Kanoferie på Gudenåen

Kanoferie på Gudenåen er noget særligt. Man flyder forbi sivskove og åkander, mellem lappedykkere, ænder og gæs, og om aftenen leger børn på pladsen, mens de voksne hygger sig ved bålet.

Vi sejler tæt forbi ubeboede Møgelø, hvor filtrede træer og buske hænger tæt og tungt ud over vandet og giver følelsen af en nordisk vildmark. Søger ind i små skjulte steder bag sivskovene. Bag nedhængende grene falder vi meditativt til ro, mens naturen summer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Peter Hauerbach

Ligefrem opløftende er starten på turen ikke. Vi lægger ud fra Ry Kanoudlejning med kurs mod Allinge Vest og en smukt beliggende naturplads kun en time væk. Og det er heldigt, for lige efter afgang styrter det ned.

Læs også: Mod Vesterhavet i kano

Teltet må slås op i regnvejr, mens vi bider af hinanden og skutter os i vores våde tøj og ditto hår. Men op kommer teltet og taknemmeligt kryber vi gennemblødte i ly. I løbet af natten trommer regnen hårdt på teltet, og vi er noget klatøjede, da det kvart i otte venligt lyder fra verden uden for teltet: »God morgen. Det er lejrchefen. Hvor mange er I?«

En af de mest populære steder i Danmark at holde ferie i en kano er på den over 100 kilometer lange Gudenå.

Det var det, før den famøse »Klovn – the movie« i 2010 ramte biograferne, og det var det i særdeleshed efter, tusinder havde set Casper Christensen og Frank Hvam febrilsk padle ned ad netop denne å efter diverse tåkrummende episoder. Et enkelt kanocenter langs åen tilbød endda deciderede Klovn-ture.  

Den voldsomme hype omkring kombinationen af Klovn og Gudenåen er efterfølgende aftaget noget, men et par dage eller fem på Danmarks længste å er stadig populært blandt friluftsdanskerne.

 

Den danske sommers mangfoldighed
Selv om en nat i telt med kold dansk sommerregn udenfor godt kan lægge en dæmper på festlighederne. Det er dog holdt op med at regne, bemærker jeg, da jeg rækker en søvnig hånd med 70 kroner i kontanter ud til lejrchefen – afregning for to for en nat.

Bagefter følger resten af kroppen, fødderne iført gummistøvler, med. Og sjosker gennem det drivende våde græs de 100 meter over mod de tre – i parentes bemærket – meget pæne toiletter. Bagefter bruger jeg pumpebrønden med rent koldt vand til at gnide det sidste søvn ud af øjnene og få frisk vand. 

Inden vi hopper i kanoen, kreerer vi et par sandwich til at give dagens sejlads løbende energitilskud, og drikker kolde kakaomælk til morgenmad for at kick-starte energien – nødvendigt, når »sommernatten« når ned på syv grader. Eneste fordel ved temperaturen er, at al provianten i poser holder sig fint.  

Vi er ikke de eneste, der har fundet ud på åen i dag. Her er hurtigsejlere i snævre kajakker og tungtlastede kanoer med familier, hvor børnene eksperimenterer med fiskerikunsten, mens far og mor tager det fysiske slid. Andre kanoer er fyldt af unge, ghettoblastere og øl.  

Primitiv stilhed
Vi sejler gennem snævre passager med rødtoppede lappedykkere, blishøns, snadrende ænder og lettende, lavtgående, skræppende gæs. Følger et par næs rundt, inden det går forbi en fuglekoloni med terner og gæs. Og så når vi til den travle fortøjningsplads ved Hotel Juel Sø, hvor »Hjejlen« og andre rutebåde lægger til.

»Hjejlen« er med sine 150 år verdens ældste kulfyrede damper i drift. Og drift er den i netop nu, hvor den kommer hostende hen over søen med tyk, grå røg som følgesvend. Så er det bare for bløde sejl-trafikanter at skynde sig ind langs bredden for at undgå dens hækbølger.

Skyttehusets Camping er næste stop. Planen er en kop kaffe og indkøb af vin til aftenhygge ved bålet. Men i forhold til forrige nats campingplads er her anderledes, mere larm, mere kaos. Masser af faciliteter, teltpladser, hytter og gang i den. En kano med tre »piratklædte« unge fyre pladrer rundt foran, fuldt lastet med dåseøl og bragende musik. 

Efter en time her er det fint for os igen at sætte kurs sydover – mod primitiv stilhed.

Vi føler os øvede nok ud i kanokunsten til at tage den direkte kurs over den store Juel Sø.

Vi sejler tæt forbi ubeboede Møgelø, hvor filtrede træer og buske hænger tæt og tungt ud over vandet og giver følelsen af en nordisk vildmark. Søger ind i små skjulte steder bag sivskovene. Bag nedhængende grene falder vi meditativt til ro, mens naturen summer.

Tordenvarmen føles, og ulydigt tager jeg redningsvesten af under en truende himmel, der dog vælger at holde tør.

Tilbage på pladsen er der dovent og stille. Et par familier er ankommet og rejser misundelsesværdigt hurtigt et højt tipi-telt, børnene gynger i tovet over åen og klatrer i træer, en anden familie griller, børnene er grillmestre, mor og far hjælper. 

Her dufter af fred og sommer, og en tur op på nærmeste bakketop mellem dugglitrende englehår og lilla blomster tilføjer en fantastisk aftenudsigt over sceneriet. 

Nede ved åen brygger mosekonen – ikke som normalt over hele vandet, men med lodrette små tågesøjler op fra vandet. 

Senere kryber vi i soveposen, i dag i et tørt telt. Oh, du danske sommer … 

 

Læs også: Spring ud i en aktiv familieferie