Juli satte historisk rejse-rekord

Rekordmange danskere rejste sydpå i juli på grund af det dårlige vejr, viser tal fra charterbureauerne.

Rejsebureauet Spies havde kun 80 tomme pladser i flyene, da de i juli sendte 45.000 af sted sydpå. Fold sammen
Læs mere
Foto: Iris
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den koldeste juli, vi har haft i Danmark nogensinde, var i 1979. Der målte temperaturen i gennemsnit 13,6 grader.

Se også:Tidligt boom i salg af efterårsrejser

Så koldt var det ikke i juli i år. Her var gennemsnittet 15,9 grader, men måneden ligger alligevel noget under normalen for de seneste ti år.  

Og det dårlige vejr satte virkelig gang i danskernes rejselyst.

Mange af de store charterbureauer melder om en belægningsprocent på næsten 100 % - det vil sige, at bureauerne næsten har solgt hvert eneste sæde i flyene med kurs sydpå.

"Vi har i juli slået vores egen rekord. Vi har sendt flere ferieglade danskere sydpå, end nogensinde før og kan notere den historisk set bedste omsætning og det bedste resultat nogensinde," siger Stig Elling, salgsdirektør i Star Tour.

Kun 80 tomme pladser
Og det er ikke kun salgsdirektøren i Star Tour, der kan løfte armene i vejret over en god juli. Også Apollo Rejser har sendt rekordmange danskere af sted i juli.

"Den danske juli har også for Apollo været den bedst solgte nogensinde - til dato. Vi har haft rekordmange danskere af sted," siger Rikke Koks Andreassen, PR-chef i Apollo Rejser, og hun fortsætter:

"Et ligeså vigtigt nøgletal i rejsebranchen er snitpriserne, de har ligget på et rekordhøjt niveau. Priserne på rejser er styret af efterspørgslen, og da den har været markant høj som følge af mængden af nedbør, er priserne skudt i vejret."

Charterbureauet Spies har sendt 45.000 gæster af sted i juli og har kun haft 80 tomme pladser i flyene. Det er faktisk lidt færre gæster end sidste år, melder rejsebureauet.

"Vi kunne have solgt mange flere rejser, men vi solgte det, vi havde. Vi sendte en anelse færre af sted i forhold til sidste år, men rejserne har været bedre og dyrere, så vores juli har også været intet mere end fantastisk. Den historisk bedste omsætning og indtjening i juli så langt tilbage, vi kan se." siger Jan Vendelboe, adm. direktør i Spies.

Dyrere rejser
Bravo Tours melder om udsolgt i juli, ligesom bureauet havde sidste år.

"Men i modsætning til 2011 var efterspørgslen i år så stor, at der ikke blev givet rabat eller afslag på de rejser, der blev solgt i juli," fortæller Bent Bernardi Sørensen, informationschef i Bravo Tours.

Gennemsnitligt blev bureauets rejser solgt 800 kr. dyrere end i 2011. Ca. 15 procent højere.

Den danske sommer har også været god ved Falk Lauritsen Rejser, som ligeledes har haft en belægning på næsten 100%.