"Jeg er en alien, lad mig styre flyet"

Mand påstod, at han var et rumvæsen og fik fly til at nødlande.

Foto: Colourbox.com

En flypassager, der hævdede, at han var et rumvæsen, er blevet smidt i fængsel. Årsagen var, at han under en flyvning gik ud og bankede på døren til cockpittet og sagde, at det var nødvendigt, at han overtog styringen af flyet, mens han identificerede sig som en "alien" - et rumvæsen.

Se også: Klamme ting, folk gør i fly

Påstanden gjorde ikke indtryk på piloterne. I hvert fald overlod de ikke passagerflyet i det påståede rumvæsens varetægt.

Episoden fandt sted i begyndelsen af maj under en amerikansk indenrigsflyvning med Skywest Airlines Canadair fra Montana til Salt Lake City. Der var 50 passagerer om bord.

Lagt i håndjern

Enkelte af de andre passagerer assisterede kabinepersonalet med at pacificere og lægge håndjern på passageren, skriver Aviation Herald.

Flyet blev 10 minutter efter omdirigeret til Idaho Falls, hvor manden blev taget i forvaring og sigtet. (På intet tidspunkt gjorde han forsøg på at lade sig beame op til moderskibet, hvilket er et af flere tegn på, at han ikke alligevel har været et rumvæsen, red.)

Efter 40 minutter fortsatte flyet mod sin destination.

Prøver har siden vist, at passageren ikke har været under indflydelse af stoffer eller alkohol.

Se også: 12 ting der får dig smidt af flyet