Istanbul vil være Europas største shoppe-mekka

I 40 dage og nætter kan du svinge kreditkortet helt vildt i den tyrkiske millionby, som til marts søsætter Istanbul Shopping Fest, der skal tiltrække flere turister

En shoppinggade nær Grand Bazaar. Fold sammen
Læs mere
Foto: Flickr.com/j.o.h.n. walker

Det bliver et rigtigt eventyr, når Istanbuls markeder og bazarer åbner dørene for shopping 40 døgn i træk. Myndighederne i millionbyen ved Bosperusstrædet er gået sammen med handelsforeningerne om at skabe Europas største shoppe-mekka.

Læs også: Verdens 20 billigste hotelbyer

Fra 18. marts til 26. april afvikles festen, hvor markeder og butikker i mange af Istanbuls distrikter holder åbent døgnet rundt. Det gælder både de store bazarer, bl.a. Grand Bazar, og de kendte shopping-steder som Taksim, Nisantasi, Sisli, Bakirköy, Fatih, Baharia og Bagdad Street.

Og det gælder Det Egyptiske Marked med masser af krydderier. Det bedste af det hele er, at de deltagende butikker og centre har bebudet prisnedsættelser op mod 50 procent - og det gælder både mærkevarer og traditionelle tyrkiske varer.

Grand Bazar er det største overdækkede marked i verden, og her er det typisk guld, smykker, lædervarer og tasker, der udbydes.

I tillæg til shoppe-festen byder Istanbul på en lang række af gadefester, modeopvisninger, show og koncerter under den 40 døgn lange fest. For turister tilbydes der særlig transport rundt til markederne i private køretøjer med engelsktalende chauffører.

Læs også: Storbyen vi aldrig bliver trætte af