Indiens tigerspring ind i fremtiden

Rejseliv.dk har besøgt Indiens it-hovedstad, Bangalore, hvor udviklingen går så stærkt, at byen selv har svært ved at følge med.

Rejseliv imported photo
Indien er midt i en rivende udvikling og man forventer at landet i fremtiden vil spille en aførende rolle for verdensøkonomien. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jan Hedegaard

Velkommen til første afsnit af Rejseliv.dk's nye serie om fremtidens helt store økonomier. De såkaldte BRIK-lande – Brasilien, Rusland, Indien og Kina. Vi begynder vores rejse i Indiens it-hovedstad, Bangalore, hvor det går så stærkt, at trafikken og byen selv har svært ved at følge med.

Læs også: De sygeste rejsemål

Man forstår godt, at der må være mindst en milliard indbyggere i Indien, men det er ikke til at forstå, at de allesammen lige skal opholde sig på vejen fra lufthavnen og ind til Bangalore – eller Bangaluru, som byen også hedder.

Engang var hovedstaden i delstaten Karnataka kendt for sine gode bryggerier og fine parker. De er der endnu, men i dag er Bangalore mere end noget andet Indiens it-hovedstad. Byen har fået ry som Indiens Silicon Valley.

Globalt computerkaos
Før 1999 var der med undtagelse af it-folk ikke mange, der havde hørt om Bangalore, men det ændrede sig efter årsskiftet 1999-2000, hvor man frygtede et globalt computerkaos, fordi man var usikker på, om computere kunne klare overgangen til 2000-tallet.

Programmører havde tidligere kun angivet årstal med to cifre. 89 betød eksempelvis 1989, men nu meldte spørgsmålet sig: Ville computere læse 00 som 1900 eller som 2000? Det kunne betyde, at computere begyndte at give forkerte oplysninger eller gik ned.

Der skete nu ikke noget, men forinden var der desperat brug for et stort antal programmører til at se koder igennem, analysere computerprogrammer og foretage omprogrammeringer. Dette kolossale arbejde klarede it-folkene i Indien. For i Bangalore var i stort tal en veluddannet arbejdsstyrke, der talte både engelsk og programmeringssprog. Og til en løn ingen andre lande kunne konkurrere med.

Siden har Bangalore været synonym med effektiv it-teknologi. Og det fik hele verdens it-industrier pludselig øje på.

Indiens rumprogram
Allerede midt i 1980erne havde den daværende premierminister, Rajiv Gandhi, givet den indiske højteknologi gunstige vilkår, og det satte nu yderligere raketfart på udviklingen i Bangalore. Også helt bogstaveligt, for det indiske rumprogram bliver udviklet i Bangalore.

På landsplan arbejder tre millioner indere med it – i Bangalore alene en million. Her er 80 pct. af industrien it-relateret. Det er gået stærkt, byen vokser, trafikken kan ikke følge med, og i 2006 var der en afstemning, hvor den oprindelige lokale befolkning stod sammen for måske sidste gang og fik flertal for, at Bangalore skulle have sit oprindelige navn Bengaluru tilbage.

Afstemningsresultatet var en utilsløret protest mod alle de unge, veluddannede og engelsktalende, der kom hertil – og som stadig ankommer – og som har overtaget byen, der engang var deres. Man følte sig fremmedgjort, så Bangalore blev officielt til Bengaluru.  

For den almindelige turist
Gribbe cirkler som små svævefly over Bangalore og dens grønne åndehuller og slår ned på det, der måtte være tilbage, når byen har fortæret sit. Men hvad skal man selv slå ned på, hvis man vil være turist i Bangalore en eftermiddag?

Min guidebog opgav fire seværdigheder: Den botaniske have, Café Mocha, Shivatemplet og Nanditemplet.

Man skal tænke sig godt om, selv små afstande kan tage timer i trafikken, men transporttiden kan afkortes betragteligt, hvis man har nerver til at tage en tuk-tuk. Mens resten af trafikken holdt stille, smuttede tuk-tuk’en i mange tilfælde ud og ind mellem de osende biler, der flere gange fik mig til at holde et lommetørklæde for næse og mund. Tuk-tuk-transporten kostede ikke mange rupees i forhold til en taxi.

Indiske templer er fascinerende og Nanditemplet var ingen undtagelse. Nandi er guden Shivas tyr, og dette tempel er omkring 500 år gammelt. Ved trappen op til templet bliver der solgt offergaver – kokosnødder og mango. Og oppe ved templet tager man skoene eller sandalerne af og stiller sig i kø.

