Jernvejen til øerne

Selv for dem uden hang til whisky og vandreture kan Skotland være en rejseoplevelse af de helt store. Det vestlige højland er bestemt ikke nærigt og deler rundhåndet ud af sin storslåede natur langs skinnerne på West Highland Line – en af verdens smukkeste togture.

En tur gennem det skotske højland i tog er intet mindre end fantastisk. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

Det summer af liv og sækkepibemusik på Glasgows hovedgade, Buchanan Street, hvor søndagssolen er i strålende humør og giver løfter om en smuk dag på skinnerne mod nord. Selv har jeg blot et par timers ventetid inden afgang, men har man endnu ikke stiftet bekendtskab med Glasgow, er det oplagt at kombinere en togtur gennem højlandet med et par kulturelle dage i den notoriske arbejderby, som totalt overskygges af Edinburghs historiske skyline.

’Jernvejen til øerne’ kaldes togstrækningen West Highland Line også, og navnet refererer til skinnerne, som løber fra Glasgow gennem det vestlige højland og ud til havnebyerne ved den skotske vestkyst. Derude, hvor færgerne lægger fra kaj med bl.a. populære Isle of Skye i sigte. Togruten så dagens lys i 1894, hvor skinnerne forbandt Glasgow med Fort William. Fra 1901 kunne rejsen så fortsættes videre vestpå til havnebyen Mallaig, mens den anden gren af ruten, fra Crianlarich til Oban, først officielt blev en del af West Highland Line i 1960erne. Siden er denne togrejse blevet lovprist i flere store rejsemedier og adskillige gange nævnt blandt verdens absolut smukkeste. Det er derfor med høje forventninger, at jeg stiger ombord, på Glasgows slidte Queen Street Station, mens togets motor startes, brummer lystigt og gør sig klar til endnu et ’trek’ gennem højlandets bjerge og dale.

På turen glider udsigten forbi, og man kan intet andet end at læne sig tilbage og nyde den. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

Kort efter afgang ruller serveringsvognen forbi med kaffe og depotet fyldt med flasker af den skrigorange læskedrik ’Irn-Bru’, som her i Skotland slår selv Coca Cola i popularitet. Om toget kører på Irn-Bru, vides ikke, men snart slipper Glasgows industrikvarterer og forstæder taget og overlader toget til grønnere omgivelser, mens terrænet afgiver sine første spæde bølgeskvulp. Omkring mig i kupéen sidder en blanding af højlandsturister og lokale pendlere. West Highland Line betjenes nemlig af ganske ordinære regionaltog, uden panoramaruder eller fancy vintage-interiør. Men netop dette gør, at billetterne fås til fornuftige priser, set i forhold til det storslåede scenarie, der udspiller sig langs ruten. Højland på lavbudget, om man vil.

In the middle of nowhere

Skinnerne følger Glasgow-floden Clyde mod nordvest, inden landskabet for alvor folder sig ud og jeg spotter min første rødbrune højlands-ko med det charmerende lange pandehår. Det er efterhånden svært at vælge side, nu hvor middagssolen danser i Gare Lochs rolige vandoverflade mod vest, mens får og deres lam pryder bakketoppene mod øst. De hvide uldtotter fordeles dermed ligeligt mellem græsklædte bakker og den blå højlandshimmel. Og da vi runder Garelochhead og omgivelserne gør det ud for gigantiske muldvarpeskud, kan man nærmest høre sækkepiberne genlyde gennem dalene.

Vi glider langs Loch Long mod nord, inden jernbanen fanger toppen af legendariske Loch Lomond – Storbritanniens største sø, som er udødeliggjort i den skotske folkevise om ’The Bonnie Banks o’ Loch Lomond’. Et yndet sted til vandreture, og åbenbart også for velhavende skotter, for langs søens bred, og mellem gærder af kampesten, spottes adskillige huse med drømmelignende beliggenheder.

Ved Crianlarich forgrenes skinnerne, og toget deles i to. Den ene del tager ruten vestpå mod Oban, mens jeg fortsætter mod nord og min første destination, Fort William. Herefter tiltager landskabet støt i højde, og bjergsidernes riflede mønster minder mest af alt om naturens egne strækmærker. En springende buk skræmmes af toget, mens enkelte sneklædte tinder viser sig i horisonten. Der er længere mellem stationerne nu. Mere ødemark. Og man må samle kæben op, da toget glider gennem det nærmest prærielignende landskab omkring stationen Corrour, som regnes blandt de mest øde beliggende togstationer i Storbritannien. Forladt i en grad, så ingen asfalterede veje fører dertil, og den nærmeste findes 16 km derfra. Udtrykket ’in the middle of nowhere’ kommer virkelig til sin ret.

