John Travoltas hunde dræbt i lufthavn

Den amerikanske skuespillers to små hunde blev kørt over ved flyenes standplads.

Foto: Crispin Thruston

Det er en ulykke for Bangor International Airport og en ny tragedie i Travolta-familien.

Læs også: Stjerner går amok i lufthavne

Hændelsen fandt sted Kr. Himmelfarts dag, da John Travoltas private Boeing 707 var landet i lufthavnen i Bangor - den trediestørste by i delstaten Maine.

Flyet var parkeret på pladsen foran den internationale terminalbygning, og her forlod en unavngiven person flyet med Travolta-familiens to små hunde i snor.

Hundene blev dræbt da de skulle luftes. De var på vej mod en græsstrimmel, da en af lufthavnens ansatte kom kørende i en varevogn for at servicere flyet og ramte dem. Hundelufteren kom ikke noget til.

Til Bangor Daily News forklarer lufthavnens direktør Rebecca Hupp, at den ansatte slet ikke så de små hunde, men at en yderligere undersøgelse af ulykken er sat igang, og at den vil afgøre, om den pågældende chauffør kan gøres ansvarlig. Hun tilføjer, at det er tilladt at passagererne forlader flyet og færdes på forpladsen for at komme ind i terminalbygningen.

Har kæmpehus på lille ø ud for kysten
Rebecca Hupp vil hverken oplyse, hvor flyet kom fra, om den amerikanske skuespiller selv var pilot eller hvilke familiemedlemmer, der evt. var om bord.
Og hun vil heller ikke fortælle, hvilken race de to hunde var.

Hverken John Travolta eller familien vil udtale sig om sagen oplyser hans pressechef Paul Bloch fra Los Angeles.

Ifølge Bangor Daily News ejer 56-årige John Travolta sammen med sin 47-årige kone, Kelly Preston, et stort, gammelt hus beliggende i en fredelig lille bugt  på øen Islesboro knap 5 km ud fra Maines kyst.

John Travolta erhvervede det gamle hus fra 1903, der angivelig har 42 værelser, først i 1990'erne og har siden gennemrestaureret det. Huset ligger nær den lille by Dark Harbor.

Travolta-familien blev ramt af en større tragedie sidste år, da den 16-årige søn, Jett, døde efter et hjerteanfald under et ferieophold på Bahamas.