Nede langs vejen stod de radmagre hellige køer, og heroppe står man i en af de hellige køer af bedende og tilbedende på vej ind i templet med den mægtige statue af den liggende tyr. Den er hugget ud af et vældigt stykke gråt granit og har en stor blomsterkrans om halsen. Ifølge hindumytologien bærer den guden Shiva på sin ryg.

En brahman i safrangule gevandter tager imod en mønt på et fad, hvorpå der også er en lille olielampe.

Bannerghatta National Park
Men der er et par andre seværdigheder, som det er værd at føje til listen; Sultan Tipus’ sommerpalads og Bannerghatta National Park. Der er ikke meget mere end den udvendige skal tilbage af den overdådige arkitektur med de typiske indosaraceniske buer, der ligger i en smuk have.

Måske var jeg heldig, men der var ikke så mange mennesker, da jeg var der og på den måde blev oplevelsen særligt fredfyldt. Indenfor er der en udstilling af ting fra 1800-tallet. Her er den mest opsigtsvækkende udstillingsgenstand et stykke mekanisk legetøj af blik. Det har engang tilhørt en maharaja-prins. Legetøjet forestiller en tiger, der er ved at flænse og æde en britisk soldat.

Et lille skilt ved den udstillede genstand oplyser, at tigeren brøler, og soldaten skriger og spræller, når legetøjet bliver trukket op.

Bannerghatta National Park ligger ikke meget mere end 20 kilometer uden for Bangalore, men turen tager nemt et par timer i en taxi. Her kan man i særlige safaribussser køre fra det ene indhegnede område af parken til det andet og i hver adskilte indhegning er der repræsentanter for Indiens dyreliv som vi kender det fra »Junglebogen« af Kipling: hjorte, tigre, bjørne etc.

Menneskemylderet udenfor parken er betragteligt, man får en lidt nagende fornemmelse af, at alle vagterne og indhegningerne er til for at beskytte bjørne og tigre – ikke omvendt.

Kaotisk trafikmylder
Indien er vejen frem, men trafikken holder mest stille. Trafikken er kaotisk, tæt og uophørlig og på vejene er der ikke langt mellem køretøjer af alle slags. Nogle gange kun få centimeter. Meget af tiden går med at komme få kilometer rundt i byen.

Undervejs kan man sidde og undre sig over de faktiske forhold, for kendsgerningerne er, at der ikke er så mange biler i Indien; kun én bil pr. 140 indbyggere. I Danmark er der en bil for hver tre indbygger og i USA er der cirka en bil pr. indbygger.

Problemet med trafikken i Indien er ikke, at der er for mange biler, men at der er for få, for små og helt utilstrækkelige veje. Det er årsagen til trafikpropper den udslagne dag og til alt for mange ulykker.

»A little care makes accident rare,« stod der et sted på et skilt langs vejen. En opfordring til at undgå ulykker ved at vise en smule hensyn.

Trafikulykker er en af de hyppigste dødsårsager i Indien. Der dør flere indere i trafikken end der dør af AIDS, malaria og tuberkulose – tilsammen. I 2007 døde 130.000 mennesker i den indiske trafik og mere end to millioner kom alvorligt til skade. Uheldene skyldes oftest køretøjernes ringe stand, dårlige veje og chaufførernes manglende kendskab til færdselsloven, hastighedsgrænser og sikkerhed.

Er trafikken halsbrækkende, skal man til gengæld ikke ret langt uden for byen, før man langs en af de mindre veje kan sidde og se en kavalkade af 2.000 års transportmidler passere forbi. Fra fodgængere med vand i krukker på hovedet, oksekærrer, heste, kameler, elefanter, cyklister, biler, busser, lastvogne og tuk-tuks.

Kontrasterne kan opleves næsten brutale, når man kommer direkte fra Bangalores moderne it-bydele. I de små byer i landdistrikterne lever rigtig mange mennesker stadig et simpelt, næsten tidløst liv.

Sparsomme levevilkår
Livet langs vejene fortæller sin egen historie om Indien. For rigtig mange indere er det her, livet udspiller sig, mens trafikken og udviklingen suser forbi. Man ser folk sidde og spise mixed ris fra papir, der i venstre hånds hule danner en skål, mens de maser risen sammen med tre af højre hånds fingre og anbringer det i munden. 