Friluftslivets hovedstad

Det er midt på eftermiddagen, da vi ruller ind på stationen i Fort William efter godt fire timers femstjernet naturbuffet. En frisk vind blæser gennem den lille hovedgade, som er en blanding af friluftslivsforretninger, caféer, pubber og souvenirbutikker. Og der er altid en speciel atmosfære i en by, hvor mange ankommer med samme dagsorden, om det så er et ski-resort, en pilgrimsby eller som her: ’The Outdoor Capital of the UK’. Erfaringer udveksles, og forventningerne til morgendagens eventyr hænger tykt i luften. Som en usynlig, men mærkbar samhørighed. Mange kommer hertil for at bestige Storbritanniens højeste bjerg, Ben Nevis, mens jeg nøjes med at besøge pubben af samme navn, hvor der er havudsigt gennem tagvinduerne på den lavloftede førstesal.

Byen Fort William kaldes ’friluftslivets hovedstad i Storbritannien’ og ligger smukt mellem bjerget Ben Nevis og flere højlandssøer. Et naturligt stop når man rejser på West Highland Line. Fold sammen
Læs mere

Udover at have sin egen ’Big Ben’ i baghaven er Fort William også endestation for den populære vandrerute West Highland Way, som starter i Milngavie lidt nord for Glasgow og ender her – 154 udfordrende, men storslåede kilometer senere. Og det kan fornemmes, da jeg om aftenen tjekker ind på et lokalt vandrehjem. I entréen læner tunge rygsække sig mod væggen, mens vandrestøvler på rad og række puster ud og lader snøren hænge løst. Her møder jeg de to unge canadiere Tom og Jacob, som har taget turen over atlanten for en vildmarkscampingtur i nye omgivelser, mens svenske Krister fra Stockholm har søgt udfordringerne på vandrestierne.

I Harry Potters togspor

En helt anden målgruppe er også begyndt at søge disse egne i de senere år, nemlig de fanatiske fans af eventyrfilmene om magiske Harry Potter. I filmene indgår nemlig et lille stykke højlandsmagi i form af togstrækningen over Glenfinnan-viadukten, som de studerende på troldmandsskolen krydser med damplokomotivet ’Hogwartsekspressen’.

Udsigten fra toppen af den berømte Glenfinnan-viadukt er blandt højdepunkterne på rejsen mellem Fort William og Mallaig. Fold sammen
Læs mere

I virkelighedens verden findes Glenfinnan-viadukten godt halvvejs mellem Fort Willam og min næste destination, den lille havneby Mallaig. Og på denne strækning kan man vælge at tage med det ikoniske damplokomotiv ’The Jacobite’, som betjenes af West Coast Railways, for den autentiske Harry Potter-oplevelse.

Jeg fortsætter dog i samme spor næste morgen i regionaltoget mod vest. Og da vi endelig når den berømte viadukt, sagtner toget farten, mens folk rejser sig i sæderne for at få det hele med: en næsen-mod-ruden-imponerende udsigt til den nordlige ende af Loch Shiel. Glenfinnan-viadukten, som blev indviet i 1901, strækker sig over 380 m og tæller 21 buer af forskellig højde, og den optræder sågar på skotske pengesedler. Men viadukten er ikke en enlig attraktion på vejen mod Mallaig, for efter Glenfinnan-stationen følger en dragende strækning mellem bjergsider og fyrreskov, inden vi når den hvide sandstrand ved Morar, som er mere eksotiske himmelstrøg værdig.

Hvor færgerne vender

Det er kun lyden fra min kufferts hjul, samt mågernes skrig, som høres, da jeg forlader stationen i Mallaig. Solen står højt på himlen over byens lille industri- og færgehavn, hvor en blanding af fiskekuttere, lystbåde, turbåde og bilfærger ligger ved kaj, hvoraf sidstnævnte bl.a. sejler til den nærmest beliggende turistmagnet, Isle of Skye. Øen er den største i gruppen af Indre Hebrider og er også tilgængelig via en bro længere nordpå. Skye er specielt kendt for sin vilde natur og sin røgede whisky og er et feriemål i sig selv.

