Jorden rundt på 736 dage

De ville ikke leve mere via mobilerne. De ville være sammen, være en familie. Og det var de i to år i en ti meter lang sejlbåd hele vejen rundt om Jorden.

Mange drømmer om det. En del planlægger det også. Men det er de færreste familier, der virkelig fører planerne ud i livet og gør det – Sætter det normale forjagede hverdagsliv på stand by og rejser væk for at få hold på livets prioriteter og få tid til at være sammen.

Næste: Tal ikke kun - gør det

Men Hannelore Dörner og Niels Vejrup Carlsen gjorde det. De fik orlov fra deres jobs, fremlejede deres hus, lånte hendes fars båd og sejlede på to år Jorden rundt sammen med deres to børn, Caroline og Jens, der var 8 og 11 år, da de tog af sted.

Det er den meget korte version af års drømmeri og diskussion, overvejelser, usikkerhed og ønsker. Niels havde stort set hele sit liv drømt om at sejle de store oceaner.

Hannelore havde i flere år drømt om mere tid til familien. Og sammen havde de i et stykke tid talt om at tage en »time out« fra den stressede hverdag for at være mere sammen med børnene.

Under en sejlerferie rundt om Bornholm, fik Niels præsenteret sin drøm: »Ku’ det ikke være sjovt at sejle Jorden rundt?«  Og Hannelore tænkte: »Han tager gas på mig.«

Men idéen var plantet. Den blev til en konkret plan – og til virkelighed. 1. juli 2005 stævnede de ud fra Tårbæk havn og satte med Kronborg om bagbord kurs mod vest og mod to års sejl- og familieoplevelser på 12 kvadratmeter og i hele verden.

Hvordan det gik, kan man læse i bogen »I samme båd«. Hvordan søsygen hærger, Jens græder og saver sine skolekammerater og kalder projektet: »et spild af liv« og spørger, hvorfor de ikke bare kan være en »normal familie«.

Hvordan vinden skifter, storme opstår og eventyret næsten slutter inden det begynder, da motoren sætter ud med fiskenet i skruen, og strømmen er ved at knuse skibet mod molen i havnen i Peterhead i Skotland.
Hvordan de voksne frygter orkaner og pirater. Hvordan de alle skændes, og bliver gode igen. Hvordan det overhovedet kan lade sig gøre at leve så tæt sammen så længe.

Men også om mødet med fortryllede øer og tropiske strande, som man kun kan forestille sig i sine hedeste drømme. Om fremmede kulturer, venlighed og hjælpen, der er der, hver gang det er nødvendigt.

Om hvaler og delfiner. Og den daglige danske »skole« i kahytten, og børnene, der i løbet af turen ikke alene taler flydende engelsk bl.a. med de andre »sejlerunger«, men også læser det. Det kommer helt af sig selv, når de danske bøger er sluppet op, og der kun kan fremskaffes engelske og tiden skal slås ihjel på de lange strækninger til havs.

Næste: Tal ikke kun - gør det