Der er noget både tidløst og intimt over sceneriet. Man bor i de små huse nede af støvede sideveje, man handler i de små boder langs vejen og arbejder måske i et af de små værksteder eller butikker.

En lille bod ved vejen betegnede sig selv »Department Store«, hvilket er den betegnelse, man normalt ville sætte på varehuse som Illum eller Magasin du Nord; her svarede udvalget til en mindre, dansk døgnkiosk.

En anden lille butik kaldte sig på et stort skilt »Puncture Shop«, og i det lille værksted nedenuder kunne man få lappet punkterede dæk. En tredje var en slags apotek under skiltet »Fast Pills«, og i en fjerde butik malede man de skilte, som udstyrede butikkerne langs vejen.

Herhjemme er detailhandelen for 70 procents vedkommende organiseret i butikskæder som Netto og Brugsen, i Indien er tallet 5 procent. 95 procent af detailhandelen i Indien foregår endnu fra »mom and pop-shops«, små boder og butikker, hvoraf en hel del ligger langs vejene og drives helt eller delvis af et ægtepar.

Unik tidsforskel
Tidsforskellen mellem Danmark og Indien er 4 timer og 30 minutter, og Indien er det eneste land på Jorden med en tidsforskel, der inkluderer en halv time.

En englænder på Oberoi-hotellets terrasse forklarede årsagen, da vi sidst på dagen sad med hver sin gin på terrassen: Tidsforskellem mellem Storbritannien og Indien blev fastlagt til 5 timer og 30 minutter i London.

På den måde kunne koloniherrerne på De Britiske Øer blot vende lommeuret, når de skulle se, hvad klokken var ude i imperiets juvel – i Delhi eller  i Bombay.

Mens vi sad og snakkede, blev det pludselig usædvanligt mørkt, og så begyndte det at regne. Palmernes grene og de saftspændte, eksotiske planter med de brede blade i hotellets have blev blanke af vand. Lyden af dråberne, når de ramte dem, blev mere og mere intens, og på jorden samlede det sig hurtigt i pytter og små strømme.

Mægtige lyn og sønderrivende tordenskrald føjede drama til sceneriet. Fra min position i en kurvestol på hotellets overdækkede veranda sad jeg i første parket til sceneriet, og tjeneren, der gik forbi, nikkede anerkendende.

»The beauty of the rain,« sagde han og standsede op et øjeblik – regnens skønhed. Her hilses regnen altid velkommen. Udenfor hotellets have stander det trafikale kaos uanfægtet. Nu med styrtregn.

Paladset i Mysore
160 km – eller cirka tre timers kørsel – nord for Bangalore ligger Mysore – eller Mysuro. Her går livet lidt langsommere, her kunne man selv færdes i trafikken og have en i hvert fald teoretisk chance for at overleve.

Byen er delstaten Karnataks kulturelle hovedstad. Her ligger Mysore Palace, det overdådige palads med løgkupler og indosaraceniske buer, der blev opført til maharajaen efter 15 års byggeri i 1912. Det er et højdepunkt af indisk paladsarkitektur. Når man går tæt på, ser man, at rækker af elektriske pærer kanter bygningens omrids og fremspring. Angiveligt 97.000 i alt. På søndage i vinterhalvåret tændes pærerne fra klokken 19 til 20 og får paladset til at lyse i al sin pragt.

Paladset ligger, hvor et tidligere palads lå, men det nedbrændte i 1897. Den tidligere maharaja, der i dag ikke nyder nævneværdig status eller rang, bor lige i nærheden, i en bygning bag paladset.

Det var briterne, der bekostede opførelsen af paladset til maharajen, Chamaraj Wadiyar, der var både kunstinteresseret og med en bred smag blandede europæiske, hinduistiske og muslimske stilarter. Så her er tag af belgisk glasmosaik, her er udskårne lofter i mahogni i victoriansk stil og mauriske spejllofter i lilla og gult.

Her er udskårne trædøre og gulvmosaikker i sirlige mønstre. Her er fabeldyr og hinduistiske guder støbt i guld. Og der er ikke noget at sige til, at vi besøgende er nødt til at stille sko og sandaler udenfor, før vi går ind. Desværre må vi heller ikke tage vores kameraer med ind. Mysore Palace er åben hver dag fra kl. 10.30 til 17.30.

Læs også: De sygeste rejsemål