Kære flyselskab - sæt mig op på business-class

En del passagerer vil gøre hvad som helst for at blive opgraderet til de fede sæder foran i flyet, viser undersøgelse fra flyselskabet Virgin Atlantic

Mange mener, de har ret til at blive opgraderet, men en talsmand for flyselskabet Virgin Atlantic advarer om at tro på en nem opgradering. Fold sammen
Læs mere
Foto: Colourbox.com

Mange gange om dagen forsøger passagerer fra økonomiklasse at blive opgraderet til gratis champagne, masser af film og frem for alt mere benplads, viser en undersøgelse, som flyselskabet Virgin Atlantic har lavet. Og fantasien hos passagererne fejler ikke noget.

Læs også: Guide: Find det bedste flysæde

Her er seks kreative forsøg på at blive opgraderet:

  • En af de mere kreative ideer kom fra en mand, der rejste sammen med sin gravide kone. Han ønskede at blive flyttet til business, fordi han behøvede tid til at slappe af. Manden blev ikke opgraderet, men ikke uventet førte ønsket til en ophedet diskussion mellem ægtefællerne.
  • En anden rejsende ønskede en opgradering, fordi hans nyfødte søn led af klaustrofobi og var under behandling, så de behøvede mere plads. De blev ikke opgraderet.
  • Et godt forsøg kom fra manden, der sagde, at eftersom ingen forretningsfolk fløj om søndagen, så kunne han lige så godt udnytte pladsen. Han blev ikke opgraderet.
  • Der var også parret, der troede den var hjemme: De mødte op til tjek-ind i London iført fuldt bryllups-udstyr med smoking og brudekjole. De blev ikke opgraderet.
  • En mand blev så vred over at hans yndlingsklub Manchester United havde tabt en kamp, at han ønskede at få ekstra plads at køle ned på. Han blev ikke opgraderet.
  • Mange har forsøgt sig med at udgive sig for at være personlige vennner med Virgin Atlantics topchef Sir Richard Branson, og at han havde lovet dem bedre pladser. En gik skridtet videre og påstod at være Bransons tandlæge - han blev ikke opgraderet.

Tro ikke på nem opgradering
Så selv om mange passagerer mener at have ret til en opgradering fordi de har bryllupsdag, fødselsdag, for lange ben og alt muligt andet, så advarer en talsmand for flyselskabet, Paul Dickinson, om at tro på en nem opgradering.

"I virkeligheden er gratis opgraderinger meget sjældne, så hvis man gerne vil sidde på business-class, må man købe en billet. Hvis vi en sjælden gang må tilbyde en opgradering, så tilbyder vi den til vores trofaste kunder," siger talsmanden i en kommentar til undersøgelsen. 

Rejseliv.dk spørger: Har du haft succes med at blive opgraderet? Fortæl os, hvordan du gjorde herunder.