Karen Blixen Camp i Kenya

Dagene i Karen Blixen Camp er det rene »Out of Africa« – og det endda med den bedste samvittighed, for campen er opført og drives efter alverdens miljørigtige principper.

Den afrikanske sol sørger for strømforsyningen, og bortset fra den praktiske belysning i teltene er det, som Karen Blixen-tiden har stået stille. Fold sammen
Læs mere
Foto: Karen Blixen Camp

»I had a farm in Africa at the foot of Ngong Hills ....« De første ord i Karen Blixens roman »Min afrikanske farm«, som den amerikanske skuespillerinde Meryl Streep med tillært dansk accent udødeliggjorde i filmen »Mit Afrika« om den danske forfatterinde.

Læs også: Voldsomt drama på savannen

Men Søren Rasmussen kan, hvis han vil, tale i nutid og sige: »Jeg har en camp i Afrika for foden af Oloololo Hills – og den hedder Karen Blixen Camp.«

I to år har direktøren for Albatros Travel haft »sommerhuset« i Kenya, som han spøgefuldt kalder det. Det ligger ud til Mara-floden med de mange flodheste i den nordvestlige ende af det store dyrereservat Masai Mara, som grænser op til Tanzania og den store World Heritage Serengeti National Park.

Det er der, hvor gnuerne krydser floden i tusindvis hvert efterår for at kommet til det kenyanske græs, mens Serengeti-sletten mod syd ligger tør og afsveden og venter på novemberregnen.

Denne fascinerende uendelige vandring rundt på den store østafrikanske savanne efter mad – migration, som den også kaldes – ses lige uden for døren, sammen med alle de andre vilde dyr.

Ansvarlig turisme
Søren Rasmussen og rejsebureauet har selv bygget campen – »Det gør vi aldrig mere,« fastslår han.

Fejltagelser er sjældent billige, og dem har han en hel liste af, fra fejlkonstruktioner til omgivelsernes indgriben.

Som da elefanterne vandrede gennem det netop opsatte dyre solcelle-anlæg, der leverer strøm til den miljø-bevidste camp. Det holdt cellerne ikke til, og en halv million kroner måtte investeres i et nyt anlæg, som nu er omgivet af et forsvarligt elektrisk hegn.

Men nu ligger den der, navngivet Karen Blixen Camp, i en gennemført stemning af gammeldags luksus, og Søren Rasmussen vil naturligvis ikke bytte den for en million.

Her har han taget de første skridt mod det, han har arbejdet for i årevis med Albatros Travel, nemlig bæredygtighed og turisme med holdning og ansvar.

Med campen vil han bevise, at man kan drive turisme, der både er miljørigtig og ansvarlig for sine omgivelser, dyr som lokale beboere, og samtidig være økonomisk rentabelt.

Sidstnævnte kniber det endnu lidt med. Men safari-lejren er også »kun« et par år. Så det skal nok komme, er han sikker på.

I mellemtiden er han og Karen Blixen Camp primus motor i at få hele området med på tankegangen. Og det går godt – rigtig godt.

Bæredygtigt samarbejde
Sammen med de nærliggende turistcamps og med de lokale jordejere er dannet Masai Mara North Conservancy, 32.000 hektarer land (320 km² og stort set samme størrelse som Als), hvor man i fællesskab vil arbejde for at skabe plads til både vilde dyr og mennesker.

For eksmpel ved at arbejde med den latente konflikt: gamle traditioner og nutidens krav. Masaierne, der nu ejer jorden og får turistindtægter fra den, sætter pengene i kvæg.

Mere kvæg betyder mindre græs til de vilde dyr, og færre vilde dyr betyder færre turister og dermed mindre indtægter til masaierne. Det problem løses ikke over natten.

Så går det hurtigere med at få sat system i turistpenge til lokalsamfundet. Der formidles blandt andet penge til den lokale skole, hvor nye bygninger til kosteleverne, der i dag er stuvet sammen i et lille rum med tætstående køjesenge, står øverst på listen, samt støtte til det ligeledes Danida-støttede projekt med at udbygge bysamfundets lille sundhedsklinik med en sengeafdeling.