Redningsbåde, fiskekuttere og turbåde side om side i den lille havneby Mallaig på den skotske vestkyst, den nordligst beliggende endestation på West Highland Line. Fold sammen
Læs mere

Mallaig derimod er ingen turistmagnet, men har på en solrig dag sin egen lokale charme, mens bed & breakfast-udbydere, et par fiskerestauranter og iskiosker nyder godt af de gennemrejsende bilister og togpassagerer. Det havde en enorm betydning for byen, da jernbanen kom i 1901, hvilket medførte et boom i fiskeriet, samtidig med at de mange øboere i området fik nye transportmuligheder til fastlandet.

Tidligt næste morgen ligger togstationen nærmest øde hen, da jeg stiger på toget med kursen sat mod syd. Eller i første omgang mod øst og tilbage til Fort William på en strækning, der bestemt tåler et gensyn. Ikke mindst hvis man vælger samme side i toget og dermed får serveret nye udsigter gennem ruden. Som på Glenfinnan-viadukten, hvor toget denne gang stopper helt op, så folk kan nyde det berømte vue.

Kronen på værket

Jeg kunne blive siddende i toget hele vejen tilbage til Glasgow, men har besluttet mig for at besøge begge endestationer mod vest, hvilket kræver et skifte i Crianlarich. Herefter er omgivelserne nye på vejen ud mod Oban, og vi suser forbi naturindpakkede campingpladser og gennem fældede skovområder, hvor genplantede lysegrønne graner skyder op. Med jævne mellemrum stiger friluftslivsentusiaster af og på, bærende på pagajer eller trækkende med mountainbikes, som hænges i togets dertil indrettede sektion. Højlandet er i sandhed friluftslivet legeplads. Det æstetiske højdepunkt på denne gren af West Highland Line venter, da skinnerne runder toppen af Skotlands længste sø, Loch Awe, hvor ruinerne af Kilchurn Castle troner på en lille halvø. Men smukt er også det sidste stykke ned mod Oban, hvor golfbaner breder sig i bølgende bakker med udsigt til byens skyline.

Oban er den livligste af byerne på West Highland Line og har et godt udvalg af hoteller og restauranter langs den indre bugt. Fold sammen
Læs mere

Til sammenligning med Mallaig, som jeg forlod samme morgen, er Oban nærmest en metropol trods sine under 9.000 indbyggere. Her er mere liv og karakter, i et centrum præget af den indre bugt med form som et omvendt C. Nær togstationen, som er nabo til færgeterminalen, rammer duften af fish & chips, og McCaig’s Warehouse gør alt for at sende byens gæster afsted med skotsk, når det er bedst. Indenfor hænger alt i tweed og skotske tern samt kalendere med højlandskvæg og naturligvis en veludrustet whiskyafdeling, hvor juvelen er flasken formet som en hjort. Og i den anden ende af bugtens promenade kan whiskyelskere besøge byens eget destilleri.

Kæderestauranterne har tilpasset menukortene og tilføjet burgere bygget på den skotske klassiker ’haggis’. Og hos bogkæden Waterstones har man udvidet rejsesektionen med et overflødighedshorn af skotske guides og landkort, så det er muligt at finde vej til hver en afkrog af højlandet. Med andre ord fornemmer man, at dette er en by, som tiltrækker turisterne, og det menes, at indbyggertallet kan stige til 25.000 i højsæsonen.

Længere omme på havnen lokker skilte med bådekspeditioner til sælkolonier og søpapegøjer, mens kronen på værket her i Oban er ’McCaig’s Tower’, det cirkulære bygningsværk, som troner over byen, og hvorfra man på en klar dag får en kongelig udsigt over havnen, havet og konturerne af de omkringliggende øer.

Hvor selve togturen op til Mallaig er den mest imponerende togstrækning, så er Oban den mest interessante endestation, og derfor er det oplagt at følge begge spor mod vest, inden turen går tilbage til storbyen Glasgow. Det er bestemt fristende af finde rygsækken frem og pakke vandrestøvlerne, når turen går til Skotland, men vil man blot have en lettilgængelig og prisvenlig bid af højlandet, så lægger West Highland Line skinner til.

Rejseliv var inviteret til Skotland af Visit Britain og ScotRail