilbage.

Ukrainsk kok

»Ukraine er et ungt land, der ikke har en lang tradition for mad, da den blev ødelagt af Sovjetunionen. Det er en spændende tid at finde gamle opskrifter og gøre dem populære igen.«


I 2017 var Ukraine vært for Eurovision. I den forbindelse kaldte en lokal musiker Kiev for »Europas Indien« i britiske The Guardian:

»De eneste ting, folk kender fra Ukraine, er Tjernobyl og krigen. Eurovision handler om at have noget, der er ukrainsk, og som er godt. Kiev er som Europas Indien. Det er mystisk og uforudsigeligt og har en kaotisk energi. Skjulte talenter er overalt. Vi har unge mennesker, der kigger udad, mens de bor i et rodet land, der beskæftiger sig med krig og revolution,« sagde han.

Floden Dnepr løber gennem Kiev. Går eventuelt fra centrum af byen og over på den anden side af broen, hvor mange ukrainere dypper fødderne om sommeren. Fold sammen
Læs mere
Foto: Valentyn Ogirenko.

Gå under jorden

Mange ukrainere holder stadig fast i de gamle dyder. Selv om de lørdag nat fester på natklubber, står de søndag formiddag stimlet sammen i Kievs mange kirker. Omkring 35 millioner ukrainere er ortodokse kristne. Det tydeligste eksempel på deres stærke religiøse tilknytning er ved klosteret Petjerska Lavra i udkanten af byen.

Følg skiltene mod grotterne – på ukrainsk »petjera« og skrevet med kyrilliske bogstaver »печера« – og bliv ført ned ad en lang, rund tunnel. Folk på begge sidder sælger stearinlys, honning og træskeer. Med al sandsynlighed skubber en lokal babushka dig i ryggen for i al hast at komme ned for enden af tunnelen og ned til grotterne, til katakomberne.

Under jorden fører de smalle gange dig forbi balsamerede lig af munke og religiøse ikoner. Ukrainerne bevæger sig hurtigt gennem gangene, men stopper op ved hver kiste for at kysse den og for at kysse et billede af den døde helgen, som hænger ved siden af. De går rundt med tændte stearinlys, og det er efter sigende sket, at der er blevet sat ild til folk i forbifarten. Perchersk Lavra anses af mange for at være det mest religiøse sted i det religiøse Ukraine, og ukrainernes intensitet i grotterne minder om at stå ved grædemuren i Jerusalem.

Kiev er en by, der stadig er i puberteten, mener National Geographic, men de er »på randen til at skabe noget magisk: Resultaterne er intet mindre end inspirerende«.