Karen Blixen Camp ligger på sit eget 30 hektarer store areal. Det er lejet af den lokale masai for at sikre ro og fred, og at der ikke kommer andre turistcamps lige om hjørnet.

Opgraderet teltcamp
Campen er med sine 22 telte den største i Mara North Conservancy. De rummelige telte, der har overdækket terrasse med bord, stole og dagseng samt privat »baggård« med udendørs bruser, står hævet over jorden på et fast mørkt trægulv.

De er møbleret med stor dobbeltseng, lænestol, skrivebord samt minibar i form af en køletaske gemt i en smuk trækiste placeret for enden af sengen.

En ende af teltet er adskilt til »badeværelse« med garderobeskab, to håndvaske (zink-vaske i et trætoiletbord) og toilet. Bruseren findes udenfor i en afskærmet gård. Og der er selvfølgelig varmt vand.

Der er Larsen-dyner i sengene – de er gode i de kølige savannenætter – og den herskende kolonitids-luksus stil er gennemført til varmedunken, der hver aften venter i fodenden af sengen. Den havde i øvrigt den første nat nær skræmt livet af mig, da mine tæer ramte et »levende varmt væsen«.

Reception, bar med hyggelige petroleumslamper og restaurant, hvor der hver aften er fast tre-retters menu med valg mellem tre hovedretter, er samlet i et stort telt med stråtag, mens der også er en lille hytte med forretning med souvenirs og de vigtigste fornødenheder.

Fra hovedbygningen og restauranten er der udsigt ned over floden. Den lille svimmingpool ligger bagved, og har man lyst til lidt kropsforkælelse stilles en massagebænk op på terrassen ved ens telt, og professionelle hænder tager fat på traditionel massage, oliebehandlinger, ansigtsmassage, manicure eller pedicure. En times massage koster lidt over 200 kr.

Miljø bag kulisserne
Her er alt, hvad alle de andre luksuøse safaricamps i Kenya kan tilbyde – her i Karen Blixen-stil med et tvist af enkel dansk designopfattelse.

Men bagved, det kan ikke umiddelbart ses, gemmer alle de miljørigtige og turist-grønne tiltag sig. Strømforsyningen sørger solen og batterier for (der er generator, der kan tage over de få dage om året, hvor solen ikke skinner), og vandet kommer fra floden.

Det renses flere gange til det fineste drikkevand. Alt spildevand renses også. Vandet genbruges til vanding, og »det faste« bruges til gødning.

Kølerummet er tæt på en nul-løsning, fortæller Søren Rasmussen stolt.

Det er en lille hytte bygget med vægge af to lag hønsenet med kul imellem og stråtag. Væggene oversprøjtes dagligt med vand, og når de varme solstråler rammer de sorte kulvægge, starter fordampningen, der »bruger« varmen inde i hytten. På den måde kan der holdes en køleskabs-temperatur på mellem 5 og 9 grader.

Alt affald sorteres, og forsyningsbilen fra Nairobi tager det sorterede affald med tilbage til den store bys genbrugsstationer.
»Vi har ingen affaldsbunker i lejren, der kan tiltrække aber eller andre dyr,« pointerer Søren Rasmussen.

Og under et halvtag gemmer campens træ-børnehave sig. Rækker af grene og kviste plantet i dåser på vej til at blive en nyt lille træ.
»Det er vores mini-planteskole. Vi har vel et par tusinde små træer, alle lokale sorter, i vækst. Der er behov for at plante træer.

Turistlodges og lokale har i fællesskab fældet alt for mange, og elefanterne har her i tørken taget resten. Derfor planter vi træer hele tiden. I løbet af efteråret, hvor vi har regn, skulle vi gerne have omkring 20.000 i jorden,« fortæller han videre.

Alt dette er bag kulisserne, men det er ingen hemmelighed. Tvært imod. Man har rundvisning på campen som et af turist-tilbudene på linje med safari og udflugt med varmluftsballon.

»Alle vil gerne vide, at de gør en forskel. I løbet af nogle år, vil det være det helt store tema,« fastslår han.
Og da er det »bare« hverdag i Karen Blixen Camp.